Kaffe kan måske forebygge alderdommens sygdomme
Kaffedrikning kan muligvis holde dig rask senere i livet, da koffein ser ud til direkte at modvirke et indledende stadie til eksempelvis hjertekarsygdomme og diabetes.
Kaffe nedsætte inflammation forlænge livet sundhed gammel forlænge liv

Kaffe kan muligvis nedsætte kroppens niveau af inflammation, som med årene øger risikoen for at udvikle sygdomme som Alzheimers, diabetes og hjertekarsygdomme. (Foto: Shutterstock.com)

Mange elsker morgenkaffen for den opkvikkende virkning og gode smag, men den mørke eliksir kan måske mere end blot at smage godt sammen med blødkogte æg.

Kaffe, og andre koffeinholdige drikke, lader nemlig til at kunne holde flere af alderdommens lurende dårligdomme på porten.

Den opmuntrende konklusion for kaffefolket stammer fra en nyligt publiceret artikel fra det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine.

glad kaffe gør dit liv længere

Din daglige morgenkaffe kan muligvis nedsætte kroppens niveau af inflammation. (Foto: Shutterstock.com)

»Det er velkendt, at koffeinindtag er associeret med længere levetid. Det har mange studier vist. Nu har vi fundet en muligt grund til, hvorfor det forholder sig sådan,« siger ph.d. og hovedforfatter på studiet David Furman fra Stanford Institute for Immunity, Transplantation and Infection til Standford Medicine News Center.

Han henviser blandt andet til et metastudie fra 2014, der gennemgik resultaterne fra kaffestudier tilbage til 1966, og som slog fast, at kaffe forlænger levetiden. 

Opdagelsen kan forhåbentlig hjælpe forskerne med at målrette kampen mod flere af de sygdomme, som typisk er forbundet med højere alder, eksempelvis hjertekarsygdomme, Alzheimers og diabetes fortæller forskerkollegaen fra samme institut, ph.d. Mark Davis:

»Vores studie viser, at de underliggende inflammatoriske processer, som er associeret med aldring, og som har direkte indflydelse på hjerte- karsygdomme, faktisk kan bekæmpes målrettet,« siger han i artiklen hos Standford Medicine News Center.   

Dansk forsker: »Vigtigt, men ingen mirakelkur«

Det amerikanske studie er netop et enormt vigtigt bidrag til forståelsen af, hvordan man kan bruge koffein målrettet i forebyggelse og behandling, fortæller den danske professor Thomas Vorup-Jensen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Han har læst studiet, men ikke selv deltaget i det.

»Det er vigtigt at få kortlagt de molekylære mekanismer, og det er netop det nye i det her studie,« siger han.

Alligevel skal vi endelig ikke tro, at vi undgår al form for sygdom, når vi bliver gamle, bare fordi vi drikker et par kopper kaffe om dagen, fastslår han.

»Vi har jo drukket kaffe i mange år, og mange af os bliver stadig syge. Derfor skal man ikke håbe på en reel mirakelkur i koffeinen, men måske nærmere noget, der kan fungere i kombination med noget andet medicin. Sammenhængen skal undersøges langt mere, før man kan sige, om og hvordan kaffen kan bruges i behandling og forebyggelse,« siger han.

Koffein modvirker skadelig betændelsestilstand

Koffeins hemmelighed findes ifølge det nye studie i dens virkning på kroppens niveau af inflammation.

Inflammation er en betændelsestilstand i kroppen, som typisk stiger med alderen, og som kan lede til udvikling af eksempelvis Alzheimers.

Men koffein ser ud til at forhindre dannelsen af inflammationen, skriver forskerne i studiet.

kaffe

Kaffedrikningens virkning blev undersøgt i blodet hos både unge og gamle amerikanere. (Foto: Shutterstock.com)

Opdagelsen kom for dagen ved at analysere blodprøver fra 100 amerikanske testpersoner, både unge og gamle. Undersøgelsen viste, at dem, der drak kaffe i, hvad forskerne kalder en »moderat mængde«, havde et væsentligt lavere niveau af den skadelige inflammation i kroppen.

Overhældte immunceller med tynd kaffe

Da forsøgspersonernes kaffeindtag var baseret på et spørgeskema, og derfor kunne være misvisende, bestemte forskerholdet sig for at undersøge kaffens helbredende virkning nærmere.

Derfor oprensede forskerne de immunceller, som står for dannelsen af inflammation, fra forsøgspersonerne og hældte tynd kaffe over dem.

Her viste det sig, at koffeinen i kaffen rent faktisk neutraliserede cellernes produktion af inflammatoriske stoffer.

Dermed så kaffen ud til at fungere som en effektiv inflammationsdæmper, som derved, i teorien, kan forhindre udviklingen af de aldersbetingede sygdomme, skriver forskerne.  

»Mange stoffer kunne have gjort det samme«

Dog gror kaffetræerne ikke ind i himlen, da studiets design ikke kan påvise en direkte årsagssammenhæng, siger medforfatter Mark Davis: 

»Vi gav jo ikke kaffe til et hold mus og ingen kaffe til et andet, så det, vi har vist, er en korrelation mellem koffeinindtag og levetid. Og så har vi vist i laboratorietesten med immuncellerne, at der er en meget plausibel grund til, hvorfor det virker,« siger han til Standford Medicine News Center.

Det er Thomas Vorup-Jensen enig i. Han fremhæver, at der ganske vist ser ud til at være en sammenhæng mellem kaffeindtag og lavere inflammation og dermed sygdomme i alderdommen, men at det ikke er endeligt bevist.

»Der er sikkert mange stoffer, der også vil kunne forstyrre immuncellerne og stoppe dem i at producere inflammatoriske stoffer. Dermed ville det ligne, at der er en effekt. Eksempelvis alkohol - det forstyrrer givetvis også. Derfor vil det være nødvendigt at prøve flere forskellige stoffer i flere forskellige scenarier,« siger han.