Der er tendens til, at afstanden mellem mænds anus og penis i de sidste årtier er blevet kortere – og det er tegn på, at de bliver mere kvindelige.
Årsagen skal findes i de hormonforstyrrende stoffer, som findes i mange af de produkter, vi omgiver os med. Blandt andet plastik, møbler, tøj og emballage.
Det kom frem på konferencen ‘Hormonforstyrrende stoffer – status og trends’, som blev afholdt på Rigshospitalet.
»Det ser ud til, at nogle pthalater er sammenhængende med kortere anogenital afstand (afstanden mellem anus og penis, red.). Der er tegn på, at de mødre, der er mest eksponerede for de her pthalater, også har større risiko for at føde drenge med kortere anogenital afstand,« sagde forskningsleder Anna-Maria Andersson fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.
Mænd har lavere testosteron
Ændringer i den anogenitale afstand er ikke det eneste tegn på, at flere mænd har fået mere kvindelige kroppe.
\ Fakta
Pthalater er plastblødgørende stoffer, som findes i mange industrielle produkter. Vi får dem ind i kroppen gennem den mad, vi spiser, når vi trækker vejeret og gennem huden. De bliver ikke ophobet i kroppen, men forlader den, når vi tisser.
»Der er sammenhæng mellem en kortere anogenital afstand hos en dreng, og at hans testikler ikke er faldet ned i pungen. Samtidig giver kortere afstand lavere sædkvalitet,« sagde Anna-Maria Andersson.
I 2012 viste en undersøgelse fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, at sædkvalitet blandt unge danske mænd til session var faldet markant. Kun 23 procent af de unge mænd havde optimal sædkvalitet.
»Samtidig har der også været et fald i mænds testosteronniveuer,« fortalte professor Niels Erik Skakkebæk fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.
Når drenge bliver født med en manglende evne til at danne nok mandlige kønshormoner – særligt testosteron – kan de ikke komme i puberteten. Så kan det blive nødvendigt at give testosteronbehandlinger.
»Rigtig mange mænd henvender sig for at få testosteronbehandling, både i USA og Danmark. Tre meget store undersøgelser med tusindvis af mænd fra USA, Danmark og Finland har vist det samme: Testosteronniveuet er faldet fra 1980’erne og frem til i dag,« sagde Niels Erik Skakkebæk.
\ Fakta
Anogenital afstand er afstanden mellem anus og kønsorganerne. Hos piger og kvinder er den afstand kortere end hos mænd. Ved at måle den anogenitale afstand på et menneske eller et dyr, kan man afgøre, hvor meget testosteron det var udsat for under graviditeten.
»Hvorfor, ved man ikke med sikkerhed. Fedme kan være en forklaring. Men samtidig ser det også ud til, at der er en trend i forhold til kønsmisdannelser. Og jeg tror, der er en sammenhæng mellem de her trends.«
Cocktail af stoffer giver spaltet penis
Det er svært at lave forsøg med hormonforstyrrende stoffer på mennesker, fordi det vil kræve, at man forringer menneskers liv helt fra det tidspunkt, hvor de er fostre.
Men undersøgelser på rotter efterlader ingen tvivl om, hvad pthalater og andre hormonforstyrrende stoffer kan skabe af ulykker for mandlige kønsorganer.
Særligt farlige bliver de forskellige stoffer, når man blander dem. Så får man det, forskerne kalder kombinationseffekter.
Professor Ulla Hass fra Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, har lavet et forsøg, hvor hun testede 13 forskellige hormonforstyrrende stoffer på rotter. Hver for sig skabte de ikke så stor ravage – men når de blev mixet, var resultatet uhyggeligt.
\ Fakta
En sæd er sund, når der er flere end 40 millioner sædceller pr. milliliter sæd, og mere end 9 procent af dem er sunde og raske.
»Vi så en række kombinationseffekter. Rotternes anogenitale afstand blev mindre, de fik brystvorter, og der var misdannelser på deres penisser. De fik spaltede penisser, hvor penisknoglen ikke var omsluttet af væv. Det var omkring 60 procent af hanungerne, der havde de her problemer. Så vi har fat i nogle kombinationseffekter, der er værd at tale om,« sagde Ulla Hass.
Problemet med de uhyggelige kombinationseffekter er, at forskerne ikke kan fortælle myndighederne, præcis hvilke stoffer der bør forbydes.
»Du putter mange slatter i et glas, og til sidst flyder det over. Det er så svært at sige, hvilken slat, det var, som fik bægeret til at flyde over,« sagde Ulla Hass.
UV-filtre i solcreme gør sædceller rundforvirrede
Om mænds penis også kan blive spaltet af kombinationseffekter er ikke blevet bevist. Men helt nye studier tyder på, at en kombination af hormonforstyrrende stoffer i hvert fald kan ændre gedigent på sædcellers opførsel.
Det fortalte ph.d.-stipendiat Anders Rehfeld fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet. Han har fundet ud af, at 33 kemikalier ud af 100 testede, hver for sig kan sætte en meget uheldig reaktion i gang hos sædcellerne.
Der kan være mange grunde til, at vi ser hormonforstyrrelser. Det kan for eksempel skyldes noget arvemæssigt, cremer med UV-filtre, pesticider, parabener, alkoholforbrug, rygning, hash, mangel på D-vitamin, stress, medicin – for eksempel hovedpinepiller med paracetamol – og anabolske steroider.
Professor Niels Erik Skakkebæk, Rigshospitalet
Normalt svømmer sædceller rask af sted op til ægget i kvinden. Når de så når til ægget, støder de ind i stoffet Ca2+, som kvinden producerer. Ca2+ får sædcellerne til at slå vildt med halerne, så de kan trænge ind i ægget og befrugte det.
Det viste sig, at de 33 kunstige stoffer påvirker sædceller på samme måde, som Ca2+ gør det. Så hvis et af de hormonforstyrrende stoffer er i mandens sæd, begynder sædcellerne at piske med halerne på et alt for tidligt tidspunkt.
De kommer derfor til at svømme rundt i maniske cirkler og bliver for trætte til at kunne svømme frem til et æg.
»Jeg testede så, om 10 af stofferne gav en kombinationseffekt. De påvirkede ikke nødvendigvis sædcellerne ret meget hver for sig, men når man testede dem alle sammen på én gang, gav det en stor effekt.«
»Det var bare 10 stoffer. Vi fandt 33 skadelige stoffer ud af de 100, vi testede, og det kan tænkes, at reaktionen hos sædcellerne ville blive endnu større, hvis man er eksponeret for alle 33,« sagde Anders Rehfeld.
Hans studie viser, at det især var UV-filtre i solcreme og på tøj, som skabte den uheldige effekt på sædceller.
Tidligere er det vist, at UV-filtrene findes i sæden hos mænd, der smurte sig med creme kort forinden. Nu vil Anders Rehfeld undersøge, om stofferne også kan findes i kvinder. Er det tilfældet, kan mænd med ellers rask sæd risikere, at deres sædceller går bananas, når de møder kemikalierne inde i kvinden.