Hvorfor føler vi smerte?
Smerte er en ubehagelig, bevidst oplevelse, der opstår fra hjernen, når den afgør, at du har brug for at beskytte en bestemt del af din krop. Her forklarer en smerteforsker, hvad der sker i kroppen og hjernen.
Det er smerte, der fortæller os, at vi skal holde op med at foretage os visse ting - for eksempel ikke løfte med den beskadigede hånd, ikke støtte på den skadede fod, gå til læge eller fysioterapeut, sætte os ned og hvile os. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/da/pic-103382999" target="_blank">Shutterstock</a>)

 

Hvad er smerte? Det lyder måske som et ganske entydigt spørgsmål. Alligevel afhænger svaret af, hvem du spørger.

Nogle hævder, at smerte er et advarselssignal om, at noget er beskadiget, men hvad så med et vævstraume, der er smertefrit?

Andre hævder, at smerte er kroppens måde at fortælle dig, at der er noget galt, men hvad så med fantomsmerter, hvor den smertefulde legemsdel mangler eller er livløs?

Smerteforskere er nogenlunde enige om, at smerte er en ubehagelig fysisk følelse i kroppen, som tvinger os til at stoppe op og ændre adfærd.

Man tror ikke længere, at smerte er et udtryk for vævsskade - sådan fungerer det nemlig ikke selv under kontrollerede eksperimenter. I stedet mener man nu, at smerte er en kompleks og yderst sofistikeret forsvarsmekanisme.

Hvordan fungerer smerte?

I kroppen er der særlige nerver, der opsporer potentielt farlige forandringer i vores temperatur, kemiske balance eller tryk.

De kaldes nociceptorer eller smertereceptorer og er nerveender, der registrerer vævsbeskadigelse og udløser en impuls i den tilhørende nervetråd, som leder til centralnervesystemet, hvor impulsen opfattes som smerte.

De sender ikke smerte til hjernen, fordi AL smerte er skabt AF hjernen.

Smerten kommer altså ikke fra det håndled, du brækkede, eller den ankel, du forstuvede. Smerte er derimod et resultat af, at hjernen evaluerer information - data om fare, kognitive data som forventninger, tidligere oplevelser, kulturelle og sociale normer og overbevisninger - samt andre sansedata, som hvad du ser, hører og ellers sanser.

Er det hele noget, vi bare forestiller os?

Men er smerten så kun i hjernen og ikke i kroppen?

Fakta

Hjernen vurderer, om der er fare på færde Smerteforskerne ved nu, at hjernen kan 'tænde for' og 'skrue op for' smerten, alt efter om der er en årsag til, at kroppen er i fare og har brug for beskyttelse. Hjernens fareevaluering er helt utrolig kompleks. Hvis hjernen vurderer, at der er fare på færde, bliver melde- eller advarselssystemet mere sensitivt (såkaldt descending facilitation). Hvis hjernen konkluderer, at faresituationen ikke er så farlig endda, bliver melde- eller advarselssystemet mindre sensitivt (descending inhibition). Mange hjerneregioner er involverede - nogle hyppigere end andre - men den præcise sammensætning varierer fra person til person og faktisk også fra det ene øjeblik til det andet hos den enkelte.

Nej, smertereceptorerne er en slags melde- eller advarselssystem og findes overalt i kropsvævet (se også faktaboks). De er hjernens ‘øjne’.

Hvis der sker en pludselig forandring - hvis det for eksempelvis bliver meget varmt, hvis musklerne syrer til (cyklister kender kun alt for godt den brændende fornemmelse, der opstår, når musklerne udskiller mere mælkesyre end normalt), eller hvis vi bliver mast, klemt, hevet eller knebet, så er smertereceptorerne vores første forsvarsmekanisme.

De underretter hjernen og mobiliserer inflammatoriske mekanismer, der øger blodtilførslen, og som kan udløse helende molekyler fra omkringliggende væv og derved sætte gang i helingsprocessen.

Inflammation gør smertereceptorerne mere sensitive

Lokalbedøvelse stopper smertereceptorerne, så advarselssignalerne ikke bliver udløst. Derfor oplever vi nogle gange ingen smerte på trods af større vævstraumer.

Inflammation gør derimod smertereceptorerne mere sensitive.

Det betyder, at de reagerer (eller sender en advarsel) i situationer, der egentlig ikke er farlige, som når man eksempelvis bevæger et betændt led, og det gør ondt, langt før leddets væv rent faktisk belastes.

Advarselssignalerne bearbejdes på vej til hjernen, og hjernen deltager selv i denne bearbejdning.

De advarselssignaler, som transporteres via rygmarven til hjernen, kontrolleres direkte af hjernen i realtid. Hjernen øger eller mindsker deres sensitivitet alt efter, hvad, den mener, er mest passende.

Vanskeligt at vurdere, om smerte opstår i bevidstheden

For at kunne forstå hvordan smerte opstår i bevidstheden, er vi nødt til at forstå, hvordan bevidstheden selv opstår - og det har vist sig at være meget vanskeligt.

For at forstå hvordan smerte fungerer hos virkelige mennesker med virkelige smerter, kan smerteforskerne bruge et forholdvis enkelt princip:

Hjernen producerer smerte. Normalt gør hjernen det rigtigt - men ind imellem gør den det ikke. Eksempelvis kan den tilskrive benet smerten, hvor det rent faktisk er ryggen, der har brug for beskyttelse. Hvor i kroppen, hjernen producerer smerte, kan forskerne stadigvæk kun gisne om (Foto: <a>Shutterstock</a>).

Det er på samme tid ganske enkelt - og meget vanskeligt.

 

Adspredelse er effektiv smertelindring

For at mindske smerte skal man mindske faretegnene og forøge tegn på, at kroppen er uden for fare. Lokalbedøvelse kan slukke for advarselssignalerne, og man kan også stimulere kroppens egne fare-reducerende baner og mekanismer.

Det kan gøres med alt, der associeres med sikkerhed - mest oplagt en præcis forståelse af, hvordan smerten fungerer, men også motion, aktive håndteringsstrategier, mennesker og steder man føler sig tryg ved, kan hjælpe.

En meget effektiv måde, at mindske smerten, er at få noget andet til at forekomme vigtigere for hjernen. Det kaldes adspredelse. Kun bevidstløshed eller død leverer større smertelindring end adspredelse.

 

Kroniske smerter betyder, at forholdet er forvrænget

Ved kroniske smerte er forholdet mellem smerterne og det virkelige behov for beskyttelse blevet forvrænget. De biologiske strukturers sensitivitet er sat så meget i vejret, at smerten overbeskytter os.

Det er en af de vigtigste årsager til, at der ikke findes hurtig smertelindring for næsten alle vedvarende smerter.

Rekonvalescens, dvs. perioden lige efter en overstået sygdom, kræver både tålmodighed, vedholdenhed, mod og god træning. De bedste behandlingsmetoder fokuserer på langsomt at træne hjerne og krop til at være mindre beskyttende.

Lorimer Moseley er professor i Clinical Neurosciences ved University of South Australia og konsulent for Pfizer, NOIgroup Australasia og arbejder for erstatsningsudvalg i Australia, Europa og Nordamerika. Han modtager Fellowship og Project Funding fra National Health & Medical Research Council of Australia. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark