Annonceinfo

Kærligheden er ustyrlig

Ny forskning viser, at seksuel tiltrækning, forelskelse og kærlighed er ren og skær kemi lige fra det første interesserede øjekast til amen i kirken

Vores opmærksomhed bliver rettet mod de glade og flirtende mennesker. De har ofte et højt serotonin-niveau i hjernen. (Modelfoto: Colourbox)

Når man forelsket til op over begge ører og svæver rundt på en lille lyserød sky, føles det, som om den udkårne er det vigtigste af alting. Vi har sommerfugle i maven, sprudler af forventning og lykke og kan hverken sove, spise eller tænke. Men forelskelsen er ikke magi - den er ren kemi.

Og de kemiske processer, der giver os oplevelsen af at være forelskede, foregår i hjernen, viser den seneste forskning. Siden de første hjernescannere så dagens lys i midten af 90'erne, har psykologer, læger og antropologer for alvor kastet sig over at løse kærlighedens gåde ved at studere hjernescanninger af forelskede mennesker.

Studierne har givet dem et helt nyt indblik i, hvorfor vi bliver seksuelt tiltrukket af nogle, men ikke af andre, og endelig er forskerne også ved at komme ind under huden på Det Største Af Alt: Kærligheden.

Gang i kemien

»Hjernescanninger viser, at der opstår en vældig aktivitet i bestemte områder af hjernen, når vi rammes af amors pil, og aktiviteten er en følge af, at der er gang i kemien. Uanset om det er seksuel tiltrækning, forelskelse eller kærlighed, så er der tale om følelser, der fødes af et kompliceret samspil af hormoner, neurotransmittere og hjerneområder,« siger overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

De intense følelser er altså noget, der sker i hjernen, og den kan få os til at blive ekstatisk lykkelige, hvis følelserne bliver gengældt eller gøre os deprimerede og selvmordstruede, hvis vi bliver afvist. De er kort sagt ekstremt styrende for vores adfærd og har derfor også altid været et hot emne i forskningsverdenen.

»Ulykkelig kærlighed er formentlig årsag til halvdelen af alle selvmord i Danmark, og derfor er det vigtigt, at der forskes i kærlighedens natur. Hvis man kunne forstå de kemiske processer, der ligger bag, ville vi også bedre kunne hjælpe de personer, der er kede af det. Det vil uden tvivl kunne redde mange menneskeliv,« siger Troels W. Kjær.

Al magt til urhjernen

Umiddelbart skulle man tro, at vi selv var herre over, hvem vi føler os tiltrukket af og bliver forelskede i. Men faktisk har vi ikke noget som helst at skulle have sagt i den sammenhæng.

Den beslutning bliver alene taget af den mest primitive del af vores hjerne, urhjernen, der styrer alle de basale funktioner som vores vejrtrækning, hjertepuls og vågenhed - de processer kører af sig selv uafhængigt af vores bevidsthed.

»Kærligheden er ustyrlig. Vi kan ikke selv bestemme, hvem vi vil forelske os i. Følelserne opstår i nogle centre i den primitive del af vores hjerne, og dem har vi ingen indflydelse på,« siger Troels W. Kjær.

Ved at udløse den rigtige cocktail af kemiske stoffer, pisker urhjernen os rundt i manegen. Den udløser følelser, som er så stærke, at vi ganske enkelt må adlyde. Det konkluderer den verdensberømte antropolog Helen Fisher fra Rutgers University i New Brunswick i USA i en videnskabelige artikel, der udkom i tidsskriftet 'Philosophical Transactions of the Royal Society' i 2007, og som var baseret på hjernescanninger af en gruppe forelskede unge.

Amning knytter mor og barn sammen. Hormonerne oxytocin og vasopressin dannes, når brystvorterne nuldres. (Foto: Colourbox)

I forsøget deltog 17 forelskede unge mellem 18 og 26 år, som skiftevis blev præsenteret for billeder af den udkårne og for bekendte afløst af en kort pause. Når personerne så på deres elskede, fik det to hjerneområder til at lyse op, nemlig det såkaldte Ventral Tegmental Area (VTA), som ligger i bunden af hjernen, samt Nucleus Caudatus i hjernens midte. Begge dele er en del af urhjernen, der er optaget af at få os til at dække kroppens mest basale behov.

»Vores forskningsresultater viser, at forelskelse opstår i de områder af hjernen, der styrer vores mest basale drifter som eksempelvis trangen til at spise og sove,« konkluderer Helen Fisher i sin artikel.

Evolutionens snedige trick

Forelskelse er altså en måde at få os til at dække et basalt behov. Den er evolutionens snedige trick, der skal sørge for, at mennesket som art overlever. For at overleve har vi brug for at reproducere os selv, og for at få børn har vi brug for sex med en person af det modsatte køn.

Fra naturens hånd er vi derfor blevet udstyret med belønningscentre i hjernen, der sørger for at give os en 'gave', hver gang vi lader det ske. Gaven gives i form af følelser som eksempelvis en intens glædesrus, hver gang vi får øje på vores udkårne.

»Man kan ikke tale om forelskelse uden at snakke om belønningscentrene i hjernen - de giver os et skud dopamin, der i tilstrækkeligt høje doser udløser en glædesrus i os. Det er blevet dokumenteret i et væld af studier,« siger Troels W. Kjær, hvorefter han på en tegning af en gennemskåret hjerne udpeger belønningscentrene i urhjernen, der både ligger i tindingelappen i pandelappen og i hjernens midte.

Når man forelsket til op over begge ører og svæver rundt på en lille lyserød sky, føles det, som om den udkårne er det vigtigste af alting. Vi har sommerfugle i maven, sprudler af forventning og lykke og kan hverken sove, spise eller tænke. (Foto: Colourbox)

Dopamin er en såkaldt neurotransmitter i hjernen, der sørger for, at nervesignaler kan overføres fra en nerve til en anden. Jo mere dopamin, der udløses, des kraftigere signaler får vi i hjernen og des større glædesrus. Stoffet gør os opstemte, lykkelige og glade, og følelserne er så dejlige, at vi bliver afhængige af den, på samme måde som junkier bliver det af deres stof.

Har vi lavvande i vores dopamin-beholdning, kommer vi til at hungre efter stoffet, og konsekvensen er, at vi er på evig jagt efter mere. Og her er flirt, forelskelse og kærlighed en vej til målet.

Vi får en dosis dopamin, når vi er sultne og spiser mad. Vi får en dosis dopamin, når vi står op om morgenen og går på arbejde - og vi får en dosis dopamin, når vi er singler og finder os en partner.

»Om det er børn, der spiller computerspil, 17-årige, der scorer, når de går i byen eller atleter, der løber maraton, så er det jagten på dopaminen, der driver dem. Dopamin er en uhyre vigtig motivationsfaktor i alle menneskers liv,« siger Troels W. Kjær.

Sød musik opstår

Men selv om vores higen efter dopamin får os til at gå på jagt efter en kæreste, så opstår sød musik mellem to mennesker ikke ud af den blå luft. Der skal være den rette stemning for, at det kan ske, og her er det ikke nok med høj musik og blinkende lygter på et dansegulv.

citatUlykkelig kærlighed er formentlig årsag til halvdelen af alle selvmord i Danmark, og derfor er det vigtigt, at der forskes i kærlighedens natur
- Overlæge Troels W. Kjær

Stemningen kommer i høj grad indefra, og det indre stemningsbarometer styres af en anden neurotransmitter i hjernen, nemlig serotonin - det samme aktive stof, der findes i lykkepiller. Flere undersøgelser viser, at stoffet produceres af frontallappen samt af amygdala, der ligger i bunden af hjernen. Jo mere serotonin vi producerer i hjernen, des gladere og mere opstemte er vi, og des kraftigere seksuelle signaler udsender vi til omgivelserne.

»De færreste af os falder for en person, der sidder stille og depressivt i det fjerneste hjørne og kigger ned i bordet. Snarere bliver vores opmærksomhed automatisk rettet mod dem, der er glade, opstemte, opsøgende og flirtende, og disse mennesker har typisk et højt serotonin-niveau i kroppen,« siger Troels W. Kjær. Et højt serotonin-niveau i hjernen er helt afgørende for, at vi er i stand til at få en potentiel partner til at stoppe op og rette sin opmærksomhed mod os.

Kærligheden kan klare alt

Men ingenting varer ved, og før eller siden er vores udkårne blevet 'old news'. For at udløse dopamin kræver belønningscentret imidlertid, at det, vi laver, er nyt og spændende, og derfor sænker dopamin-niveauet sig stille og roligt ned til det normale.

Det får forelskelsen til at blegne og den fantastiske lykkerus til at flade ud, og her er det, at parforholdet for alvor skal stå sin prøve. Hvis ikke der er noget andet, der tager over, hvor dopaminen slap, så vil forholdet dø.

»Efter et stykke tid kan synet af din kæreste ikke længere udløse dopamin hos dig. Men hvis det er lykkedes dig at opbygge et tæt og stærkt forhold til din kæreste, mens du var forelsket, så er der en god chance for, at det kan overleve,« siger Troels W. Kjær.

citatEfter et stykke tid kan synet af din kæreste ikke længere udløse dopamin hos dig. Men hvis det er lykkedes dig at opbygge et tæt og stærkt forhold til din kæreste, mens du var forelsket, så er der en god chance for, at det kan overleve
- Overlæge Troels W. Kjær

Under forelskelsen har urhjernen opmuntret de to elskende til at være så tætte på hinanden som muligt, og det fører til masser af sex. Jo mere desto bedre. Det er der også en evolutionær grund til, for hvis samlejet kulminerer i orgasme, bliver kroppen oversvømmet med en særlig slags hormoner kaldet endofiner, der på samme måde som morfin gør os behageligt afslappede.

Samtidigt udløser den tætte kropskontakt en ordentlig portion af kærlighedshormonerne oxytocin og vasopressin, der får os til at føle os knyttede til vores partner.

I kroppen har vi nervebaner, der løber fra kønsdelene såvel som fra brystvorterne og op til det centrale hjerneområde hypothalamus med besked om, at nu må der gerne blive frigivet noget oxytycin og vassopressin. Så det, at vi under sex, rører ved vores brystvorter og ved kønsorganerne er med til at sikre, at vi føler, at vi hører sammen.

Amning giver nærhed

»Man har opdaget, at koncentrationen af disse to stoffer i blodet stiger betragteligt, når man nuldrer brystvorterne - det er også derfor, at mødre og børn bliver knyttet tæt sammen igennem amningen. Stoffet gør os hengivne overfor og tæt knyttede til personen, og det øger chancen for, at man bliver sammen på lang sigt,« siger Troels W. Kjær.

Vores evne til at danne og optage oxytocin og vassopressin er helt afgørende for, om forelskelse bliver til kærlighed, påpeger Troels W. Kjær. Og selv om det umiddelbart kan lyde kedeligt, at suset ved forelskelsen forsvinder, skal vi måske ikke være så kede af det. For så længe vi er forelskede, er vi helt opslugt af vores partner og er høje på dopamin. Når forelskelsen glider over i kærlighed og hengivenhed, bliver man igen klar i hovedet og kan derfor have et liv, hvor man også laver andre ting end at kigge partneren dybt i øjnene.

»Oxytocin gør, at vi føler os knyttede til vores partner, og båndene er så stærke, at de kan klare næsten hvad som helst, selv det at få børn,« skriver Helen Fisher. Selv om det umiddelbart lyder lidt kedeligt, at seksuel tiltrækning, forelskelse og kærlighed er ren kemi, så har det også en klar fordel - det betyder nemlig, at vi i princippet vil kunne styre den, hvis vi engang bliver i stand til at lave de forskellige slags kærlighedseliksirer i laboratoriet.

»På lang sigt, når vi har kortlagt kærlighedens natur lidt mere indgående, vil vi formentlig være i stand til at udvikle forelskelsespiller, tiltrækningsgas eller medicinsk orgasme - og måske også en pille, der med et snuptag kunne slukke en ulykkelig forelskelse. Men indtil da må vi affinde os med, at al magt ligger hos urhjernen,« siger Troels W. Kjær.

Oxytocin gør promiskuøs abe tro

Kærlighedshormonet oxytocin spiller ikke bare en rolle for os mennesker, men i høj grad også for dyr, som eksempelvis den asiatiske Titi-abe, der findes i to nært beslægtede arter. De to arter ligner hinanden til forveksling og opfører sig næsten ens - men hvor den ene er tro mod sin partner igennem hele livet, er den anden meget promiskuøs og har stor fornøjelse af at parre sig til højre og venstre. Forklaringen er, at aberne har et forskelligt antal oxytocin-receptorer i dyrenes hjerner. Den ene art har mange receptorer og optager derfor meget oxytocin. Den anden abe har kun få og optager derfor kun lidt oxytocin - det forklarer, hvorfor aben tilsyneladende ikke føler, at den skylder noget til sine mange seksuelle partnere. For nogle år siden lavede amerikanske biologer et forsøg, hvor de udtog det gen, der bestemte antallet af oxytocin-receptorer fra den tro abeart, hvorefter de satte det ind i hjernen på en abe af den mere promiskuøse slags. Og resultatet var slående. Pludselig holdt abens sig til en enkelt partner.

Dopamin-teori bliver mødt med skepsis

Den opfattelse, at kærlighed er ren kemi, afvises af nogle forskere, som eksempelvis professor Dr. Med. Jakob Geday, der arbejder som hjerneforsker på PET-centret, Aarhus Universitetshospital. »Kærligheden er meget mere end kemi. Meget af den nuværende viden om kærlighedens natur er baseret på studier af dyr, som eksempelvis rotter, der sammenlignet med mennesker er ret så primitive dyr. For at forstå menneskets hjerne, må man opfatte den som et meget komplekst netværk, der kan åbnes og lukkes for ad mange forskellige kanaler, og her spiller kemien en mindre rolle,« siger Jakob Geday. Men den kritik preller af på Troels W. Kjær. »Når Jakob snakker neurale netværk, så taler han hardware. Når jeg tale om dopamin så er det mere funktionelt. Jeg er stor tilhænger af teorier baseret på neurale netværk. Faktisk er hele vores hjerne baseret på neurale netværk, som giver mulighed for handlingsmønstre, hukommelse etc, men man kommer ikke uden om dopamin, hvad enten man er til rotter eller har forstand på mennesker,« siger han.

...

Tja.. det er jo en meget god forklaring til mange ting, men man kan vel også stille spørgsmålstegn ved det.
Fx. hvis vi er høje på oxytonin, hvorfor så kun over for en enkelt person? Hvorfor render man så ikke og er "dybt forelsket" i adskillige personer? Og hvordan udvikler man lige en pille der på den måde retter kærligheden mod en bestemt person og ikke mod en eller anden tilfældig?

Desuden oplever jeg som person i fast parforhold nogle ting der ikke rigtig gøres rede for her. De skriver at efter noget tid falder belønningen i forhold til ens partner og mens jeg da godt kan nikke genkendende til at tingene er blevet hverdag, sker det ind i mellem at jeg "gen-forelsker" mig i min kæreste. Så kan jeg pludselig ikke vente til at han kommer hjem fra arbejde og så har jeg pludselig bare en enorm lyst til ham igen - ligesom da vi var nyforelskede.

Er der nogen der ved...

Jeg kan ikke slippe den tanke, at det kunne være spændende at se, hvad der skete, hvis man gav den "europæiske" gøg (cuculus canorus) enten højere oxytocin-niveau eller højere antal oxytocin-receptorer. Jeg har prøvet at lede, men kunne ikke finde undersøgelser om gøgen. Men dens adfærd - også mht. mangel på yngelpleje - kunne være sammenhængende med oxytocin.

Mvh Dorte

(Jeg mener selvfølgelig fuglevarianten af oxytocin, som er mesotocin, men med stort set samme funktion...)

Hele temaet virker lidt

Hele temaet virker lidt tyndt, men når det kommer til stykket er der vel også mest tale om lidt venstrehåndsforskning til at lave lidt lommepenge på et par damebladsartikler?

Anyhow, - jeg synes at man tager en masse for givet, - værst af alt, at man åbenbart mener at det er meget almindeligt at folk forelsker sig i hinanden. Det er jo forudsætningen for, at man kan sige at forelskelsen har en betydende funktion for vores udvikling, men umiddelbart så tvivler jeg på at det er tilfældet.

Hvis jeg f.eks. forestiller et udvalg på 100 piger/kvinder som jeg kendte samtidigt i puberteten, så vil jeg tro at ca. 10 af dem opfyldte kriterierne for at blive genstand for min forelskelse. Da jeg kendte dem samtidig var der altså kun 10% chance for at jeg forelskede mig i en bestemt af de 10 piger, og hvis jeg antager at hun lå under for det samme forhold (kendte 100 fyre, hvoraf 10 var latente objekter for hendes forelskelse), så var der altså kun 10% chance for gengældelse.

Og det er bare i et teoretisk ideelt samfund, - i virkeligheden sker der jo et stort sammenfald, så f.eks. en stor del af pigerne forelsker sig i den samme fyr, og vice versa, hvilket forringer chancen for gensidig forelskelse betragteligt.

Så spørgsmålet er, om ikke den "moderne" forkastelse af arrangerede ægteskaber i virkeligheden er et tilbageskridt? Der er jo ikke noget der tyder på at vi har succes ved at vælge partner med følelserne (set udfra hvor længe parfolhold egentlig holder), så hvorvidt det egentlig er en fordel er ikke nødvendigvis indlysende (for andre end romantikere).

Min personlige teori (uden dog at have brugt de store kræfter på at prøve den) er, at forelskelse er en reminiscens fra et meget tidligt udviklingsstade (en mental "blindtarm"). Den er rar at opleve i sin positive version (gengældt), ret frustrerende i sin negative (uigengældte) version, og giver nogle individer mulighed for at misbruge et pænt antal personers følelser - alt i alt et mærkeligt og ulogisk fænomen.

Hej Jørn! Du har fuldstændig

Hej Jørn! Du har fuldstændig ret. Og vi kan givetvis også blive enige om, at humlen i hele denne artikel er baseret på en meget traditionel (dvs. dybt forældet) fortolkning af data fra biologisk forskning, som kan spores helt tilbage til bl.a. Descartes, Newton, LaPlace og Mendel: Eksistensen af universelle lovmæssigheder for komplekse biologiske systemers opførsel, som kan udledes af middelværdier. Det er forbavsende, at folk stadig hopper på den!

Heter det verkligen nucleus

Heter det verkligen nucleus candatus? Skall det inte vara nucleus caudatus. Eller biter jag mig i svansen?

"Lykkepiller" - altså

"Lykkepiller" - altså SSRI-præparater - indeholder IKKE serotonin, som artiklen påstår. Medicinen påvirker derimod neuronernes genoptagelse af serotonin.

I hvor høj grad manipulerer

I hvor høj grad manipulerer underbevidstheden med bevidstheden gennem disse signalstoffer og kan bevidstheden overrule disse signaler?

I Tor Nørretranders ”Mærk Verden” hvor han postulerer at det er underbevidstheden der tager beslutningerne, så hviler hans konklusion på et fejlagtigt grundlag.

Vores syn har flere adgangsveje, hvoraf en går til bevidstheden og en til krybdyrhjernen. Ved ulykker/sygdom er det sket at forbindelsen mellem syn og bevidsthed er afbrudt, mens forbindelsen til krybdyrhjernen stadig var aktiv. Det medførte at personen ikke kunne se, men stadig kunne gå uden om forhindringer fordi krybdyrhjernen kunne reagere på synsindtrykkene.

Et eksempel på at det ikke er underbevidstheden der tager beslutningerne er følgende eksempel:

Du taber en skarp kniv, og krybdyrhjernen sender et signal om at du skal gribe kniven, hvilket går ekstremt hurtigt. Det skyldes at krybdyrhjernen får biledsignalet hurtigere end bevidstheden, fordi en frontend til bevidstheden først skal bearbejde billedsignalet, før bevidstheden får billedsignalet. Hvis man er heldig, kan bevidstheden nå at give kontrasignal inden hånden lukker sig om klingen.

En dybdegående læseværdig beskrivelse af hjernen findes i Erich Harth’s bog "The Creative Loop, How the Brain Makes a Mind": "http://books.google.com/books?id=V-FEAAAACAAJ".
Jeg har lidt om emnet her: http://kimmmichelsen.wordpress.com/2008/12/29/seksuel-tiltr%C3%A6kning-f... .

Der er vel egentlig ikke

Der er vel egentlig ikke noget nyt i denne artikel. Man beviser at krybdyrehjernen er styret af tiltrækning gennem kemiske stoffer, dog uden at tage hensyn til at der også indgår andre ting som syn og lyde. Det gælder for dyrene og det gælder også at forhold mellem hanner og hunner i dyreverdenen ikke holder særligt længe.
For at kunne bevise noget, udover dette primitive lag, bør man lave undersøgelser af hvordan 'kemien' er mellem par der har levet sammen i få til mange år, om det også gælder at det er kemien der har ført dem sammen eller om det er andre ting og evt. hvor lang tid kemien alene kan holde mennesker sammen.

SIDSTE VÅS FRA

SIDSTE VÅS FRA KOGNITIONSFORSKNINGEN
I disse så åndeligt trange tider rider den nyreligiøse kognitionsforskning os som en mare og denne artikel er blot den foreløbige kulmination. Hvert afsnit kalder på modsigelse, men jeg vil forholde mig til sagens kerne, nemlig at man i en rus af videnskabelig uvederhæftighed forudsætter det, man vil bevise.
Mastertricket består i at man foretager en række empiriske målinger af fysiske størrelser og konstaterer at ”noget” foregår i hjernen og kroppen. Derefter fastslår man på grundlag af selve forekomsten eller tilstedeværelsen af disse empiriske fakta, at dette ”noget” er det eneste, der er på spil og er værd at tale om. Men det er jo netop det, der skal bevises!

Den efterfølgende påstand er så, at eventuelle mentale, psykiske, sjælelige eller åndelige (ordvalget afhænger af personligt gemyt) kvaliteter ved handlingen er ubetydelige følgevirkninger heraf. Oplevelsen af, at jeget eller selvet er bestemmende (eller i det mindste medbestemmende) er derfor aldeles illusorisk.
Og begrundelsen for det illusoriske er altså at man har målt, at nogle fysiske faktorer er til stede samtidig med den subjektive oplevelse og at de første dermed har bestemt udfaldet på forhånd. Men det er det rene vås! Det viser ingenting! Tværtimod ville det da være sært og kalde på en forklaring, hvis IKKE der var et fysisk-materielt korrelat for det mentale. For hvis min beslutning om at foretage en handling skal være noget værd, så skal beslutningen så omsættes til noget fysisk (i nervebanerne og derefter i musklerne, evt. kæbemuskulaturen) for at blive ført ud i livet. Ellers er det jo ikke en handling! Så altså: der er absolut intet epokegørende nyt i at der foreligger et fysisk korrelat for det mentale liv.

Fortalere for det kognitive paradigme vil så ofte forsvare sig med eksempler som i deres essens er skåret over samme læst som det berømte Libets forsøg, der er omtalt i bl.a. Tor Nørretranders ”Mærk Verden”. Her kunne man måle, at i en valgsituation var de fysiske elementer til stede FØR den subjektive oplevelse af at træffe valget. Det virker overbevisende ved første øjekast, men sagen er at man kun kan lave den slags målinger på meget obskure ”valg” (i det konkrete tilfælde at flytte en finger). Men situationen har intet at gøre med det egentlige her i livet: at man lægger sig fast på sympatier og på grundværdier. Disse overvejelser for og imod foregår over en lang periode og ud fra disse grundlæggende sympatier og værdier vælger man så i den konkrete valgsituation. Pointen er at det er umuligt at måle på disse overvejelser – og der er da heller ingen eksempler på at det er sket!

I artiklen her fremfører man eksemplerne med dopamin og oxytocin og neurotransmittere (den oprindelige, men nu åbenbart outdatede fetich hed immunsystemet). Selvfølgelig kan man forstærke en (allerede eksisterende) følelse eller lignende med kemi. Men man er stadig ikke i nærheden af at forklare, hvorfor man føler noget særligt for netop DENNE ENE kvinde eller mand. Og tror nogen virkelig, at man kan komme til at elske den mand man er blevet tvangsgift med ved mellemkomsten af et skud dopamin?

PS: Hvis man i stedet vil se hvordan videnskabelige resultater kan indgå FRUGTBART i en teori om menneskets drivkræfter, kan man med fordel læse filosofferne Maurice Merleau-Ponty eller Ernst Cassirer (sidstnævntes ry er i opadstigen efter at han er blevet vristet fri af Heideggers ideosynkratiske prædikat ”ny-kantianer” (og dermed uinteressant)).

-- Spændende!-- Alt er et

-- Spændende!-- Alt er et resultat af fysiske og kemiske processer! -- Udforskningen og forståelsen af hjernens fysiske og kemiske processer vil give os rationel viden om menneskers tænkning,adfærd og handlinger etc. -- Hilsen fra Louis Nielsen, Næstved.

Seneste fra Krop & Sundhed

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer