Mindfulness og tai chi dæmper geners aktivitet
Kilde: 
19 juni 2017

Tai chi er i virkeligheden en form for kinesisk kampkunst, men når man dyrker det i Vesten er det mest for at bekæmpe en travl hverdag.

Og tai chi giver ikke bare ro i sindet, viser det sig nu. Sammen med meditation, mindfulnes og en lang række andre praksisser kan det faktisk dæmpe aktiviteten i gener, der associeres med inflammation.

Inflammation er en del af kroppens forsvarsværn mod infektioner og skader, men hvis en inflammationstilstand varer for længe, eksempelvis på grund af stress, kan det være skadeligt for kroppen. På sigt kan udøvelsen af en såkaldt body-mind-aktivitet vende de skader, som stress har forårsaget på molekylært niveau. Det skriver New Scientist

Mens man længe har haft grundlag for at sige, at body-mind praksis sænker stressniveauet hos udøveren, så har der ikke tidligere været videnskabeligt grundlag for de gavnlige effekter, det ellers har på helbredet.
Nu er det imidlertid blevet nemmere at studere genaktivitet indeni cellerne - blandt andet for at se, hvilken effekt indre ro har på immunforsvaret.
Ivana Buric er psykolog ved Coventry University og sammen med kolleger har hun lavet en systematisk gennemgang af studier, der netop ser på denne sammenhæng.
Holdet har analyseret 18 forsøg med i alt 846 deltagere. De forskellige forsøg dækkede forskellige former for mind-body praksis, blandt andet et studie af Qigong, en form for kinesisk yoga, fra 2005 til et forsøg, der i 2014 undersøgte, om tai chi havde en effekt på genaktiviteten hos mennesker, der lider af søvnløshed.
På trods af en svingende kvalitet af studierne så Ivana Buric et overordnet mønster:
  • Gener, der associeres med inflammation, blev mindre aktive hos mennesker, der praktiserede en form for body-mind-aktivitet.
  • De gener, der kontrolleres af et bestemt protein, der kan igangsætte inflammation i kroppen (NF-kB), var særligt påvirket.
Forskere peger på, at inflammation kan være en afgørende risikofaktor i at udvikle en række stressrelaterede sygdomme, og kronisk inflammation forbindes med en øget risiko for psykiatriske lidelser, autoimmune sygdomme som astma og gigt, hjertekarsygdom, demenssygdom og forskellige typer af kræft.
Resultaterne af Ivana Burics forskning tyder på, at aktiviteterne, der styrker forholdet mellem krop og sind, mindsker risikoen for at få disse sygdomme.
Næste skridt vil være at bevise, at sammenhængen mellem body-mind praksis og nedsat inflammation også eksisterer i kliniske forsøg for med sikkerhed at kunne sige, at ændringerne i DNA virkelig er et resultat af indre ro.
Desuden skal flere studier sammenligne effekterne af body-mind praksis med andre livsstilsændringer som kost og motion.

Studiet er publiceret i Frontiers in Immunology

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.