Annonceinfo

HIV kan forebygges med simpel ormekur

Danske forskere påpeger i en ny undersøgelse, at en udbredt sneglefeber-parasit bliver overset i bekæmpelsen af HIV. Med en simpel og billig kur mod parasitten kan man nemlig forebygge HIV, lyder det.

Emner: ,
Der er sammenfald mellem forekomsten af HIV og sneglefeberparasitter, der er særligt udbredte i udviklingslande. Ifølge danske forskere kan HIV derfor forebygges med en simpel og relativt billig ormekur, som slår sneglefeber-parasitten ihjel.

Millioner af mennesker er inficeret med små sneglefeber-parasitter, som sætter sig i urinvejene.

De områder, som er hårdest ramt af sneglefeberparasitter, er som oftest også hårdt ramt af HIV. Parasitterne kan nemlig øge risikoen for infektion med den frygtede HIV-virus, fortæller professor Birgitte Vennervald.

»Det er et fænomen, som er blevet overset i vores bestræbelser på at slippe af med HIV. Vi har haft svært ved at råbe HIV-forskerne op og få dem til at tage det alvorligt,« siger Birgitte Vennervald, som er parasitolog og professor på Københavns Universitet.

I et nyt studie i International Journal of Public Health foreslår hun sammen med aarhusianske forskere, at HIV kan forebygges med en simpel og relativt billig ormekur, som slår sneglefeber-parasitten ihjel.

»Som jeg ser det, vil det være en kæmpestor fordel, for vi slår to fluer med et smæk. Man slipper af med en parasitinfektion, som i sig selv har konsekvenser for de smittede, og samtidig forebygger man HIV. Hvis man sammenligner med, hvor mange penge der går til at bekæmpe HIV, vil det være en meget billig og simpel form for forebyggelse at give en ormekur,« siger Birgitte Vennervald.

Parasit gør dig mere modtagelig for HIV

Fakta

På verdensplan er 200 millioner mennesker særligt i udviklingslande ramt af sneglefeber (også kaldet schistosomiasis.)

Sneglefeber skyldes infektion med tre forskellige parasitter (blodikter), som primært sidder i tarmene og urinvejene.

I tarmen fører parasitterne til betændelse, sårdannelse og polypdannelse, særligt i tyktarm og endetarm. I urinblæren medfører parasitterne betændelse, sårdannelse og polypper i blæren.

Urinvejssneglefeber kan også sætte sig ved livmoderhalsen på kvinder eller sædblæren hos mænd. Denne form for infektion er i en række undersøgelser blevet forbundet med øget forekomst af HIV.

HIV er en seksuelt overført virus, og en ormekur mod sneglefeberparasitter kan naturligvis ikke forhindre smitte med HIV. Men fjernelse af parasitten kan måske forhindre, at personer med sneglefeber er mere modtagelige over for HIV.

Kilder: Birgitte Vennervald, Patienthåndbogen

På Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet er lektor Christian Wejse enig i, at bekæmpelse af sneglefeberparasitten, også kaldet schistosomiasis, vil kunne være en hjælp i kampen mod HIV.

»Det er efterhånden meget veldokumenteret, at der er en sammenhæng mellem schistosomiasis og HIV. (...) Så det er oplagt et interessant område for HIV-forebyggelse at få gjort noget ved schistosomiasis,« siger Christian Wejse, som selv har forsket i bekæmpelse af HIV.

Sneglefeberparasitten kan tilsyneladende øge risikoen for HIV, fordi den kan sætte sig i urinvejene på kvinder og give sår på kønsorganerne og dermed gøre dem mere modtagelige over for infektion med HIV.

»Parasitinfektionen leder til sår på livmoderhalsen, og det fører til øget risiko for smitte med HIV. Jo højere grad af infektion, des større er risikoen for HIV, og det begynder allerede blandt børnene,« siger Birgitte Vennervald, der for nyligt var med til at udføre studier på skolepiger i Sydafrika, som var ramt af urinvejssneglefeber.

Hvad med mænd og parasitter?

Når mænd bliver smittet med sneglefeberparasitter, kan det formentlig også være med til at øge spredningen af HIV. Det kunne et dansk studie udført på mænd i Madagaskar i hvert fald tyde på, fortæller Birgitte Vennervald.

Sneglefeberparasitter bliver op til 20 millimeter lange og bor i blodårerne i menneskers tarm eller blære. De smitter typisk, når folk bader eller vasker tøj i søer og andet ferskvand. (Foto: Magnus Manske)

»En af mine tidligere ph.d.-studerende har kigget efter parasitæg i sædprøver fra mænd på Madagaskar. Her havde cirka en tredjedel af mændene æg i deres sædprøver. Normalt skal der kun være sædceller og sædvæske i en sædprøve, men blandt de mænd, som havde parasitæg i deres sædprøve, var der også mange flere hvide blodlegemer end hos dem, som ikke havde æg i sædprøven. Og vi ved, at HIV blandt andet sidder i de hvide blodlegemer,« siger Birgitte Vennervald og tilføjer:

»Så på den ene side har vi mænd, som, når de er smittede med parasitter, overfører flere hvide blodlegemer med deres sæd. Og på den anden side har vi kvinder med sår på livmoderhalsen, som kan gøre dem mere modtagelige over for HIV.«

Ud over at øge risikoen for HIV kan sneglefeberparasitter, schistosomiasis, tilsyneladende også have konsekvenser for personer, som er blevet ramt af HIV.

»HIV-sygdommen progredierer (skrider frem, red.) hurtigere med ubehandlet schistosomiasis,« skriver Christian Wejse fra Aarhus Universitet i en e-mail til Videnskab.dk.

Professor: Sammenhængen er ikke bevist

På Københavns Universitet mener HIV-forsker og leder af Copenhagen HIV Programme (CHIP) Jens Lundgren, at der er brug for mere forskning, før man kan fastslå, hvorvidt sneglefeberparasitter vitterlig øger risikoen for HIV.

Fakta

Voksne sneglefeberparasitter er hvide eller grå orm, som er mellem syv og 20 millimeter lange.

De bor i små blodårer i menneskers tarm (S. mansoni og S. japonicum) eller blære (S. haematobium) og lever af blod.

Deres æg kommer ud med afføring eller urin. Når æggene kommer i kontakt med ferskvand, klækker en larve, som inficerer snegle (mellemvært for parasitten).

Efter at have udviklet sig i sneglen i fire til seks uger, er larverne blevet infektionsdygtige. De forlader sneglen og kommer ud i vandet. En snegl kan udskille tusindvis af parasitter dagligt i flere måneder.

Personer, som vasker tøj eller bader i ferskvandet, inficeres gennem hud eller slimhinder.

Efter gennemtrængning af huden flytter larverne sig op til leveren, hvor de modnes. Efter fire til seks uger er de blevet til voksne orm, som parrer sig og flytter ned til blodårerne i blæren eller tarmen.

Gennemsnitligt lever ormene i tre til fem år, men de kan leve så længe som 30 år.

Kilde: Patienthåndbogen

Derfor mener han, at det er alt for tidligt at begynde at inddrage bekæmpelse af parasitterne som en del af forebyggelsen af HIV.

»Andre mikroorganismer såsom syfilis og gonoré øger modtageligheden over for at blive smittet med HIV, hvis man udsættes for HIV. Behandling af disse infektioner er derfor en integreret del af forebyggelseskampagnen for at reducere HIV-smitte,« fortæller Jens Lundgren og henviser til, at syfilis og gonoré formentlig øger modtageligheden over for HIV ved at svække slimhinderne ved skeden og urinrøret og dermed gøre det nemmere for HIV-virus at trænge ind i kroppen.

»Det er plausibelt, men ikke dokumenteret, at dette forhold også gør sig gældende for schistosomiasis.«

Han henviser til, at studier på området ikke har bevist en kausal sammenhæng mellem sneglefeberparasitter og HIV; selvom mennesker med sneglefeberparasitter oftere får HIV, er det ikke nødvendigvis på grund af parasitterne.

Parasitolog: Tre gange så høj risiko for HIV

Birgitte Vennervald påpeger imidlertid, at der ud over et sammenfald mellem forekomsten af HIV og sneglefeberparasitter også er en god og plausibel forklaring på sammenhængen; nemlig at parasitterne giver karakteristiske sår og læsioner på livmoderhalsen.

Kortet øverst til venstre viser udbredelsen af sneglefeberparasitten S. haematobium, angivet med rød farve. Kortet nederst til højre viser udbredelsen af HIV med den største tæthed i de røde områder. (Illustration udlånt af Birgitte Vennervald)

»Hvordan beviser man sammenhængen? Det ideelle ville selvfølgelig være at samle nogle grupper af forsøgspersoner, hvor man gav ormekur til den ene gruppe, men ikke til den anden. Så ville man senere kunne se, hvorvidt HIV blev mindre udbredt i gruppen, som havde fået ormekur. Men den slags studier ville være uetiske og umulige at lave.«

»Derfor har man i stedet kigget på bestemte områder for at se, om der er forskel i forekomsten af HIV, alt afhængig af om man har været ramt af parasitterne. Og i den type studier kan vi se, at der er cirka tre gange større risiko for at være HIV-positiv blandt folk med parasitinfektion,« siger Birgitte Vennervald.

Der findes tre forskellige sneglefeberparasitter, men Birgitte Vennervald understreger, at det kun er den ene af parasitterne, urinvejssneglefeber eller Schistosoma haematobium, som har indvirkning på HIV.

»Der er i alt 200 millioner mennesker, som lider af sneglefeber på verdensplan. En del af parasitterne er af en type, som sætter sig i tarmen, men det er kun urinvejssneglefeber, som er forbundet med HIV. Mit bud vil være, at det måske er 70 til 100 millioner personer, som lider af urinvejssneglefeber på verdensplan,« siger Birgitte Vennervald.

Seneste fra Krop & Sundhed

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg