Her er hemmeligheden bag det gode sexliv
Kilde: 
08 november 2016

Hemmeligheden bag et velfungerende sexliv i længerevarende forhold er troen på, at det kræver hårdt arbejde i stedet for at forvente, at seksuel tilfredsstillelse kommer af sig selv, når man er ‘skabt for hinanden’.

Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, hvor forskere har undersøgt, hvordan vores forventninger til sex påvirker vores parforhold. Det skriver utoronto.ca.

Vores forventninger er nemlig så stærke, at de kan risikere at ødelægge ellers sunde forhold, fortæller Jessica Maxwell, der er ph.d.-studerende i psykologi ved University of Toronto i Canada, som står bag studiet.

»Mennesker, der tror på en seksuel skæbne, bruger deres sexliv som et barometer for, hvor godt det står til med parforholdet, og de tror, at problemer i soveværelset er lig med problemer i parforholdet generelt,« siger hun i en pressemeddelelse.

»Hvorimod mennesker, der tror på, at man kan arbejde for sit sexliv, ikke lader problemerne påvirke deres overordnede tilfredsstillelse med parforholdet.«

Konklusionen bunder i en undersøgelse, hvor Maxwell og hendes kolleger har spurgt ind til 1.900 forsøgspersoners tilgang til deres sexliv.

Maxwell fortæller blandt andet, at der er en startfase på omkring to til tre år, hvor den seksuelle tilfredsstillelse er høj - både hos de par, der er tilbøjelige til at tro, at sexlivet klarer sig selv, og de par, der er parate til at arbejde for det.

Men fordelen ved at tro på, at man skal arbejde for et godt sexliv, bliver tydelig efter den første tid. 

»Vi ved, at uenigheder inden for det seksuelle er uundgåelige over tid. Dit sexliv er som en have, og det skal vandes og næres for at overleve,« siger hun i pressemeddelelsen.

Studiet viser også, at de fleste forsøgspersoner ikke kun er en ‘enten-eller’ inden for de to kategorier, som Jessica Maxwell stiller op, samt at kvinder er mere tilbøjelige til at tro på, at der skal arbejdes for sexlivet i et længervarende forhold.

»Der er nogle resultater, der viser, at det kræver mere arbejde for kvinder at opnå seksuel tilfredsstillelse, og det kunne være derfor, de scorer højere på den skala,« siger Jessica Maxwell i pressemeddelelsen.

Studiet er netop er udgivet i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology.

LÆS OGSÅ: Ginseng og safran kan krydre dit sexliv

LÆS OGSÅ: Ny sex-forskning: Kvinder, som spiser æbler, har et bedre sexliv

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.