Infektioner er forbundet med selvmord
Svære infektioner er forbundet med øget risiko for selvmord, viser ny dansk undersøgelse.
selvmord infektion depression

En svær infektion øger risikoen for selvmord markant, selv efter infektionen er slået ned, viser ny dansk forskning. Hver fjerde dansker, som begår selvmord, har haft en svær infektion på et tidspunkt i sit liv. (Foto: Shutterstock)

Virus, parasitter og bakterier kan angribe og skade vores krop, så vi bliver så syge, at det kræver hospitalsindlæggelse.

Men selvom vi bliver kureret for infektionen, er faren ikke ovre.

En svær infektion er nemlig forbundet med markant øget risiko for selvmord, selv efter infektionen er slået ned, viser ny dansk forskning.

Faktisk har hver fjerde dansker, som begår selvmord, haft en svær infektion på et tidspunkt i sit liv forinden.

»Det lader til, at betændelsestilstanden forstyrrer vores hjerne og påvirker folks psyke i sådan en grad, at de bliver markant mere tilbøjelige til at begå selvmord,« siger Helene Lund-Sørensen, medicinstuderende på Københavns Universitet. Hun er hovedforfatter til den nye forskningsartikel, der lige er udgivet i det anerkendte tidsskrift JAMA Psychiatry.

LÆS OGSÅ: Én hjernerystelse kan tredoble risikoen for selvmord

Undersøgelsen er i verdensklasse, siger Børge Nordestgaard begejstret efter at have læst artiklen. Han er klinisk professor og overlæge på Herlev Hospital og Københavns Universitet.

»Forskerne bruger det danske register, som er helt unik. Grunddata’en er den bedste i verden, og det kan ikke laves bedre, end de gør her. Sammenhængen mellem selvmord og infektion kan ikke betvivles,« siger Børge Nordestgaard. Han har ikke selv bidraget til undersøgelsen.

Infektioner sætter sig i viljen til at leve

I undersøgelsen kiggede forskerholdet fra Psykiatrisk Center København på, hvor mange danskere der havde været indlagt med en svær infektion i en periode på 32 år.

Her fandt de, at 809.383 danskere havde haft en svær infektion, og ud af dem havde 7.892 begået selvmord.

  • Det svarer til, at cirka hver fjerde dansker, der har begået selvmord, har været indlagt med en svær infektion.

Når forskerne sammenholdt resultatet med antallet af mennesker, der havde begået selvmord uden at have været indlagt med infektion, så fandt de, at:

  • En hospitalsindlæggelse i forbindelse med en svær infektion er forbundet med 42 procent øget risiko for selvmord.

LÆS OGSÅ: Familie beskytter mod selvmord

Psykisk sygdom kan ikke forklare det alene

Forklaringen på den øgede risiko for selvmord kunne være forbundet med den øgede risiko for depression og psykiske sygdom.

Men selv når forskerne fjernede alle dem, der havde psykiatriske diagnoser, viste resultatet, at:

  • En svær infektion alene er forbundet med 31 procent øget risiko for selvmord .

En svær infektion får immunforsvaret til at danne en række forskellige stoffer, hvor nogle af dem kan trænge ind igennem blodhjernebarrieren.

LÆS OGSÅ: Psykisk syge har stærkt forøget risiko for at begå selvmord

selvmord infektion depression

Det er endnu ikke blevet undersøgt, om mindre infektioner også er forbundet med selvmord og depression. (Foto: Shutterstock)

Ubalance i hjernen kan måske føre til depression

Reaktioner i hjernen kan være en del af forklaringen på forbindelsen mellem selvmord og infektion, konkluderer forskerne.

»Når man ser på den samlede forskning på området, peger en del på, at immunstofferne blandt andet påvirker vores hormonelle balance i hjernen og sænker niveauet af serotonin. Og et fald i serotonin er forbundet med depression, og obduktioner af folk, der har begået selvmord, peger også på dette,« siger Helene Lund-Sørensen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Antidepressiver fordobler børns risiko for selvmordsadfærd

Professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet er enig i, at det bestemt kan være en del af forklaringen.

»Betændelsesreaktioner i hjernen over længere tid kan skabe irritation og vævsskade i det centrale nervesystem, som kan medføre en kemisk ubalance, der fører til depression. Det kan være en af de mulige forklaringer, men der kan også ligge andet bag,« skriver Søren Riis Paludan i en mail til Videnskab.dk. Han har ikke selv bidraget til undersøgelsen.

Måske spiller personligheden ind

Fordi undersøgelsen kun kigger på statistiske forbindelser, kan man ikke konkludere, hvad der er årsagen til fænomenet ud fra undersøgelsen her, men Børge Nordestgaard opridser tre muligheder.

»Enten er det infektionen, der udløser noget i kroppen, som får folk til at begå selvmord, eller også har folk, der begår selvmord, en personlighed og livsstil, der gør, at de også er mere udsatte for infektioner.«

LÆS OGSÅ: Hvad får et ungt menneske til at begå selvmord?

»Til sidst er der en mulighed for, at der er en ukendt faktor, som vi endnu ikke kender til, der er årsag til både infektion og selvmord. Det kan i princippet være hvad som helst; måske rygning øger risikoen infektioner og selvmord, uden vi ved det,« siger Børge Nordestgaard og fortsætter:

»I min egen forskning har vi dog vist, at et øget immunrespons er forbundet med en øget risiko for depression. Det lader altså til, at der er en forbindelse mellem immunforsvaret og psyken,« siger Børge Nordestgaard.

Mindre infektioner kan måske øge risikoen

Det er endnu ikke blevet undersøgt, om mindre infektioner også er forbundet med selvmord og selvskadende adfærd i lignende studier.

»Vi skal nu i gang med at kigge på mennesker, der har haft mindre infektioner, for at se om der er en forbindelse der. Det kan vi ikke udelukke på nuværende tidspunkt,« siger Helene Lund-Sørensen.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud