Med input fra forskere og vores brugere på Facebook tager Spørg Videnskaben på en smertefuld færd. Hør om nogle af de ondeste henrettelser i historien, som måske vil ændre din forestilling om, hvad der er den værste måde at dø på.
»Hvorfor er dyreunger så nuttede?«, »Hvorfor dufter sommerregn?« og »Hvorfor kaster 9.-klasserne med karameller?«
Spørg Videnskaben har gennem tiderne besvaret et væld af glade og livsbekræftende spørgsmål fra læserne.
Det her spørgsmål falder totalt uden for den kategori.
En læser vil gerne vide, hvad der er den værste måde at dø på.
»At tørste i varmen er ikke særlig rart. Og det må være en ufatteligt grum måde at dø på. Men er det den værste? Hvad med at blive brændt? Hvilken ‘afgang’ er den allerværst tænkelige?,« spørger Tim Christoffersen i en mail til Spørg Videnskaben.
Vi har som sædvanlig fundet forskere, der kan hjælpe i retning af svar, men for at få flere input til, hvad folk går og frygter, har vi også sendt spørgsmålet videre ud på vores Facebook-side.
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Opslaget har udløst et væld af fantasifulde indlæg, som illustrerer, at man skal have en god portion galgenhumor for at hoppe med en tur gennem dødslandskabet.
De konkrete eksempler vender vi tilbage til – men lad det være en advarsel, for herfra bliver der hverken lagt fingre eller andre afhuggede kropsdele imellem. Og det bliver kun værre, jo længere du læser.
Mange brugere på Facebook lader grundlæggende til at være enige om især at ville undgå at booke én af to afgangsbilletter til det næste liv: ‘At blive brændt ihjel’ og ‘at blive begravet levende’.
Ingen af de to får dog den internationalt anerkendte smerteforsker Lars Arendt-Nielsen til at gribe efter det store stempel med ’verdens værste måde at dø på’.
»Vi har alle sammen prøvet at være udsat for noget, der gjorde så ondt, at man så stjerner, sol og måne, som de gør i tegnefilm. Det er, fordi man faktisk kan besvime ved en kraftig påvirkning, fordi din blodforsyning til hjernen bliver reguleret, hvis man for eksempel oplever massiv smerte i hele kroppen.«
»Det vil nok ske, hvis man for eksempel bliver brændt, og dermed ville man ikke opleve så meget smerte, som man måske forestiller sig,« siger Lars Arendt-Nielsen, professor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet.
I laboratoriet tester Lars Arendt-Nielsen og kollegerne tit forsøgspersoner for at finde ud af, hvordan vi reagerer på forskellige typer smerte, og for at finde ud af, hvornår forskellige mennesker når deres smertegrænse. Nogle gange går forskerne over grænsen, og forsøgspersonen besvimer.
»Jeg har selv prøvet at få sprøjtet saltvand ind i nakkemusklerne. Det var så ubehageligt, at jeg ikke kunne blive stående på benene. Smerte påvirker hele vores autonome system, og det kan være det, der redder os fra den værste lidelse, hvis vi kommer i sådan en tilstand,« vurderer Lars Arendt-Nielsen.
Lars Arendt-Nielsen tilføjer, at hvis man bliver begravet levende, er det nok nærmere sult eller tørst eller mangel på ilt, der slår ihjel.
»Du hallucinerer og dør af udmattelse, men der er næppe så mange smerter forbundet med det,« vurderer professoren.
Alting kommer dog med nuancer. Lars Arendt-Nielsen forklarer, at vores oplevelse af smerte er påvirket af især tre forhold:
»Hvis man har stærke smerter og ikke aner, hvad der sker og hvorfor, og det bare bliver ved og ved, føles det værre, end hvis man for eksempel føder et barn og ved, at smerterne godt nok er voldsomme, men de stopper igen på et tidspunkt, og man dør næppe af dem,« forklarer han.
Det er altså værre at brænde lige så stille over et bål, eller at ligge i mange dage under en dynge sne uden at ane, om nogen leder efter dig – end hvis du bliver begravet levende og ret hurtigt kvalt, eller hvis du går lynhurtigt op i røg, som man ser det på tegnefilm.
Men hvad så, hvis man forestiller sig noget nær den ultimative oplevelse af tortur og smerte, kombineret i en cocktail, man næsten kun kan få kvalme af?
Vores Facebook-bruger Julie har dette bud på den værste måde at dø på:
.
Tanken tiltaler nok de færreste, men Lars Arendt-Nielsen er stadig ikke helt overbevist om, at det er den værste måde at dø på.
»Der vil gå relativt kort tid, før man besvimer, og smerten er mere ekstrem eller pervers, end den er den værste, man kan forestille sig. Altså, jeg vil nødigt udsættes for den, men det er trods alt nok en forholdsvis hurtig proces,« siger professoren.
I stedet forestiller Lars Arendt-Nielsen sig, at den værste måde at dø på må være ved:
Professoren uddyber, først om kulde:
»Kulde er en direkte aktivering af smertereceptorer i kroppen, og det gør virkelig ondt. Det ved vi fra forsøg i laboratoriet, hvor vi beder folk stikke hånden i isvand. Det er noget af det værste. Man kan holde hånden dernede i nogle minutter, så skal den op igen, for det gør så sindssygt ondt. Og fortsætter det i lang tid, har man virkelig kraftige smerter, inden nerverne dør, og man får forfrysninger.«
»Ved varme i ørkenen ville du dø af dehydrering og udmattelse, men kulde hjælper dig ikke på samme måde. Jeg ville selv foretrække varme, sult og tørst frem for kulde,« konstaterer Lars Arendt-Nielsen.
Det eneste værre end kulde for en smerteprofessor er tanken om en korsfæstelse.
Korsfæstelse er lidelse over lang tid, funderer han. Du ved, at du venter i lang tid på at dø, du dehydrerer, og måske påvirker det hjertets funktion, så væsken, der er tilbage kroppen, ophober sig omkring dine organer og gør det sværere at trække vejret, og det langsomt bliver sværere at trække vejret.
Metoden er også blevet brugt som tortur, og det er »nok, fordi det var det værste, de kunne komme i tanke om på det tidspunkt,« bemærker Lars Arendt-Nielsen.
Han tilføjer, at en formildende omstændighed kan være, at hjernen også får tilført for lidt blod, så man måske mister fornemmelsen af smerter.
Lars Arendt-Nielsen må dog komme med et par stille udbrud af afsky, da han hører om, hvilke metoder vi i Danmark har brugt til at give folk en smertefuld afsked med livet på Jorden. Fortiden kan nemlig sagtens hamle op med fantasien og fiktionen.
Da Spørg Videnskaben hiver fat i historiker Tyge Krogh fra Rigsarkivet, hiver han ret let tre eksempler på forfærdelige henrettelser frem fra erindringerne. Men før du hører om den, skal du have en lille forhistorie:
I 1700-tallets Danmark var det forbudt at begå selvmord, og selvmordere havnede ifølge kristendommen i helvedes flammer. Det fik deprimerede danskere på selvmordets rand til at slå andre mennesker ihjel, gerne børn. På den måde kunne de blive henrettet for mord eller med andre ord dø uden at begå selvmord og således tage den direkte vej til himmels.
Mental styrke påvirker smerten
Vores mentale eller psykologiske tilgang til smerte betyder også noget for, hvordan vi reagerer på den.
Lars Arendt-Nielsen fortæller om en række personer, det var svært at få til at reagere på smerte. Det viste sig, at det var taekwondo-kæmpere, som var vant til at håndtere smerte.
Det kan du læse meget mere om i artiklen ’Hvad gør mest ondt: en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?’
.
At blive myrdet som barn er utvivlsomt en forfærdelig måde at dø på – og også horribel for forældrene – så den praksis skulle selvfølgelig bremses.
For at skræmme folk fra at myrde andre for selv at gå fri af helvedes flammer, indførte Staten derfor nogle frygtelige metoder til at henrette folk. Værst var det for soldater, der havde slået ihjel for selv at blive henrettet.
Og så er vi fremme ved Tyge Kroghs tre forfærdelige henrettelser:
1) Selvmordsmordere, som ofte var soldater, skulle piskes en gang om ugen i ni uger ud for det sted, hvor de havde begået deres forbrydelse.
Derefter blev de ført ud til retterstedet, hvor de »endnu levende skal radbrækkes«, som det hedder i forordningen fra 1738. Radbrækning dækkede over, at bødlen tog et stort vognhjul og knuste over- og underarmene, skinnebenene og lårbenene ved at løfte vognhjulet højt op og slå igennem.
Efter knoglerne var knust, blev den skyldige selvmordsmorder lagt levende på hjul og stejle. Der kunne han så hænge til skræk og advarsel, indtil han døde.
2) Tidligere, i 1657, henrettede vi i Danmark en rovmorder, Niels Fuglefænger, ved at knibe ham med gloende tænger på vej til retterstedet, knuse hans arme og ben, rive tungen ud af munden på ham og flå stykker af ryghuden.
Mens han stadig var levende, flækkede man brystkassen og rev hjertet ud og slog ham på munden med det. (Ifølge Tyge Krogh har man muligvis hentet inspiration fra middelalderens England.)
Til sidst blev manden halshugget og lagt på hjul og stejle. Du kan læse mere om selvmordsmordere i artiklen ‘Danskere begik mord for at blive henrettet‘ eller i Tyge Kroghs bog ’A Lutheran Plague’.
3) Det tredje eksempel fra Tyge Kroghs hukommelse stammer fra Frankrig. I 1757 forsøgte en mand, Robert-Francois Damiens, at myrde kongen; »det forfærdeligste, man kunne gøre«. Straffen var derefter, forklarer Tyge Krogh:
»Han skulle først knibes med gloende tænger på bryst, arme, lår og på læggenes kødfulde dele. Så skulle han brændes i hånden med svovl. I sårene skulle hældes smeltet bly, kogende olie, brændende harpiks og sammensmeltet voks og svovl. Derefter skulle fire heste trække hans lemmer løs fra kroppen.«
»Sønderslidningen blev meget langvarig, for hestene kunne ikke få ham fra hinanden. Så måtte de hente to heste mere, uden at det fik opgaven løst. Til sidst måtte man løsne lårene fra hans krop ved at skille nerverne fra lårene, før de seks heste kunne skille ham ad. Det er nok det værste, jeg har set omtalt,« fortæller Tyge Krogh.
Tortur er generelt et yndet emnet blandt Facebook-brugerne, som filosoferer over den værste måde at dø på.
Et par brugere har hørt historien om fanger, der bliver spændt fast over hurtigvoksende bambus og dør, i det tempo bambussen vokser igennem kroppen.
Andre nævner messingoksen, hvor en fange bliver spærret inde i maven på en tyr lavet af metal, som så bliver varmet op og steger fangen levende.
Flere forsøger at toppe de forfærdelige bud på livsafslutninger ved at blande flere elementer sammen, blandt andet at man langsomt bliver badet i syre eller skal spise dele af et familiemedlem, mens man bliver tortureret.
Alt sammen god inspiration til en helt igennem ulækker, frastødende og forfærdelig gyserfilm, og hvor hver enkelt må gøre op med sig selv, hvad der er værst, når man sammenholder smerte, tidsudstrækning og vished om, hvad der foregår.
Du kan selv læse flere bud i tråden på Facebook.
Her mod slutningen gearer vi i stedet lidt ned og runder et par af de mere normale at dø på, som er blevet diskuteret af brugerne på Facebook.
Umiddelbart er der størst tvivl om druknedøden: Er den smertefuld eller ej?
Lars Arendt-Nielsen mener, at det er en relativt mild måde at drage videre på, uanset om man drukner i koldt eller lunt vand.
»Hvis man falder i meget koldt vand, hyperventilerer man, besvimer hurtigt, underafkøler og går i koma. I tempereret vand er tiden, fra lungerne fyldes med vand, og indtil man besvimer, relativt kort, så man vil næppe opleve den store smerte i forhold til andre måder at dø på,« mener smerteprofessoren.
Vor læser Anne Gonge har sendt en mail til Spørg Videnskaben, hvor hun spørger, om smerte i sig selv kan blive så ubærlig, at man dør af den.
Lars Arendt-Nielsen oplyser, at ingen studier har vist, at det kan lade sig gøre.
.
En sidste relativt stor frygt hos brugerne på Facebook »at blive spist levende«, for eksempel af et vildt dyr.
»Igen skal man nok se på varigheden af smerten. Ligesom i mange andre tilfælde vil man ret hurtigt komme i en tilstand, hvor hjernen sætter ud, og man vil dø af blodtab,« siger Lars Arendt-Nielsen, inden han tilføjer en nuance:
»Man skal ikke være blind for, at der er masser af historier om folk, som er flygtet fra løven eller er krøbet i skjul på krigsmarken, fordi vi har vores ‘fight or flight’-mekanisme, hvor vi pumper så meget adrenalin ud i kroppen, at vi kan klare, at armen hænger løs eller lignende skader.«
»Man kan fundere over, om ikke den sætter ind i situationer, hvor vi har en reel mulighed for at overleve, mens hjernen i andre situationer lukker ned, fordi vi ved, at der ikke er mere at komme efter,« siger Lars Arendt-Nielsen.
Lars Arendt-Nielsen runder af ved at gøre opmærksom på, at visse mennesker jo faktisk er i stand til at udnytte hjernens nedlukning positivt, når de selv føler sig klar til at komme videre.
Om det så er indianere, der vandrer ud i ørkenen, fordi de har mistet deres funktion i lokalsamfundet, eller det er ældre mennesker i Danmark, der måske har været syge længe eller mistet en ægtefælle og derfor lige så stille mister lysten til at leve.
»Det er jo ret interessant, at man tilsyneladende bare kan beslutte sig for at dø. Skulle man tage den anden side af spektret, må det være en fredfyldt måde at dø på, som heller ikke nødvendigvis har noget med smerter at gøre,« bemærker Lars Arendt-Nielsen.
Måske har vi lige her fundet den bedste måde at slutte på.
I mellemtiden får vores nysgerrige spørgere hver tilsendt en T-shirt med billedet af en glad, livreddende videnskabs-abe (se billedet i toppen af artiklen). Den kan de kan have på, hvis det bliver for koldt, tage af, hvis det bliver for varmt eller rive i stykker mellem seks heste, hvis de ikke er tilfredse med svarene her.
Du kan læse mange flere svar på gode spørgsmål i Spørg Videnskabens arkiver eller selv stille et spørgsmål til Spørg Videnskaben ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.
