Et studie ved Det helsevitenskapelige fakultet ved universitetet i Tromsø viser, at folk med en universitetsuddannelse ikke ville kontakte en læge, hvis de havde kraftig hovedpine, meget øm hals, alvorlige søvnproblemer eller stærke rygsmerter.
Studiet er baseret på interviews med 1435 personer over 25 år, som besvarede spørgsmål om, hvem de ville kontakte, hvis de havde gener som nævnt ovenfor.
Ifølge forsker Olaug Lian var svarene klare: Jo højere en uddannelse, du har, desto mindre sandsynligt er det, at du kontakter lægen med dine problemer.
»Vi så på de svar, for dem, der havde svaret, at de ville kontakte læge, og vi fik usædvanligt systematiske svar. Uansat køn, men specielt tydeligt for kvinder, viste tallene, at dem med lav uddannelse ville kontakte lægen hyppigere end dem med høj uddannelse.«
»Hvorfor det er sådan, ved vi ikke,« siger Olaug Lian.
»Svarene vi har arbejdet med viser holdninger, ikke handlinger. Vores fortolkning er, at det ikke er så socialt legitimt at have en universitetsuddannelse og sige, at du kontakter en læge. Normen er, at man skal klare sig selv og stole på egne evner. Dette er genspejlet i vores resultater.«
Olaug Lian nævner, at en anden årsag kan være, at de med højere uddannelse har et mere realistisk syn på, hvad lægen faktisk kan hjælpe dem med.
»De med lav uddannelse kan måske have en større tro på, at kontakt med en læge kan hjælpe dem.«
Hun tilføjer, at man i dagens samfund let kan finde information om sundhed og sygdom på egen hånd.
»De med høj uddannelse føler sig måske mere sikre på, at de kan finde ud af at indhente nødvendig information og at de selv kan vurdere den.«
Studiet blev gennemført som en del af et internationalt studie, European Social Survey, hvor mere end 30 europæiske lande deltog.
Det var mænd og kvinder i alderen 25-75 år, der deltog, og blandt de norske kvinder varierede andelen, der valgte læge ved de forskellige symptomer, i området 33-75 procent, blandt mændene i området 34-77 procent.
Kønsforskellene var mest tydelige blandt dem med det højeste uddannelsesniveau, hvor 13,8 procent af mændene mod 8,3 af kvinderne valgte læge ved alle fire symptomer.
Helbredstilstand spillede også ind: Andelen, som valgte læge, var højere blandt dem med selvrapporteret dårligt helbred end blandt dem med godt helbred.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
endnu engang
Fik du afsporet artiklens emne med dine anektorer : ).
Som nævnt er det ret stort forskningsområde internationalt, som er artiklens emne. Og det har faktisk store samfundsøkonomiske og sundhedsfaglige konsekvenser for helbredstilstanden i befolkningen. Man er også interesseret i, hvordan søgemaskinerne på internettet ændrer borgernes sundhedsadfærd og brug af sundhedsvæsenet naturligvis. Det har potentielt store konsekvenser for lægerne i almen praksis. Hvis det fører til en aflastning af lægearbejdet, så er det fint. Hvis det derimod fører til urimelige dyre krav baseret på udvidet sygdomsangst eller krav til dyre unødvendige undersøgelser, så er det ikke godt. Sygdomsangst (uden samtidig sygdom) er en af de hyppigste henvendelsesårsager til den praktiserende læge, altså en lidelse indenfor angstspektret, som af patienten ikke opfattes som en angstlidelse, men som alligevel kan forpeste en del af patientens tilværelse pga. sygdomsangst. Herudover kan man lynhurtigt påvirke befolkning til ændret adfærd angående hvad der opfattes som noget, man går til læge med. (Skrækkampagner er eksempler..)
TORTUR + EFFEKTIV SLANKEKUR. --- HOSPITALSÅND.
Naturligvis har Dorte ret i, at det generelt er fornuftigt at søge læge efter et 6 meters fald på et betongulv.
---
Dertil er bare at sige, at jeg vidste på forhånd, at jeg ville blive tortureret på hospitalet, men jeg vidste ikke, at jeg også ville blive sultet. Faktisk tabte jeg mig extremt på den uge, og det havde nok fremmet helingen, hvis jeg havde fået mad (herunder mine havregryn med mælk, som jeg tiggede om).
Af hospitalets øvrige absurditeter kan nævnes, at de nægtede at ringe til mine pårørende med den begrundelse, at så ville jeg bare få dem til at skaffe mig den nødvendige "smertestillende" medicin, som jeg ikke måtte få for dem, skønt de vidste, at var et ganske uskadeligt præparat, der ikke er beslægtet med morfin eller lignende. Men de ville bare bestemme.
---
Mht. faldet, så var det vel ikke så alvorligt, og da jeg stort set problemløst havde overlevet små 2 timer efter faldet ved egen hjælp, så kunne jeg ikke se nogen fornuftig grund til, at jeg skulle indlægges til tortur, når jeg på forhånd havde besluttet, at jeg ikke ville have dræn i lungen.
Det var klart, at jeg havde knækket nogle ribben, for hvad skulle ellers have punkteret min ene lunge, men hvis jeg undlod de store sportspræstationer, så klarede jeg mig udmærket med en lunge. Da jeg efter faldet var kravlet over et 2,5 meter højt hegn og havde kørt hjem, så var eventuelle andre knoglebrud nok også relativt betydningsløse (efter min mening), og ligesom ribbenene ville de gro sammen af sig selv.
--------
Mht. ånden på Frbg.Hospital, så blev jeg under min turnus anmeldt til overlægen for at opmuntre patienterne og svare på det de egentlig spurgte om.
CASE-STORY:
Det var søndags stuegang på to afdelinger. Det var solskin, og jeg var glad og smilende og i godt humør. På den første afdeling fattede sygeplejersken, hvad der foregik, og hun roste mig meget. På den anden afdeling lå alle de hofteopererede patienter, og nogle af dem spurgte om, hvornår de skulle hjem. Sygeplejersken, der åbenbart ikke var for klog, troede, at de ville have en dato, og hun blev rasende over, at jeg ikke ville udregne en slig ud fra hendes journaler. I stedet spurgte jeg patienterne, hvordan det gik, og forklarede, at de jo først skulle trænes, så vi var sikre på, at de kunne klare sig, når de kom hjem. For det var naturligvis problemerne efter hjemkomsten, der bekymrede patienterne, datoen var dem komplet ligegyldig !!!
Patienternes reaktion var også fantastisk, og hvordan det kan have undgået sygeplejerskens opmærksomhed, er mig en gåde. Ca. en trediedel ville vide, hvad jeg hed, en anden trediedel ville trykke mig i hånden (begge med begrundelsen, at sådan en rar læge havde de aldrig mødt før) og kun den sidste trediedel af patienterne reagerede ikke.
Men i det stive system på Frbg, blev man anmeldt til overlægen for pligtforsømmelse for at have besvaret patienternes egentlige spørgsmål og have opmuntret dem (i stedet for bare at give dem en dato).
---
Med venlig hilsen - Steen Ahrenkiel.
Absurd eksempel
Almindeligvis er det fornuftigt, at lade sig undersøge og behandle på hospital efter 6 meters fald, hvor man lander på betongulv. Det er frivilligt, om man vælger det, men fornuftigt... (=absurd eksempel...)
Der er med god grund mange undersøgelser af, hvem der opsøger læge for hvad. Stort set alle har symptomer ret hyppigt, som i princippet kunne være tegn på behandlingskrævende sygdom.
I de færreste tilfælde opsøges lægen i de enkelte tilfælde, og blot en fordobling af henvendelserne ville smadre sundhedsvæsenet..
I nogle tilfælde vil det være med en sandsynlighed 1:400, at en borger opsøger læge for et givent symptom, blot for at tydeliggøre at henvendelsesmønstret kan have ret omfattende konsekvenser, hvis det ændres.
I disse år er politikere ret forhippede på, at der skal bruges mere tid på forebyggelse hos den praktiserende læge, og det vil jo så uomtvisteligt gå ud over de syge, der henvender sig. Derfor har de lægefaglige selskaber gjort opmærksom på den yderst begrænsede effekt der er af disse forebyggelseskonsultationer i forhold til helbredsgevinst. (Sammenlignet med effekten der er ved behandling af sygdom.)
Overskriften her er lidt misvisende. Man kunne lige så godt skrive: "De syge går mest til lægen.." Det er i alt fald ikke sikkert, at højtuddannede går mindre til læge end lavtuddannede, hvis de er syge. Andre undersøgelser viser nemlig det modsatte.
Mvh Dorte
LOGIK: - Kan lægen hjælpe ??? -
Når jeg personligt omtrent aldrig går til læge, så skyldes det, at jeg altid stiller mig selv det spørgsmål: "Hvad kan lægen gøre, som jeg selv ikke kan?"
---
Lad os antage hypotetisk, at jeg havde vanvittigt ondt i ryggen. Så kunne lægen sende mig til diverse scanninger. Nu hjælper en scanning ikke mod ond i ryggen, så hvorfor i alverden skulle jeg belemre systemet med det?
---
CASE-STORY:
En gang faldt jeg 6 meter ned på noget beton i Nordhavnen med lommerne fulde med sten, blodet flød ud ad munden på mig, og det gjorde extremt ondt.
Da jeg fandt ud af, at jeg ikke døde af det, kørte jeg hjem, for jeg ville ikke på Skadestuen. Hvis jeg havde tænkt mig lidt mere om, så var jeg kørt til Diakonissen. Fordi jeg ikke orkede at gå fra carporten til min seng, tilkaldte nogen desværre en ambulance, og så havnede jeg i helvede (dvs. på Frbg, Hospital). Jeg vidste i forvejen, at det var helvede, for jeg havde selv været turnuskandidat dér.
---
Det lykkedes hospitalet at få taget et enkelt akut røntgen, der viste 1 punkteret lunge, 3 knækkede ribben, 2 knækkede rygtappe, og en knust hofte.
Efter en lille uges daglig kamp, hvor jeg nægtede al undersøgelse og al behandling (ingen dræn), og hvor hospitalet nægtede mig enhver form for medicin og ordentlig mad (fx måtte jeg ikke få havregryn med mælk om morgenen), blev jeg kørt hjem med liggende kørsel. Mærkværdigvis var udskrivningen ikke på eget ansvar, men jeg bildte dem ind, at jeg havde nogen hjemme, der kunne hjælpe mig.
[Lægerne havde ikke det fjerneste begreb om, hvilken medicin der kunne afhjælpe smerterne ved sene-forstrækningerne, der gjorde så forfærdeligt ondt.]
---
Selv om hospitalet ikke havde fået lov til at tage et "rigtigt" røntgenbillede af mig under indlæggelsen, så insisterede hospitalet på, at jeg skulle til kontrol-røntgen. Skønt jeg nægtede, gav de mig alligevel en henvisning. Først da jeg sagde, at jeg ville udeblive uden afbud, rev de henvisningen i stykker.
---
POINTE:
Hvad skulle formålet være med en "kontrol-røntgen" ??? --- Uanset hvad kontrollen måtte vise, så ville det ikke have haft de fjerneste konsekvenser. SPILD AF TID OG PENGE !!!
---
Med venlig hilsen - Steen Ahrenkiel, læge.
Svært at svare på...
Der er jo dårligst helbred hos de laveste socialklasser. Når man har forsøgt at analysere brug af sundhedsydelser, hvor man tager højde for helbredsstatus, så ser det ud til, at dem i de laveste socialklasser har lavere forbrug af sundhedsydelser sammenlignet med de højtuddannede. (Oxford Textbook of Primary Medical Care, OUP, 2004, side 164).
Dette står lidt i kontrast til resultaterne fra ovenstående undersøgelse, hvor de bad deltagerne svare på, om de hypotetisk ville opsøge læge ved forskellige symptomer.
Uddannelsesniveau er blot en af mange variable, der har indflydelse på lægesøgningsadfærd. Det kan også netop være, at et højt oplysningsniveau fører til højere krav om udredning og behandling - og ikke altid i rimeligt omfang. (At forsøge at insistere på en CT-scanning efter få dages rygsmerter, som ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er uholdbart, men som principielt i ganske få tilfælde kan være bidragende med noget konstruktivt for personen, selvom det virkelig ikke er rationelt ud fra et overordnet sundhedsfagligt synspunkt.)
Jeg vil dog tilføje, at mange praktiserende læger sukker over, at de ofte føler, de bruger tid på personer der henvender sig med bagateller, og at denne tid går fra de behandlingskrævende patienter. Det er jo typisk de sunde, som henvender sig for at få målt værdier, som netop de er i særlig lav risiko for at skulle gøre noget ved. (Klassiker: En person der følger alle sundhedsråd angående kost, rygning og motion, som gentagne gange vil have lægetider i forebyggende øjemed, selvom der næppe vil komme noget frem, som ville ændre på råd til personens livsstil... Dem der sjældnere henvender sig angående disse målinger vil med større sandsynlighed kunne få en ændret prognose ved adfærdsskift og evt medicin oveni...)
Jeg vil også tilføje, at det er typisk at læger der først har arbejdet i område med mange i de lavere sociale lag - og dermed højere sygdomshyppighed - lige skal vænne sig til de luksusproblemer de forventes at tage sig af, når de flytter til andet visitationsområde med højere uddannede..
Fra et lægeligt synspunkt er det jo sådan, at man er nødt til at prioritere. Der er ikke så meget tid, som kunderne gerne ville have sammen med lægen.... Patienten ser det ud fra sit eget synspunkt, og har ikke samme blik for, at de tager tiden fra mere behandlingskrævende patienter.
Er "hitraten" tilsvarende højere?
Jeg kan helt genkende billedet, kontakter aldrig lægen uden at have kigget på nettet (nu), tidligere lægeleksika, lægebog for søfarende var genial.
Min tidligere læge gennem over 25 år spurgte som det første i telefonen, "hvad fejler du?" og det kunne jeg normalt svare på, så jeg slap for en fysisk konsultation, fik bare en recept på telefonen, han stillede selvf spm til min sygdom inden. Der gik år imellem vi talte sammen.
Højtuddannede har generelt længere levetid end gennemsnittet, i et eller andet omfang vel pga. en sundere livsstil, mindre røg, mere motion, bedre kost, til gengæld mere alkohol.
Spm er, har de højtuddannede større træfsikkerhed, når de går til læge, altså kommer de sjældnere med ligegyldigheder, og relativt oftere med noget der kræver behandling?
Det kunne være interessant at vide!