På trods af typiske forestillinger om urenlighed hjælper ørevoks til at holde vores ører rene ved at filtrere støv, rester og andre substanser som eksempelvis shampoo og eventuelle fremmedlegemer og beskytter øregangen mod infektion.
Øregangen er i og for sig en blindgyde af væv som, i modsætning til væv alle andre steder, ikke formår at fjerne døde celler ved fysisk nedbrydning.
Ørevoks er den kreative løsning på dette problem.
Ørevoksen dannes af talgkirtler i øregangen, og den indeholder en række organiske forbindelser, herunder mættede og umættede lange fedtsyrekæder, alkoholer, squalen og kolesterol.
Dens præcise sammensætning varierer fra person til person og vil afhænge af kost, etnicitet, alder og miljøet.
Øret renser sig selv
Ørevoks har stor betydning for ørets funktionsdygtighed, og i de fleste tilfælde er der ikke behov for at fjerne det. Vores ører er selvrensende, og hvis de fungerer, som de skal, er der ikke behov for, at vi selv gør noget for at rense dem.
Hos nogle mennesker kan der opstå problemer med denne selvrensningsmekanisme, og ørevoksen vil sætte sig fast et sted på sin vej ud gennem øregangen.
Det kan der være flere årsager til, blandt andet ørets anatomi (nogle mennesker har en forholdsvis lille skarp krumning i deres øregang).
Det kan også skyldes fremmedlegemer i øret som eksempelvis vatpinde, der faktisk gør, at ørevoks samler sig dybt inde i øregangen.
Eftersom øret bliver ved med at danne voks, vil proppen langsomt vokse og måske forblive i øret i årevis eller årtier.
Ørevoks kan forårsage høretab
Fastsiddende voks kan have en række bivirkninger heriblandt smerte, generel irritation og til tider infektion.
I nogle tilfælde er det blevet sat i forbindelse med tinnitus, som er en summen eller ringen i ørerne uden en umiddelbar direkte årsag.
Ørevoks, der har sat sig fast, kan påvirke trommehindens bevægelse eller lukke af for øregangen og dermed gøre det svært for lyd at trænge ind.
Det sker hos op til 35 procent af folk over 65 år og kan forårsage et mildt høretab, som typisk lindres, så snart ørevoksen fjernes.
Det er så fristende, men hold dig fra vatpinden
Mange forsøg på at rense ørerne er rent faktisk med til at forstyrre den selvrensende cyklus.
Men med over 1.000 patenter på ørevoksfjernere er der tydeligvis et stærkt ønske – og marked – derude for at slippe af med stadset.
Men du behøver stadig blot at få undersøgt dine ører, hvis du oplever symptomer på tilstoppet ørevoks, som nævnt ovenfor.
I første omgang kan et par dråber vand eller naturolie (oliven eller mandel for eksempel) være effektive til at blødgøre voksen og fremme dets naturlige bevægelse ud af øret.
Hvis det ikke hjælper, bør du søge læge, hvor du kan få en udskylning med vand eller blive henvist til en ørelæge for at få voksen suget ud under et mikroskop.
Du risikerer at punktere din trommehinde
Hvad du aldrig må gøre, er at stikke noget ind øret for at rense det. I bedste fald vil du blot presse dele af voksen længere ind i øret, hvilket gør det sværere at fjerne.
I værste fald vil du punktere trommehinden, hvilket vil resultere i en betydelig mængde smerte, høretab og en stribe af speciallægebesøg.
Desværre forholder det sig sådan, at de fleste mennesker hverken lytter eller tror på advarsler fra sundhedseksperter vedrørende brug af vatpinde.
Og de fleste hospitaler vil se omkring 150 tilfælde af hul i trommehinden hvert år af samme grund. Disse huller vil nogle gange gå over af sig selv, men ofte blive permanente, forårsage smerte, høretab og kræve operationer for at blive rettet op på.
Det er tydeligt, at ordsproget om, at du ikke skal putte noget, der er mindre end din albue, ind i øret, stadig holder i dag.
Ørelys gør mere skade end gavn
Der findes ingen beviser for, at behandling med ørelys er en effektiv måde at fjerne eller blødgøre ørevoks på.
Faktisk er det mere sandsynligt, at det i stedet er med til at blokere øret med stearinvoks, skabe forbrændinger eller punktere trommehinden.
En række nationale sundhedsmyndigheder advarer mod uvirksomheden af ørelys og dets potentielle skadelige effekter.
Det er lidt ulækkert, men det holder os raske
Ørevoks er måske lidt ulækkert, men det er en ganske normal og temmelig nyttig del af kroppen.
Sammen med snot, tårer og sved er voks en af de uspecificerede hindringer, som hjælper kroppen med at fungere optimalt og undgå infektioner.
Du behøver ikke at elske nogen af dem, men forhåbentlig vil forståelsen for deres eksistens hjælpe mennesker med at kontrollere deres modvilje over for dem.
Chris Brennan-Jones modtager støtte fra Cochlear Foundation, Lions Hearing Foundation (WA) og har tidligere modtaget økonomisk støtte fra Medical Research Council (UK) og Action on Hearing Loss. Artiklen er oprindeligt publiseret hos The Conversation