Kræft har mange grumme ansigter, og har man først én gang haft en kræftsygdom er man mere tilbøjelig til at få en ny.
Risikoen for at få præcis den samme kræftform efter vellykket kræftbehandling på et eller andet tidspunkt senere i livet er dobbelt så stor som risikoen for, at en person, som ikke tidligere har været kræftsyg, bliver ramt af netop denne sygdom.
Sandsynligheden for at få andre kræftformer end den, man led af første gang, er derimod kun en smule forhøjet.
Det er de overordnede konklusioner på en ny dansk undersøgelse, der netop er publiceret i det højtprofilerede videnskabelige tidsskrift Canadian Medical Association Journal.
Redaktøren af det videnskabelige tidsskrift Canadian Medical Association Journal kommenterede undersøgelsen i en 'leder', hvilket er en markering af, at der her er tale om et vægtigt studie.
Candian Medical Association Journal er et anerkendt videnskabeligt tidsskrift med en såkaldt ’impactfaktor’ på 10. Der er kun få tidsskrifter højere oppe i hierakiet, som f.eks. The Lancet der har en impactfactor på 20. Impactfaktoren indikerer, hvor mange citeringer en videnskabelig artikel i publikationen i gennemsnit har. Jo flere citeringer, des bedre.
»Hovedfundet i vores studium er, at risikoen for at få kræft er forhøjet for patienter, der allerede har haft kræft i forhold til personer, der ikke tidligere har været ramt - og der er størst risiko for at få den samme sygdom. Vores studie viser altså, at den enkelte kræftpatient som hovedregel holder sig til ét sygdomsspor,« siger afdelingslæge, dr.med. Stig E. Bojesen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev Hospital.
Han har gennemført studiet i samarbejde med sin kollega professor overlæge Børge G. Nordestgaard samt seniorforsker Sune. F. Nielsen, der begge er ansat på samme afdeling.
Man har længe vidst, at personer, som udvikler én form for kræft, også er disponeret for at få en kræftsygdom nummer to senere i livet – det er dokumenteret i mange forskellige studier.
Den gængse metode til at finde ud af, hvilke kræftformer, der er relateret, har hidtil været at undersøge kræftformerne parvist - f.eks. har man beregnet risikoen for, at kvinder med brystkræft senere udvikler kræft i æggestokkene eller lungerne. Sammenhængene er fundet på baggrund af studier af få udvalgte patienter.
Efterhånden som flere patienter kureres for kræft i stedet for at dø, bliver dette vedkommende for mange.»Vores metode er langt bedre. Vi tror at vores fremgangsmåde er betydeligt mere relevant end tidligere studier, da vi for hvert enkelt individ i den danske befolkning har undersøgt relationerne mellem alle 27 kræftformer på én gang,« fastslår Stig E. Bojesen (Den første boks under artiklen bskriver overordnet den matematiske metode).
Beregningerne viste, at patienter, som har overlevet én kræftform, havde 2,2 gange så stor risiko for at få netop denne form for kræft igen senere i livet end de personer, der ikke har lidt af kræft. Risikoen for at få en anden kræftform var derimod kun 1,1 gange så stor i forhold til raske, det vil sige kun en anelse forhøjet. Studiet afslørede også kræftsygdomme, hvor patienterne højst overraskende havde en mindre risiko for at få en ny kræftform end raske, f.eks. prostatakræft.
»Den slående kontrast mellem de to situationer tyder på, at den enkelte persons skæbne i høj grad er hængt op på genetiske og miljømæssige faktorer, som er karakteristiske for netop den person og den sygdom,« siger han.
En af de miljøfaktorer, som man ved, øger risikoen for mange forskellige former for kræft, er rygning. Det er veldokumenteret, at rygere har en større risiko for at få alle mulige kræftsygdomme såsom blærekræft, lungekræft og strubekræft. Forskerne funderede over, om én kræftform, som er fremprovokeret af rygning, vil øge risikoen for andre rygningsrelaterede kræftformer.
Vores nye katalog over koblinger mellem de 27 former for kræft kan blive til stor gavn for den basale kræftforskning, der kan få banebrydende nye idéer hvad angår forskning såvel som behandling»Vores studie viste meget overraskende, at risikoen for andre rygningsrelaterede kræftsygdomme i patienter, der allerede har overlevet én kræftform forårsaget af rygning, kun var en faktor 1,2. Din risiko for at få f.eks. lungekræft er altså kun lidt forøget, når du tidligere har haft en blærekræft, end hvis du ikke har haft blærekræft,« fortæller Stig E. Bojesen.
I undersøgelsen var forskerne også nysgerrige efter at finde ’den absolutte kræftrisiko’, som er et mål for, hvor stor sandsynligheden er for at få en bestemt type kræft i løbet af de næste fem år.
»Takehome-beskeden er, at den absolutte risiko for en ny kræft indenfor fem år efter den første kræftform maksimalt er to procent. Den absolutte risiko er altså til at overskue, og det er glædeligt, fordi det er den faktiske risiko, som den enkelte patient oplever,« slutter Stig E. Bojesen.
Forskerne har helt konkret lavet en gigantisk tabel med 27 gange 27 søjler og rækker svarende til de mulige kombinationer af første og anden kræftsygdom. En sådan tabel er særlig værdifuld, fordi sammenhængen varierer stærkt henover sygdommene og overordnede konklusioner altid er forsimplinger.
Hvert felt i tabellen angiver altså hvor stor risikoen for at få den ene form for kræft, hvis man som udgangspunkt har haft den anden kræftform. Risikofaktorerne er beregnet ved at lade slagkraftige statistiske værktøjer regne på data om alle de personer, der optræder i det danske folkeregister og cancerregister.
»Vi er gået til opgaven med åbent sind og har skabt en tabel, der dækker hele befolkningen - vi kigger ikke kun på nogle få udvalgte patienter,« pointerer han.
Forskerne har fundet oplysninger om hver enkelt dansker ved at dykke ned i landets omfattende og helt unikke cancerregister, der registrerer oplysninger om alle personers kræftsygdomme. Analysen omfatter alle knap 7,5 million danskere i perioden 1980 til 2007.
Det viste sig, at omkring 10 procent af befolkningen havde én eller flere diagnoser af såkaldt primær cancer, det vil sige kræft, som ikke er et tilbagefald af en tidligere kræftsygdom.
I kræftforskning skelner man mellem primære og sekundære kræftformer, hvor de primære er dem, der opstår af sig selv i kroppen, mens de sekundære dækker over tilbagefald af tidligere kræft, der typisk skyldes, at nogle kræftceller har været immune overfor behandling. Ved tilbagefald vil patienten få samme kræftform, som de oprindeligt havde.
Da Stig E. Bojesen og hans team dykkede ned i cancerregisteret, havde de brug for at kunne vige uden om de kræfttilfælde, som var tilbagefald. De var kun interesserede i at finde de primære kræftformer og så undersøge, hvilke primære kræftformer, der var relateret til hinanden.
Problemet er, at det kan være svært for en læge at afgøre, om en kræftform er primær eller sekundær, og dermed er der en hvis fare for, at mange angivelser i cancerregistret er forkerte.
Forskerne dokumenterede at deres konklusioner holder, ved at se bort fra patienter, der fik konstateret den samme form for kræft i de første 10 år efter endt kræftbehandling. Risikoen for at få tilbagefald er nemlig klart størst i den periode.
»Selv om man ikke tæller de første fem eller ti år med, så kunne vi konstatere, at risikoen for at få en ny primær kræftform ikke falder over tid, hvilket man ellers ville forvente, hvis cancer nummer to i virkeligheden bare var tilbagefald. Så vi mener, at vores fund er reelle,« siger Stig E. Bojesen.
Døhhh er det hvad vores forskningskroner går til?
Det er jo ikke en så mærkelig konklusion når man tænker på kræft er en genetisk sygdom der reelt "ligger og venter" i vores gener.
Man kan godt høre at kræftensbekæmpelses antiryge kampange har forpludret forskningen omkring kræft, til trods for en masse undersøgelser der netop understreger at kræft feks. ikke bare kommer af at ryge men samtidigt også skyldes feks. en genetisk svaghed for lungekræft!