Annonceinfo

Jo tættere du bor på en park, des sundere er du

Hvis du bor lige op af et grønt område, er der større sandsynlighed for, at du har det bedre, er sundere og gladere, end dem der bor lidt længere væk.

Hvis du bor 300 meter eller derunder fra et grønt område, er der stor sandsynlighed for at du er gladere, tyndere og sundere, viser en ny dansk undersøgelse. (Foto: Colourbox)

De fleste af os ved godt, at det er føles rart at gå en tur i skoven, på stranden eller i parken. Men det er, de færreste, der ved, at det faktisk også gør os sundere på en lang række områder, både fysisk og mentalt. Jo tættere vi bor på naturen, jo raskere og gladere er vi simpelthen.

Konklusionen kommer fra rapporten ”SUSY Grøn: Brug af grønne områder og folkesundhed i Danmark”. Den er udarbejdet af et samarbejde mellem Skov og Landskab, KU-LIFE og Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Den er baseret på 14.566 danskeres egen vurdering af deres fysiske og psykiske helbred og deres brug af grønne områder.

»Vi fandt ud af, at dem der bor mindre end 300 meter fra grønne områder har et bedre helbred på en lang række områder sammenlignet med dem, der bor mere end en kilometer fra et grønt område. En af de ting, som vi synes er ret overbevisende er, at det faktisk gælder på alle de sundhedsområder, vi målte på,« siger Jasper Schipperijn, som er adjunkt på Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, og har deltaget i udarbejdelse af rapporten.

Hjernen slapper af og kroppen arbejder

Vi bruger de grønne områder til at gå og løbe ture, til at slappe af og holde picnic, og det er godt for vores helbred. Så godt, viser undersøgelsen, at dem der bor tæt på et grønt område er:

  • Mere fysisk aktive
  • Tyndere
  • Mindre stressede
  • Har færre smerter
  • Færre psykiske problemer
  • Fungerer bedre socialt
Vi stresser af i grønne områder

Det kan være forskelligt fra menneske til menneske, hvad det er, naturen gør for ham eller hende. Der er ifølge Jasper Schipperijn særligt tre ting, som kan forklare den gode effekt:

  • At være fysisk aktiv
  • At stresse af
  • At mødes med andre mennesker

»Hvis man bor tæt på et grønt område, bruger man det oftere, og når man bruger et grønt område, så får man mulighed for at bevæge sig og for at komme væk fra byens støj og larm og det er noget, der påvirker vores mentale tilstand. Man kan restituere og stresse af populært sagt,« fortæller Jasper Schipperijn og fortsætter:

»Den sociale effekt har vi ikke beskæftiget os så meget med, men vi ved fra blandt andet hollandske undersøgelser, at grønne områder, for eksempel en park, er et godt sted at mødes og være sammen med venner og familie. Det kan på en eller anden måde fremme og lette den sociale kontakt,« fortæller han.

Naturen er nem at forstå

Fakta

Rapporten er lavet på baggrund af Sundheds- og Sygelighedsundersøgelserne fra Statens Institut for Folkesundhed (SUSY).

Til SUSY 2005 blev interviewet 14.566 tilfældigt udvalgte danskere rundt omkring i hele landet, hvor 11.238 af dem efterfølgende svarede på et spørgeskema.

Det er meningen, at SUSY skal beskrive status og udvikling i 21.832 voksne danskeres (16 år og opefter) sundhedstilstand over et helt livsforløb. Foreløbig er der data fra 1987, 1994, 2000, 2005 og 2010.

Det unikke ved SUSY 2005 er, at der blev spurgt specifikt til brugen af grønne områder.

Der er mange teorier om, hvorfor naturen har denne virkning på mennesker. Blandt de mere populære er den, der kaldes ”attention restoration theory”, som groft sagt går ud på, at mennesker ind imellem har brug for ”nemme” oplevelser, det vil sige oplevelser, som hjernen ikke skal bruge så meget krudt på at afkode. Og det kan naturen give os.

»I bund grund mener teorierne nogenlunde det samme – at vi skal koncentrere os mindre i naturen. I byen bliver man hele tiden bombarderet af indtryk – fra andre mennesker, butikker, reklamer, trafik osv. Vores hjerne skal behandle den information hele tiden, og det bliver vi trætte af. De gode steder at restituere er naturlige omgivelser, fordi de indtryk er nemmere at tolke for hjernen.«

Social ulighed er ikke forklaringen

En bolig, der ligger tæt på et grønt område, er ofte lidt dyrere, end dem der ligger længere væk. Og samlet set viser undersøgelsens resultater, at dem, der bor tæt på et grønt område, også har en lidt højere uddannelse, end dem længere væk.

Spørgsmålet er, om resultaterne kan forklares ud fra økonomi og uddannelse – at dem, der bor tæt på et grønt område er mere ressourcestærke og derfor ved bedre helbred.

»I undersøgelsen sammenligner vi folk, der bor på Nørrebro med dem, der bor på Lolland, så der er meget store forskelle i huspriser uanset afstand til grønne områder. Vi har fundet, at der er en lille tendens til social ulighed – at dem, der bor tættere på, er mere veluddannede. Men der er stadig en effekt, efter vi har taget højde for det.«

Natur er lige så vigtig som veje og telefonforbindelser

I den ideelle verden ville alle mennesker have adgang til grønt inden for en rimelig afstand, men især i byerne er det umuligt i praksis at lave store nye parker midt i det hele.
På Skov og Landskab arbejder forskerne derfor med at finde ud af, hvor meget for eksempel flere gadetræer betyder, en grøn cykelrute, eller ”lommeparker”, altså de helt små parker på størrelse med en parcelhushave.

»Undersøgelsens hovedbudskab er måske, at den peger på vigtigheden af at tænke det grønne ind fra starten, når man bygger nye boligområder. At det er et så essentielt behov for mennesket, at man skal se det som en infrastruktur, ligesom veje, el- og vandforsyning, kloakker, telefonforbindelse osv.,« slutter Jasper Schipperijn.

Projektbillede af Terapihaven Nacadia, Skov & Landskab. Terapihaven skal hjælpe stressramte til at blive hurtigere raske og skabe mulighed for at lave kontrollerede studier om naturbaseret terapi.
Terapihaven Nacadia

Skov og Landskab står for åbningen af den første forskningsbaserede terapihave i Danmark – som også er én af de første i verden. Nacadia hedder den og ligger i Hørsholm nord for København. Den skal bruges til at tilbyde stressramte mennesker naturbaseret terapi.

Bag modellen til haven står Ulrika K. Stigsdotter og adjungerende professor Thomas B. Randrup fra Skov & Landskab.

Haven er designet efter ”Evidence-based Health Design” og udviklet ud fra den viden, man har, om naturbaseret behandling af stress, patienternes specifikke krav og behov og inddrager også kunstneriske og praktiske erfaringer fra landskabsarkitekturen.

Ud over behandling af stress, skal haven bruges til at lave kontrollerede forsøg og undersøge forskellen mellem den traditionelle behandling af stress og haveterapien.

»Naturens effekt på mennesker er ikke helt trængt igennem i den medicinske verden, fordi vi mangler kontrollerede studier. Vi ved ikke med sikkerhed, om terapien virker endnu, men vores formodning er, at den gør en forskel, og det vil vi gerne kunne vise,« siger Jasper Schipperijn.

 

Hovedproblemet ligger i

Hovedproblemet ligger i forureningen fra bilerne. Hvis man kunne indføre den betalingsring snart og gøre det mere attraktivt at gå over til elbil, hydrogenbil eller hybridbil, kunne man begynde at forbedre byen, frem for at klemme den mere og mere, med nye biler der alle udsender giftigt udstødning, til der er ikke mere plads på vejene. Jeg fatter ikke hvordan nogle folk kan bo lige ved en tættraffikeret vej. Det vil jeg ikke kunne.

Finsk metode

For nyligt var jeg til en konference i Espoo, en forstad/forskov til Helsinki. Det med forskov skal forstås på den måde, at det for mig som dansker var svært at afgøre, om Espoo var en skov med mange bygninger -- og mange af bygningerne var på flere etager -- eller det var en by med mange træer. Jeg nævnte det for taxichaufføren, som kørte mig til lufthavnen, og han kunne godt forstå, at jeg sagde sådan, men han gjorde mig opmærksom på, at Finland jo ikke er så tæt befolket, så de har bedre plads end Danmark og Mellemeuropa.
Alligevel var det måske en idé at skæve til Espoo, når der skal bygges nye bydele. Der kan vel spares en smule på træerne i forhold til husene.

Seneste fra Krop & Sundhed

Køb køb køb

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg