Kemikalie giver alle hudtyper solbrun kulør - uden solbadning
Kilde: 
14 juni 2017

Slut med solarie, selvbruner og spraytan.

Det er lykkedes forskere at skabe den ultimative, kunstige, solbrune kulør: Et kemikalie, som udløser mørk pigment i huden uden behovet for at solbade. Det skriver theguardian.com.

Kemikaliet virker også på de hudtyper, som ellers ikke er genetisk disponeret for at tanne, og normalt bliver mere røde end gyldenbrune.

Det er beskrevet i et nyt studie i tidsskriftet Cell. 

»Det vil faktisk ikke være en falsk solfarve, det vil være den ægte vare. Det foregår bare uden solen,« siger professor David Fisher, som er professor ved Massachusetts General Hospital og hovedforfatter på studiet, til theguardian.com.

Kemikaliet er indtil videre kun testet på mus og hudprøver i petriskåle. Forskernes motivation for at udvikle det var især at mindske risikoen for hudkræft.

Det er genet MC1R, som afgør, om personer bliver solbrune eller brændt af, når de solbader. Hos dem, som brunes af solen, starter genet en kædereaktion, der får hudcellerne til at producere melanin. De beskyttes samtidigt bedre mod hudkræft.

Forskerne bag det nye studie har opdaget, at et lille molekyle - kaldet et SIK hæmningsstof – kan bruges til kunstigt at antænde melaninprocessen. 

Da forskerne anvendte kemikaliet på en hudprøve i en petriskål, mørknedes den, og farven holdt i flere dage. Forsøgsmusene blev også hurtigt helt mørke og var godt beskyttede mod forbrændthed og hudkræft. Den kunstige solkulør forsvandt i løbet af en uge, ligesom en normal tan ville gøre.

Forskerne bag det nye studie anbefaler, at det kunstige tannning-kemikalie bruges sammen med normal solcreme.

De ønsker nu at lave flere prøver på menneskehud. »Det er selvfølgelig helt essentielt, at der foretages sikkerheds- og giftighedsstudier. Det her er ikke legetøj eller kosmetik,« siger David Fisher til theguardian.com.

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.