Kærligheden er ustyrlig
Ny forskning viser, at seksuel tiltrækning, forelskelse og kærlighed er ren og skær kemi lige fra det første interesserede øjekast til amen i kirken

Vores opmærksomhed bliver rettet mod de glade og flirtende mennesker. De har ofte et højt serotonin-niveau i hjernen. (Modelfoto: Colourbox)

Når man forelsket til op over begge ører og svæver rundt på en lille lyserød sky, føles det, som om den udkårne er det vigtigste af alting. Vi har sommerfugle i maven, sprudler af forventning og lykke og kan hverken sove, spise eller tænke. Men forelskelsen er ikke magi - den er ren kemi.

Og de kemiske processer, der giver os oplevelsen af at være forelskede, foregår i hjernen, viser den seneste forskning. Siden de første hjernescannere så dagens lys i midten af 90'erne, har psykologer, læger og antropologer for alvor kastet sig over at løse kærlighedens gåde ved at studere hjernescanninger af forelskede mennesker.

Studierne har givet dem et helt nyt indblik i, hvorfor vi bliver seksuelt tiltrukket af nogle, men ikke af andre, og endelig er forskerne også ved at komme ind under huden på Det Største Af Alt: Kærligheden.

Gang i kemien

»Hjernescanninger viser, at der opstår en vældig aktivitet i bestemte områder af hjernen, når vi rammes af amors pil, og aktiviteten er en følge af, at der er gang i kemien. Uanset om det er seksuel tiltrækning, forelskelse eller kærlighed, så er der tale om følelser, der fødes af et kompliceret samspil af hormoner, neurotransmittere og hjerneområder,« siger overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

De intense følelser er altså noget, der sker i hjernen, og den kan få os til at blive ekstatisk lykkelige, hvis følelserne bliver gengældt eller gøre os deprimerede og selvmordstruede, hvis vi bliver afvist. De er kort sagt ekstremt styrende for vores adfærd og har derfor også altid været et hot emne i forskningsverdenen.

»Ulykkelig kærlighed er formentlig årsag til halvdelen af alle selvmord i Danmark, og derfor er det vigtigt, at der forskes i kærlighedens natur. Hvis man kunne forstå de kemiske processer, der ligger bag, ville vi også bedre kunne hjælpe de personer, der er kede af det. Det vil uden tvivl kunne redde mange menneskeliv,« siger Troels W. Kjær.

Al magt til urhjernen

Umiddelbart skulle man tro, at vi selv var herre over, hvem vi føler os tiltrukket af og bliver forelskede i. Men faktisk har vi ikke noget som helst at skulle have sagt i den sammenhæng.

Den beslutning bliver alene taget af den mest primitive del af vores hjerne, urhjernen, der styrer alle de basale funktioner som vores vejrtrækning, hjertepuls og vågenhed - de processer kører af sig selv uafhængigt af vores bevidsthed.

»Kærligheden er ustyrlig. Vi kan ikke selv bestemme, hvem vi vil forelske os i. Følelserne opstår i nogle centre i den primitive del af vores hjerne, og dem har vi ingen indflydelse på,« siger Troels W. Kjær.

Ved at udløse den rigtige cocktail af kemiske stoffer, pisker urhjernen os rundt i manegen. Den udløser følelser, som er så stærke, at vi ganske enkelt må adlyde. Det konkluderer den verdensberømte antropolog Helen Fisher fra Rutgers University i New Brunswick i USA i en videnskabelige artikel, der udkom i tidsskriftet 'Philosophical Transactions of the Royal Society' i 2007, og som var baseret på hjernescanninger af en gruppe forelskede unge.

I forsøget deltog 17 forelskede unge mellem 18 og 26 år, som skiftevis blev præsenteret for billeder af den udkårne og for bekendte afløst af en kort pause. Når personerne så på deres elskede, fik det to hjerneområder til at lyse op, nemlig det såkaldte Ventral Tegmental Area (VTA), som ligger i bunden af hjernen, samt Nucleus Caudatus i hjernens midte. Begge dele er en del af urhjernen, der er optaget af at få os til at dække kroppens mest basale behov.

»Vores forskningsresultater viser, at forelskelse opstår i de områder af hjernen, der styrer vores mest basale drifter som eksempelvis trangen til at spise og sove,« konkluderer Helen Fisher i sin artikel.

Evolutionens snedige trick

Forelskelse er altså en måde at få os til at dække et basalt behov. Den er evolutionens snedige trick, der skal sørge for, at mennesket som art overlever. For at overleve har vi brug for at reproducere os selv, og for at få børn har vi brug for sex med en person af det modsatte køn.

Fra naturens hånd er vi derfor blevet udstyret med belønningscentre i hjernen, der sørger for at give os en 'gave', hver gang vi lader det ske. Gaven gives i form af følelser som eksempelvis en intens glædesrus, hver gang vi får øje på vores udkårne.

»Man kan ikke tale om forelskelse uden at snakke om belønningscentrene i hjernen - de giver os et skud dopamin, der i tilstrækkeligt høje doser udløser en glædesrus i os. Det er blevet dokumenteret i et væld af studier,« siger Troels W. Kjær, hvorefter han på en tegning af en gennemskåret hjerne udpeger belønningscentrene i urhjernen, der både ligger i tindingelappen i pandelappen og i hjernens midte.

Dopamin er en såkaldt neurotransmitter i hjernen, der sørger for, at nervesignaler kan overføres fra en nerve til en anden. Jo mere dopamin, der udløses, des kraftigere signaler får vi i hjernen og des større glædesrus. Stoffet gør os opstemte, lykkelige og glade, og følelserne er så dejlige, at vi bliver afhængige af den, på samme måde som junkier bliver det af deres stof.

Amning knytter mor og barn sammen. Hormonerne oxytocin og vasopressin dannes, når brystvorterne nuldres. (Foto: Colourbox)

Har vi lavvande i vores dopamin-beholdning, kommer vi til at hungre efter stoffet, og konsekvensen er, at vi er på evig jagt efter mere. Og her er flirt, forelskelse og kærlighed en vej til målet.

Vi får en dosis dopamin, når vi er sultne og spiser mad. Vi får en dosis dopamin, når vi står op om morgenen og går på arbejde - og vi får en dosis dopamin, når vi er singler og finder os en partner.

»Om det er børn, der spiller computerspil, 17-årige, der scorer, når de går i byen eller atleter, der løber maraton, så er det jagten på dopaminen, der driver dem. Dopamin er en uhyre vigtig motivationsfaktor i alle menneskers liv,« siger Troels W. Kjær.

Sød musik opstår

Men selv om vores higen efter dopamin får os til at gå på jagt efter en kæreste, så opstår sød musik mellem to mennesker ikke ud af den blå luft. Der skal være den rette stemning for, at det kan ske, og her er det ikke nok med høj musik og blinkende lygter på et dansegulv.

Stemningen kommer i høj grad indefra, og det indre stemningsbarometer styres af en anden neurotransmitter i hjernen, nemlig serotonin - det samme aktive stof, der findes i lykkepiller. Flere undersøgelser viser, at stoffet produceres af frontallappen samt af amygdala, der ligger i bunden af hjernen. Jo mere serotonin vi producerer i hjernen, des gladere og mere opstemte er vi, og des kraftigere seksuelle signaler udsender vi til omgivelserne.

»De færreste af os falder for en person, der sidder stille og depressivt i det fjerneste hjørne og kigger ned i bordet. Snarere bliver vores opmærksomhed automatisk rettet mod dem, der er glade, opstemte, opsøgende og flirtende, og disse mennesker har typisk et højt serotonin-niveau i kroppen,« siger Troels W. Kjær. Et højt serotonin-niveau i hjernen er helt afgørende for, at vi er i stand til at få en potentiel partner til at stoppe op og rette sin opmærksomhed mod os.

Kærligheden kan klare alt

Men ingenting varer ved, og før eller siden er vores udkårne blevet 'old news'. For at udløse dopamin kræver belønningscentret imidlertid, at det, vi laver, er nyt og spændende, og derfor sænker dopamin-niveauet sig stille og roligt ned til det normale.

Når man forelsket til op over begge ører og svæver rundt på en lille lyserød sky, føles det, som om den udkårne er det vigtigste af alting. Vi har sommerfugle i maven, sprudler af forventning og lykke og kan hverken sove, spise eller tænke. (Foto: Colourbox)

Det får forelskelsen til at blegne og den fantastiske lykkerus til at flade ud, og her er det, at parforholdet for alvor skal stå sin prøve. Hvis ikke der er noget andet, der tager over, hvor dopaminen slap, så vil forholdet dø.

»Efter et stykke tid kan synet af din kæreste ikke længere udløse dopamin hos dig. Men hvis det er lykkedes dig at opbygge et tæt og stærkt forhold til din kæreste, mens du var forelsket, så er der en god chance for, at det kan overleve,« siger Troels W. Kjær.

Under forelskelsen har urhjernen opmuntret de to elskende til at være så tætte på hinanden som muligt, og det fører til masser af sex. Jo mere desto bedre. Det er der også en evolutionær grund til, for hvis samlejet kulminerer i orgasme, bliver kroppen oversvømmet med en særlig slags hormoner kaldet endofiner, der på samme måde som morfin gør os behageligt afslappede.

Samtidigt udløser den tætte kropskontakt en ordentlig portion af kærlighedshormonerne oxytocin og vasopressin, der får os til at føle os knyttede til vores partner.

I kroppen har vi nervebaner, der løber fra kønsdelene såvel som fra brystvorterne og op til det centrale hjerneområde hypothalamus med besked om, at nu må der gerne blive frigivet noget oxytycin og vassopressin. Så det, at vi under sex, rører ved vores brystvorter og ved kønsorganerne er med til at sikre, at vi føler, at vi hører sammen.

Amning giver nærhed

»Man har opdaget, at koncentrationen af disse to stoffer i blodet stiger betragteligt, når man nuldrer brystvorterne - det er også derfor, at mødre og børn bliver knyttet tæt sammen igennem amningen. Stoffet gør os hengivne overfor og tæt knyttede til personen, og det øger chancen for, at man bliver sammen på lang sigt,« siger Troels W. Kjær.

Vores evne til at danne og optage oxytocin og vassopressin er helt afgørende for, om forelskelse bliver til kærlighed, påpeger Troels W. Kjær. Og selv om det umiddelbart kan lyde kedeligt, at suset ved forelskelsen forsvinder, skal vi måske ikke være så kede af det. For så længe vi er forelskede, er vi helt opslugt af vores partner og er høje på dopamin. Når forelskelsen glider over i kærlighed og hengivenhed, bliver man igen klar i hovedet og kan derfor have et liv, hvor man også laver andre ting end at kigge partneren dybt i øjnene.

»Oxytocin gør, at vi føler os knyttede til vores partner, og båndene er så stærke, at de kan klare næsten hvad som helst, selv det at få børn,« skriver Helen Fisher. Selv om det umiddelbart lyder lidt kedeligt, at seksuel tiltrækning, forelskelse og kærlighed er ren kemi, så har det også en klar fordel - det betyder nemlig, at vi i princippet vil kunne styre den, hvis vi engang bliver i stand til at lave de forskellige slags kærlighedseliksirer i laboratoriet.

»På lang sigt, når vi har kortlagt kærlighedens natur lidt mere indgående, vil vi formentlig være i stand til at udvikle forelskelsespiller, tiltrækningsgas eller medicinsk orgasme - og måske også en pille, der med et snuptag kunne slukke en ulykkelig forelskelse. Men indtil da må vi affinde os med, at al magt ligger hos urhjernen,« siger Troels W. Kjær.

Ulykkelig kærlighed er formentlig årsag til halvdelen af alle selvmord i Danmark, og derfor er det vigtigt, at der forskes i kærlighedens natur

Overlæge Troels W. Kjær

Oxytocin gør promiskuøs abe tro

Kærlighedshormonet oxytocin spiller ikke bare en rolle for os mennesker, men i høj grad også for dyr, som eksempelvis den asiatiske Titi-abe, der findes i to nært beslægtede arter. De to arter ligner hinanden til forveksling og opfører sig næsten ens - men hvor den ene er tro mod sin partner igennem hele livet, er den anden meget promiskuøs og har stor fornøjelse af at parre sig til højre og venstre. Forklaringen er, at aberne har et forskelligt antal oxytocin-receptorer i dyrenes hjerner. Den ene art har mange receptorer og optager derfor meget oxytocin. Den anden abe har kun få og optager derfor kun lidt oxytocin - det forklarer, hvorfor aben tilsyneladende ikke føler, at den skylder noget til sine mange seksuelle partnere. For nogle år siden lavede amerikanske biologer et forsøg, hvor de udtog det gen, der bestemte antallet af oxytocin-receptorer fra den tro abeart, hvorefter de satte det ind i hjernen på en abe af den mere promiskuøse slags. Og resultatet var slående. Pludselig holdt abens sig til en enkelt partner.

Dopamin-teori bliver mødt med skepsis

Den opfattelse, at kærlighed er ren kemi, afvises af nogle forskere, som eksempelvis professor Dr. Med. Jakob Geday, der arbejder som hjerneforsker på PET-centret, Aarhus Universitetshospital. »Kærligheden er meget mere end kemi. Meget af den nuværende viden om kærlighedens natur er baseret på studier af dyr, som eksempelvis rotter, der sammenlignet med mennesker er ret så primitive dyr. For at forstå menneskets hjerne, må man opfatte den som et meget komplekst netværk, der kan åbnes og lukkes for ad mange forskellige kanaler, og her spiller kemien en mindre rolle,« siger Jakob Geday. Men den kritik preller af på Troels W. Kjær. »Når Jakob snakker neurale netværk, så taler han hardware. Når jeg tale om dopamin så er det mere funktionelt. Jeg er stor tilhænger af teorier baseret på neurale netværk. Faktisk er hele vores hjerne baseret på neurale netværk, som giver mulighed for handlingsmønstre, hukommelse etc, men man kommer ikke uden om dopamin, hvad enten man er til rotter eller har forstand på mennesker,« siger han.