Lundbeckfonden giver 60 millioner til forskning i syge hjerner
Kilde: 
15 maj 2017

Det er velkendt blandt forskere, at kommunikationen blandt hjernens celler ændrer sig, når hjernen bliver syg. Men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvad der præcist sker på molekylært og genetisk niveau. 

Derfor har Lundbeckfonden netop bevilget 60 millioner kroner til at fortsætte arbejdet på DANDRITE-centeret på Aarhus Universitet. Det skriver Lundbeckfonden i en pressemeddelelse.

På DANDRITE-centret er forskere blandt andet i gang med at undersøge den molekylære biologi bag forskellige hjernelidelser som Parkinsons og Alzheimers, depression og ADHD, og ligeledes af basale mekanismer af sanseapparatet, initiativ, hukommelse og kontrol af muskelbevægelser.

Forskningscentret bliver ledet af Poul Nissen, som er professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet. Han glæder sig over den store bevilling, som vil betyde, at man kan få afgørende ny viden om hjernen.

»Vi ser umådeligt meget frem til de kommende års forskning med afsæt i denne generøse bevilling. DANDRITE er en unik struktur i dansk forskning baseret på international rekruttering af unge gruppeledere, som har tilført originale, nye forskningsområder og metoder, og som allerede nu indgår i en række stærke interdisciplinære samarbejder, danske som internationale,« siger Poul Nissen i pressemeddelelsen.

DANDRITE blev etableret i 2013 på baggrund af en bevilling fra Lundbeck på 60 millioner kroner. Siden har centret opnået så flotte resultater, at fonden nu har bevilget yderligere 60 millioner kroner til den fortsatte drift fra 2018-22.

cak

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.