Hvor langt er udviklingen af inducerede stamceller?
Modne celler kan så at sige snydes til - gennem induktion - at blive til stamceller. På den måde kan de måske medvirke til at reparere væv ved sygdomme med udbredt vævsnedbrydning. Udviklingen går langsomt, men potentialet er stort, skriver forsker.
stamceller blod immunsystem genterapi sygdomme regenerativ medicin

Stamceller vil kunne anvendes til at behandle sygdomme med organsvigt, der blandt andet kan vise sig i nervesystemet, i hjertet eller ved diabetes. Der er bare stadig vej endnu, og udviklingen går langsomt. (Foto: Shutterstock)

Stamceller er de celler i kroppen, der kan danne et organs funktion, eller endog en hel organisme. For eksempel som det sker med et befrugtet æg. 

Historien kort
  • Der er håb for, at stamceller en dag vil kunne helbrede sygdomme med organsvigt samt reparere væv.
  • I 2006 lykkedes det for en japansk forsker at få modne celler til at fungere som stamceller, hvilket man kalder inducerede stamceller.
  • Siden er forskningen i inducerede stamceller gået meget langsomt, men der er dog stadig små succeshistorier, som indikerer, at vi er på rette vej.

De seneste 10-15 år har debatten om stamceller ofte været følelsesladet, specielt når man taler om udhentning af dem fra aborterede menneskefostre, men omvendt har stamcellerne også ofte været omtalt mere positivt i sammenhæng med regenerativ medicin.

Denne betegnelse dækker over en gryende specialitet inden for lægevidenskaben, hvor stamceller har været tænkt anvendt til at behandle sygdomme med organsvigt, der blandt andet kan vise sig i nervesystemet, i hjertet eller ved diabetes. 

Forskning i stamceller nåede storpolitisk niveau, da præsident George Bush i starten af årtusindenet forbød statsansatte amerikanske forskere at arbejde med cellelinjer fra fostre.

Cellelinjer er celler, der bliver dyrket i såkaldte kulturskåle. Oftest er der tale om kræftceller, men de kan også fremstilles fra fosterceller, og det var altså sidstnævnte, som Bush forbød.

Dekretet blev delvist ophævet af Obama, men nu er spørgsmålet, om Trump vil genindføre et forbud, hvilket alt andet lige vil forhale fremskridtene inden for stamcelleforskningen.

Celler fra aborterede fostre

I begyndelsen af firserne arbejdede jeg, på Harvard Universitetet i Boston, med væv fra aborterede fostre, og jeg var med til at klarlægge, hvordan B-lymfocytterne (de hvide blodlegemer, som producerer antistoffer) modnes ud.

Her var der tale om væv fra udvalgte organer fra provokerede aborter, men det er selvsagt mere kontroversielt at arbejde med stamceller fra fostervæv, som er ’kommet i overskud’ fra reagensglasbefrugtninger.

Det kontroversielle arbejde med fostervæv gjorde, at man fra mange sider forsøgte at finde alternative metoder til at producere stamceller, som kan anvendes i regenerativ medicin.

En af de alternative metoder er den såkaldte kerneoverførsel. Her tages en kerne (den centrale del af vores celler – det er der DNA, som koder for arveanlæggene, ligger i kromosomerne) fra en ’voksen’ celle, for eksempel en hudcelle, og sættes ind ved mikromanipulation i en fostercelle, som man forinden har taget kernen ud af. 

Signalerne fra den ’tomme’ celle til den indførte modne kerne gør, at den opfatter sig selv som en stamcelle. Den slags omprogrammering viste sig i nogle tilfælde at kunne virke men i begrænset omgang.

Inducerede stamceller udløste nobelpris

stamceller nobelpris yamanaka inducere modne celler induktion forsker

Shinya Yamanaka er manden, som fandt ud af, at man kan inducere modne celler og få dem til at fungere som stamceller. (Foto: National Institutes of Health / Wikimedia Commons)

På denne baggrund var det ikke så lidt af en sensation, da den japanske forsker Shinya Yamanaka i 2006 viste, at han ved at indføre fire gener i en moden celle kunne få den til at fungere som en stamcelle, endda på et meget tidligt stadium.

Den slags indførsel af gener kaldes også for induktion, og disse stamceller omtales af denne grund som inducerede. Det fik Shinya Yamanaka Nobelprisen i medicin for allerede i 2012. 

Udviklingen går »utroligt langsomt«

Siden da er det gået langsomt fremad med de inducerede stamceller. Utroligt langsomt må det siges.

Som ved andre banebrydende opdagelser blev den første entusiasme afløst af hårdt arbejde, som først for ganske nyligt har kunnet overføres til anvendelse hos patienter. Det bedste eksempel er en 70-årig kvinde med såkaldt makulær degeneration, en sygdom, hvor cellerne i øjenbaggrundens centrale del langsomt nedbrydes, således at patienterne centrale syn forværres. Den ses hyppigst hos ældre over 60 år og udvikles oftest ret langsomt.

Forskerne tog hudceller fra patienten og inducerede dem, så hudcellerne efter injektion i øjet udviklede sig til fungerende celler i øjenbaggrunden. Efter hvad der foreligger af oplysninger, forbedredes patientens syn mærkbart.

Hos denne patient er der altså ikke anvendt stamceller fra fostre. I stedet har man anvendt patientens egne voksne celler. De har dog under omprogrammeringen skullet dyrkes i laboratoriet, og dette har vist sig – også – at kunne give problemer.

Ved genundersøgelser har man nemlig opdaget, at der i nogle tilfælde fremkom genændringer, som var lig dem, man kan se i kræftceller. De dyrkede celler blev derfor anset som usikre til anvendelse i patienter.

 

dolly stamceller kloning dyrke celler biologi genetik genterapi stamcelleterapi

For 20 år siden rystede kloningen af verdens mest berømte får, Dolly, verden og åbnede døren til en ny verden af biologiske muligheder. Samtidig udstak kloningen en etisk kurs for nutidens stamcelle- og genterapi. (Foto: Wikimedia Commons)

Personlige inducerede stamceller er for dyre

Store fremskridt og store skuffelser kan man sige, og sikkert er det, at det personlige aspekt ved denne behandling i længden ikke vil være realistisk, da det er meget omkostningskrævende og tidsrøvende at udføre mutationsanalyser på alle celler.

Det vil altså ikke være muligt, at hver patient får induceret sine egne celler.

Derfor arbejder Shinya Yamanaka nu med at danne cellelinjer fra raske donorer, som han, med viden om deres vævstype, kan anvende hos patienter med samme vævstype. Altså en slags personlig medicin.

Shinya Yamanaka mener, at man med 200 cellelinjer med forskellige vævstyper kan have nok til at dække 200 millioner amerikaneres behov. Kun fremtiden vil vise, om dette er realistisk.

Inducerede stamceller kan ikke kurere alt

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Sikkert er det dog, at forventningerne til de inducerede stamceller har været urealistisk høje.

Mens nogle sygdomme sker i ét slags væv (for eksempel nervevæv ved Parkinsons sygdom og bruskceller ved kronisk leddegigt), skyldes mange andre sygdomme med organsvigt, at forskellige typer af celler holder op med at fungere.

Her vil det være nærmest umuligt at korrigere med kun én bestemt slags celler, og det er nærmest utænkeligt, at man samtidig kan give flere forskellige slags stamceller på én gang.

Men de inducerede stamceller fungerer i udvalgte tilfælde, og hvis de nævnte cellelinjer kan udvikles, er der håb forude.

Hvor tæt vi er på, er der dog ingen, der helt ved.

Seneste ForskerZonen