Søvnløse nætter og trøstesløse dage. Hovedet er fyldt med sorte skygger og brystet hult efter hjertet, som er skrumpet væk. Ulykkelig kærlighed kan være en hård lidelse. For nogle kan en ulykkelig kærlighedshistorie føre til et psykisk sammenbrud.
Det er ikke underligt, at ideen om en kur mod kærlighed har eksisteret siden antikken. Men desværre har hverken blodbad eller Harry Potterske heksebrygge ført til en særlig lindring for hjertesmerterne. Men snart kan piben få en anden lyd – det tror i hvert fald Brian D. Earp og kollegaerne fra University of Oxford.
Med den viden, der er om hjernen og nervesystemets kemi i dag, kan man forestille sig medicin, der kan virke både mod kærlighedssorger og uønsket begær og forelskelse, mener forskerne.
Men er det nu også det rigtige at gøre? Er det moralsk forsvarligt at bruge medicin til at klippe følelsesmæssige bånd over mellem mennesker? Og omvendt, hvis disse bånd fører til fortvivlelse og sammenstød, er det så rigtigt at lade være?
Psykologiprofessor Leif Edward Ottesen Kennair ved NTNU mener, at hele problemstillingen er det rene science fiction.
»Medicinen, vi i dag har til behandling af depressioner, har en effektivitet, der bare er et par procent bedre end virkningen af sukkerpiller. Og forskning på dette område er en stor forretning.«
»Så hvor stor sandsynlighed er der egentlig for, at vi vil finde effektive midler mod kærlighedssorg lige med det første?«
Vores kærlighedsliv er knyttet til begær, attraktion og tilhørighed
De britiske forskeres ide om en antikærlighedskur er ikke grebet ud af luften. I de seneste år har forskningen vist, at vores kærlighedsliv hænger sammen med specielle kropslige systemer med tilhørende signalstoffer og hormoner.
Det drejer sig om tre forskellige, men overlappende systemer, forklarer Brian D. Earp og co. i en artikel, som blev publiceret i American Journal of Bioethics kort inden årsskiftet: Begær, attraktion og tilknytning.
-
Begæret handler om seksuel lyst og er koblet til hormonerne østrogen og testosteron.
-
Attraktionen drejer sig mere om intenst fokus på den udkårne. En forelskelses besættelse og opstemthed er knyttet til signalstofferne adrenalin, dopamin og serotonin i nervesystemet.
- Tilknytning handler om partnerrelationen og følelsen af tryghed og tilhørighed. Tilknytningen er forbundet med signalstoffet oxytocin og hormonet vasopressin.
Dermed har videnskaben også tre konkrete angrebspunkter for nye forsøg på at påvirke følelserne, som er knyttet til kærlighed, mener forskerne fra Oxford.
Indre mekanismer bag forelskelse minder om tvangslidelser
Der findes allerede rapporter om, at studerende ved ekstremortodokse yeshivaskoler i Israel har fået psykiatriske medikamenter for at undertrykke seksuelle drifter og hjælpe de unge med at følge de strenge regler for kærlighed og seksuel omgang mellem mennesker, skriver Brian D. Earp og hans kollegaer.
Når det kommer til attraktion, er der noget, der tyder på, at de indre mekanismer bag forelskelse faktisk slægter tvangslidelser lidt på. Der er derfor grund til at tro, at medicin mod tvangslidelser også kan dæmpe besættelsen i en håbløs forelskelse, argumenterer forskerne.
Desuden ved man, at børn, der tilbringer deres første år sammen, mister evnen til at blive seksuelt tiltrukket af hinanden, og det er uafhængigt af, om de er i familie eller ej.
Måske kan denne mekanisme reaktiveres på et senere tidspunkt, hvis du har brug for at destruere din dybe forelskelse i naboens ægtefælle?
Medicin kan muligvis tilmed bryde tilknytning og partnerforbindelsen, mener forskerne.
Man har for eksempel vist, at nogle monogame dyr kan miste interessen for faste parforhold, når man roder med reguleringer af oxytocin og dopamin i deres kroppe.
Må man bortmedicinere en følelse
Nu ved man jo ikke, om den menneskelige tendens til at holde sammen i par bygger på de samme mekanismer, men det er altså ikke helt utænkeligt, at man også kan reducere vores interesse i et stabilt forhold, spekulerer Brian D. Earp og hans kollegaer.
Men er det rigtigt at gøre det? Er det i orden at bortmedicinere en følelse? Kan man medicinere voldsofre og pædofile?
Forskerne argumenterer for, at det i nogle tilfælde kan være moralsk ansvarligt at give en pille mod passion, for at sætte det en smule på spidsen.
Det kan for eksempel være i situationer, hvor mennesker kæmper med at løsrive sig fra en voldelig og farlig partner. Måske kan det være en sidste løsning for forvildede pædofile? Eller for mennesker der føler, at livet bliver ødelagt af en uendelig, ensidig forelskelse.
På den anden side kan det jo være problematisk, hvis homofobiske miljøer pludselig har fået et ‘behandlingstilbud’ for mennesker med ‘upassende’ anlæg.
Men til syvende og sidst må hvert enkelte menneske få lov til at bestemme, om de har brug for behandling eller ej, diskuterer forskerne.
Leif Edward Ottesen Kennair ved Psykologisk institut på NTNU har ikke læst de britiske forskeres artikel, men mener generelt, at hele diskussionen er overforenklet og søgt.
Menneskelige relationer er for komplicerede
For det første tvivler Leif Edward Ottesen Kennair meget på, at brugbare antikærlighedskure skulle være på vej.
En del af problemet er, at relationer mellem mennesker er uhyre komplicerede. Hvordan skal man for eksempel klippe det specifikke bånd i den ulykkelige kærlighedssituation over uden også at komme til at fumle rundt med kniven i forholdet til børn, venner og familie?
»Hvis disse mediciner virkelig virker på en kvinde, der har problemer med at gå fra sin voldelige mand på grund af følelsesmæssige bindinger, vil hun så tage sig af sine børn og kunne være i stand til at danne nye relationer? Vil hun opleve, at folk bekymrer sig om hende? Vil hun få et tillidsforhold til den, der behandler hende, så hun fortsætter med at tage sin medicin?«
»En anden ting er, at vi ved meget lidt om, hvad det er, der får kvinden til at blive i udgangspunktet. Er det hendes personlighed? Eller minderne om det gode, som de havde sammen?«
Leif Edward Ottesen Kennair advarer mod en oversimplificering. Men også mod følelsesfobi.
Smerte kan have en vigtig funktion
»Vi må acceptere, at disse følelser findes, og at ubehagelige følelser også kan have en funktion.«
Fysisk smerte er en forsvarsmekanisme, der beskytter os mod skader. Mental smerte er antageligvis det samme. Den kan hindre dig i at gøre ting, som ødelægger dit forhold til folk omkring dig.
»Mennesker, der ikke føler et sådan ubehag, for eksempel psykopater, har en tendens til at blive lidt amoralske.«
Hvis en kærlighedssorg bliver særlig tung, findes der desuden mindre dramatiske tilbud om hjælp end antikærlighedsmedicin.
»Psykoterapi ser ud til at give varige effekter,« siger forskeren.
»Jeg vil ikke blive moralsk omkring, hvad folk skal udholde af smerte. Der er mange romantiserede forestillinger om, at modstand skal gøre os klogere og stærkere. Jeg er generelt skeptisk over for sådan forherligelse af modgang.«
»Men vi må være pragmatiske og søge den bedste løsning på sigt. Og det er ikke nødvendigvis at lægge låg på følelserne med medicin.«
©forskning.no Oversat af Anna Bestle
