Kvinden har aldrig sat sine ben på østkysten, men altid boet i staten Ontario, der er markeret med rødt. (Grafik: Qyd)

Da en kvinde fra Ontario i Canada kom til hægterne efter et slagtilfælde, var alt ikke som det plejede at være. Fra at tale et engelsk med klassisk canadisk dialekt var hun slået over i en Newfoundland dialekt. En dialekt, som kun bliver talt på den canadiske østkyst, hvor den går under navnet 'Maritime Canadian English'.

Det svarer altså til, at en københavner pludselig begynder at tale fynsk, eller en fynbo begynder at snakke sønderjysk. Den ramte kvinde vidste ikke selv, at hun havde fået en kystdialekt, men det var hendes familie, der gjorde hende og hendes læger opmærksomme på det sjældne fænomen, som også går under navnet 'foreign-accent syndrome'. Meget hurtigt blev der sat sprogforskere på sagen.

Østkyst-dialekten bliver hængende

Det, der især undrer de canadiske forskere er, at kvinden aldrig har sat sine fødder på den canadiske østkyst, og hun har efter sigende aldrig været i selskab med nogen fra de kanter.

Hendes familie har danske og irske rødder, og hendes forældre har aldrig levet andre steder end i den sydlige del af Ontario. Staten, som ligger midt i Canada.

Og omslaget i dialekten var ikke blot et forbigående fænomen. På trods af intensiv taleterapi, så hænger den nye dialekt ved hos kvinden og nu på tredje år.

»Kvindens tale er helt klar og tydelig og adskiller sig dermed fra de fleste andre ofre for slagtilfælde, som er blevet ramt på deres talecentre. Det er svært at begribe, at sprogændringerne skyldes en blodprop i hjernen, og de fleste mennesker, der møder hende for første gang må tro, at hun kommer østfra,« udtaler Karin Humphreys i en pressemeddelelse fra McMaster University i Canada.

Karin Humphrey har stået i spidsen for udforskningen af det sjældne tilfælde, som er blevet offentliggjort i juli-nummeret af det videnskabelige tidsskrift The Canadian Journal of Neurological Sciences.

Sprogmelodien bliver væk

Forskerne forstår tilsyneladende endnu ikke, hvorfor 'foreign accent syndrome' indtræffer. Ifølge overlæge Grethe Andersen, der har sin daglige gang på Apopleksiafsnittet på neurologisk afdeling, Århus Sygehus, tror forskerne, at det er en slags apraksi, det vil sige, at patienten ikke længere kan udføre en bevægelse eller et handlingsmønster automatisk, selv om man ikke har nogen lammelse, som kan forklare det.

Apraksi kan, ifølge Grethe Andersen, forstås som en usikkerhed ved sprogmelodien, det vil sige, at betoningen, hastigheden eller udtalen ændrer sig, hvorimod selve ordene ikke er forkerte.

Selv om 'foreign accent syndrome' er et relativt sjældent fænomen, så kan overlæge Grethe Andersen godt nikke genkendende til lignende sproglige forstyrrelser.

Når man bliver stimuleret med to sprog som lille, så lagrer ordene sig forskellige steder i hjernen. For eksempel lagrer det danske ord for 'hus' sig et sted i hjernen, mens det engelske ord 'house' gemmer sig et andet sted

- Overlæge Grethe Andersen

»Cirka en gang om året oplever vi, at en patient efter en blodprop i hjernen, slår over i et andet sprog, som er anderledes i forhold til det, som patienten plejede at tale før blodproppen. Og det er typisk patienter, der i deres tidlige barndom på den ene eller den anden måde har været tosprogede,« siger Grethe Andersen.

Sproget går i barndommen

Det kan for eksempel være en patient, der i sin tidlige barndom var udstationeret med sine forældre til et andet land, eller også kan patienten være vokset op med en tysktalende mor, hvor sproget hjemme har været tysk. Eller patienten kan være fra en indvandrerfamilie, hvor man ofte taler to sprog.

»Når man bliver stimuleret med to sprog som lille, så lagrer ordene sig forskellige steder i hjernen. For eksempel lagrer det danske ord for 'hus' sig et sted i hjernen, mens det engelske ord 'house' gemmer sig et andet sted.«

»Hvis skaden efter en blodprop så rammer det sted, hvor patientens danske ord for hus gemmer sig, så vil patienten hente det engelske ord frem i stedet for, og så ændrer patientens sprog sig jo radikalt,« siger Grethe Andersen.

Da man derved henter et tidligt sprog frem, som man mest talte som barn og som dengang langt fra var flydende, kan patientens nye sprog også virke en anelse primitivt og unuanceret. Med andre ord: Patienten genfinder en del af sit barnlige sprog.

»En af grundene til, at fænomenet er sjældent, skyldes netop, at det er få af os, som tilegner os to sprog fra barnsben. Og når man tillærer sig et nyt sprog senere i livet, vil det typisk lagre sig der, hvor det danske sprog også ligger. Og så vil en blodprop, hvis man er særlig uheldig, tage alt dit sprog,« siger Grethe Andersen

Sprog fra hemmelig ven eller blot tilfældighed

Det er ikke altid, at man finder en naturlig forklaring på, hvorfor patienten lige netop slår over i det sprog - som tilfældet er fra det aktuelle eksempel med den canadiske kvinde. Altså hvor man med patientens fortid i tankerne tænker: Nå, ja.

Men, som Grethe Andersen siger:

»Det er jo ikke alt, man kender til ens børns gøren og laden. Det kan være, at patienten som barn har været tæt knyttet til en barnepige og har ad den vej ladet sig kraftigt inspirere af hendes sprogbrug. Eller også har patienten haft en tæt legekammerat i børnehaven, hvor der er blevet udvekslet nogle pudsigheder,« siger Grethe Andersen.

Og måske var det det, som den canadiske kvinde havde: En tæt legekammerat fra østkysten, som kunne fortælle hende nogle gode fiskerhistorier i østkyst-sprog. Eller også er hun blot et meget sjældent og uforklarligt tilfælde af »foreign-accent syndrome.«