Pårørende er vigtige, når man ligger på hospitalet. Men ny dansk forskning viser, at også andre patienter er vigtige for den enkelte patient. (Foto: Colourbox)

Dér ligger du – i hospitalssengen. Hospitalsudstyret bipper til lyden af hurtige skridt på gangen og din sidemands åndedræt. Det er lyden af hospitalet. Du vågner ikke af vækkeuret, men af lægen, sygeplejersken, andre patienter og pårørende.

På hospitalet er du aldrig alene, aldrig dig selv – altid sammen med andre. Uanset om du vil det eller ej.

Det lyder måske irriterende, men ny dansk forskning viser, at medpatienter faktisk kan være guld værd for den enkelte patient.

Det forklarer Lene Søndergård Larsen, der er ved at skrive et ph.d-projekt ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Hun undersøger, hvordan patienter har det med hinanden.

»Jeg fandt ud af, at patienter har nogle forskellige roller over hinanden, når de ligger på hospitalet,« siger Lene Larsen.

Derfor kastede hun sig ud i at blive klogere på de forskellige patientroller. Foreløbigt har hun gransket al litteraturen om forholdet mellem patienter og har bagefter været ude og dybdeinterviewe 20 kræftpatienter.

Patienter tilbringer mest tid med hinanden

Forskningen er tiltrængt, for mens der er lavet masser af undersøgelser af, hvordan patienter har det med sygeplejersker, læger og pårørende, så er der ikke lavet så mange undersøgelser af, hvordan patienter har det med hinanden.

Patienter bruger ellers kun ca. 10 procent af deres tid tilbringer de med sundhedspersonalet – resten af tiden er de sammen med andre patienter.

Hvad betyder det så? Lene Larsen pointerer, at patienterne føler, at de taber deres privatliv til hospitalsopholdet. Men det er ikke udelukkende skidt. Faktisk viser det sig, at patienter oplever andre patienter som værdifulde på to forskellige måder:

1. Patienter kan fortælle om sygdom på en måde, som lægerne ikke kan
    
2. Patienter tager sig af hinanden

Patienter ved noget, som lægerne ikke ved

Den første måde, som patienter er gode for hinanden på, er i deres rolle som en alternativ form for ekspert. Mange hospitalspatienter har nemlig mærket sygdommen på deres egen krop, og det giver en helt særlig viden

»Til forskel fra lægens ekspertviden, så har patienter en erfaringsbaseret viden, som er meget værdifuld for andre, som står i samme situation. Og patienter, der har gennemlevet en bestemt sygdom, kan ofte fortælle om den på en meget letforståelig måde,« forklarer Lene Larsen.

Hun understreger, at der både er fordele og ulemper ved, at patienten deler sine erfaringer med andre patienter, og at meget afhænger af den enkelte patient fra dag til dag:

»Hvis en kræftpatient eksempelvis er ved at gå igennem kemoterapi, så kan hans eller hendes erfaringsbaserede viden også være en stressfaktor. Selvom nogle patienter kan tænke: ’godt det ikke er mig!’, så er der også nogle, der bliver stressede. De tænker: ’Gud, det kan blive mig’ – og så bliver nærheden et problem,« pointerer Lene Larsen.

Patienter tager sig af hinanden

Patienternes frygt for fremtiden er også noget, de andre patienter hjælper på. Hospitalsindlagte er nemlig ikke bare eksperter på deres egen sygdom – de er også omsorgsfulde.

Normalt spørger vi lægen, når vi gerne vil vide mere sygdommen. Men Lene Larsens forskning viser, at patienter er alternative eksperter i deres sygdom. (Foto: Colourbox)

Det er den anden måde, som patienter er gode for hinanden på: de tager sig af hinanden.

Og det har ifølge Lene Larsen konsekvenser for, hvad vi forstår ved omsorg.

Normalt tænker vi på sygeplejerskerne som de vigtigste omsorgsgivere. Men fordi patienterne tilbringer op imod 90 procent af deres tid med andre patienter, og de på samme tid drager så meget omsorg for hinanden, så er omsorgen på hospitalerne pludselig meget bredere, end vi tror.

Hospitalspatienter trøster og krammer

Lene Larsen, der selv er tidligere sygeplejerske, forklarer, at hun ofte kunne høre patienterne snakke løs på stuerne – lige indtil hun trådte ind. Så blev der stille. Da hun forlod stuen, begyndte snakken igen.

Og den snak har stor betydning for patienten, som modtager en dårlig nyhed:

»Hvis der har været stuegang, og der er blevet givet en dårlig besked, så har alle på stuen hørt det – og det ved patienten, som har fået den dårlige nyhed. Derfor lægger han eller hun ofte ud med at fortælle, at nyheden er trist. Og så følger de andre patienter op med at anerkende det og trøste patienten,« siger Lene Larsen

Nogle gange kan de andre patienter endda være fysisk omsorgsfulde: de lægger armen om den, som har fået den dårlige nyhed og lader ham eller hende græde ud.

Giv patienterne flersengsstuer

Alt dette giver ifølge ifølge Lene Larsen også stof til eftertanke, når vi bygger nye sygehuse:

»Når nu vi skal til at bygge supersygehuse, så diskuterer man, om man skal satse på at give patienterne nogle flere enestuer. Men 18 ud af 20 af de patienter, jeg har snakket med, siger, at de vil foretrække at ligge på stue med andre og helst på to-sengs stue,« fortæller Lene Larsen.

I det hele taget rejser hendes ph.d-projekt et helt afgørende spørgsmål, som på samme tid også er den vigtigste personlige årsag til, at hun overhovedet gik i gang med se på, hvordan især kræftpatienter har det med hinanden.

»Jeg har mødt mange kræftpatienter, men min vigtigste inspiration er min egen mor, som led af kræft. Hun sagde, at når vi ikke ved hvor længe vi har igen, så har vi brug for at vide hvad vi kan forvente. Og hun fortalte mig, at medpatienter er en stor resurse.«

»Derfor er det største spørgsmål for mig, hvordan patienter bruger og hjælper hinanden under indlæggelse,« siger Lene Larsen.

Hun forventer at afslutte sit ph.d-projekt om forholdet mellem patienter om et år og udkommer snart med to videnskabelige artikler i tidsskriftet Scandinavian Journal of Caring Science.