Hvordan forhindrer man bedst, at folk bliver lamme efter en blodprop i hjernen? Med medicin eller genoptræning? Lige efter operationen eller først efter et stykke tid?
I øjeblikket fægter lægevidenskaben lidt i blinde, for man ved ganske lidt om, hvordan hjernens celler reagerer på medicin og genoptræning efter blodpropper eller hjerneblødninger, tilsammen kaldet apopleksi, som stopper tilførslen af ilt til hjernen. En ny metode fra Aalborg Universitet giver formentlig brugbar viden.
Forskerne har opereret et implantat ind i hjernen på rotter og har på den måde fået et unikt indblik i, hvordan den skadede hjerne reagerer på forskellige påvirkninger.
Humlen er, at celler altid dør i netop det område, hvor blodproppen eller hjerneblødningen rammer, kaldet kernen. I området rundt omkring kernen dør cellerne langsomt, med mindre de populært sagt bliver stimuleret til at komme i omdrejninger.
Der er virkelig mange forskellige måder at behandle virkeligt mange forskellige apopleksipatienter på, så det kan være svært at vide, præcis hvilken behandling der virker bedst til enkelte patient. Derfor er det vigtigt at få præcise målinger af de enkelte effekter.
Tidligere forskning har vist, at den rette medicin eller den rigtige genoptræning kan redde flere af hjernecellerne rundt omkring kernen og på den måde begrænse skaderne af apopleksi i de motoriske centre af hjernen.
Med andre ord: Patienten bliver ikke lige så lam.
»Jo flere celler vi kan redde, des større chance er der for, at patienten bliver hurtigere rask, eller at graden af lammelse ikke bliver som voldsom.«
»Når vi ved, hvordan vi bedst redder så mange celler som muligt, kan vi få folk hurtigere tilbage til dagligdagen og gøre dem i stand til at lave flere ting eller have bedre funktioner, end når vi ikke forstår, hvad der sker i hjernen,« forklarer forsøgsleder Winnie Jensen, lektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet.
Implantater har været brugt i forskning i årevis, bl.a. til brain-computer interfacing (BCI), hvor hjernens bevægelser bliver omsat til bevægelser i f.eks. en protese eller en cursor på en computerskærm.
Men forskerne fra Aalborg Universitet er de første, der kobler hjerneimplantatets målinger sammen med konsekvenserne af en blodprop.
Kort sagt ved forskerne, hvordan hjernecellerne fungerer i den raske hjerne ved at måle deres elektriske signaler. Med implantatet kan forskerne aflæse, om en medicin eller en særlig metode til genoptræning bringer hjernecellerne tilbage til noget, der ligner normalen.
Forsøgene er stadig nye, men en enkelt konklusion ser ud til at stå tydeligt frem: Jo hurtigere man starter genoptræningen, des mere ligner de påvirkede hjerneceller raske hjerneceller, når der er gået noget tid.
Apopleksi, på dansk også kaldt slagtilfælde, er en fællesbetegnelse for to sygdomme. I 85% af tilfældene skyldes apopleksi en blodprop i hjernen og i 15% en hjerneblødning.
Apopleksi rammer årligt 15.000 danskere og er den hyppigste årsag til kronisk invaliditet.
Kilde: Sundhedsguiden
Rotteforsøgene antyder altså, at det gælder altså om hurtigt at komme i gang med at bevæge f.eks. den lammede hånd for at give patienten de bedste chancer for at få førligheden tilbage.
»Det er et vigtigt resultat, som giver motivation til, at vi skal udvikle bedre og mere detaljerede metoder, så vi også kan komme i gang med at måle på mennesker,« siger Winnie Jensen.
Arbejdet med implantatet indgår i et større projekt på Aalborg Universitet, hvor andre forskere kigger på metoder til genoptræning og på, hvordan man bedst kan overføre erfaringer fra implantatet til at aflæse menneskehjerner.
Man kan nemlig ikke direkte overføre erfaringer fra rotter til mennesker.
Hjerneceller er forbundet i et kompliceret netværk, så de bliver påvirket af tilstanden i andre hjerneceller. På den måde kan celledød faktisk brede sig og øge risikoen for lamhed, hvis altså ikke processen bliver vendt eller bare bremset af f.eks. den rigtige genoptræning.
Dels er dyr forskellige fra mennesker, dels er dyr standardiserede modeller, hvor de kunstigt skabte blodpropper rammer ret ens.
I mennesker rammer blodpropper derimod forskellige steder i hjernen og på forskellige måder og giver forskellige problemer.
»Det er sådan noget, vi skal arbejde på de næste år, så vi kan få afprøvet erfaringerne på mennesker, for det er vigtigt. Jeg tror på, at det kan være med til at motivere patienter til at komme i gang, hvis man ved, at en hurtig indsats hjælper. Og så er det oven i købet god økonomi for sundhedsvæsnet at få optimeret behandlingen,« bemærker Winnie Jensen.
