Annonceinfo

Gris hjælper med at løse hjerne-mysterium

GalleriHer følger beretningen om gris nummer 238, som skulle have scannet sin hjerne i Rigshospitalets PET-scanner for at være med til at afdække et mysterium i menneskehjernen.

Fakta

Hjernen er det organ i hele kroppen, der er bedst beskyttet. Det betyder for eksempel, at den får en konstant og korrekt mængde af blod tilført – selvom et menneskes blodtryk varierer kraftigt, vil kroppen kompensere, så hjernen altid får det blod, den skal bruge.

Vi mødes i en lille hengemt villa med røde teglsten i yderkanten af Rigshospitalets grund. Her gemmer en gruppe forskere sig, som gladeligt roder med dyrehjerner for at blive klogere på mysteriet over dem alle: menneskets egen hjerne. En af de forskere er postdoc Anders Ettrup.

I dag skal de scanne hjernen på en gris, som skal hjælpe forskerne med at blive klogere på den radioaktive receptor-ligand R35. Men mere om det senere. I første omgang skal du bare vide, at den måske kan være med til at forbedre behandlingen af depression og andre hjernesygdomme.

Da vi mødes, er Anders Ettrup den eneste, der befinder sig i villaen. Det tager journalisten en god rum tid at finde ophavskilden til de puslende lyde, som viser sig at være Anders, der står og smører madpakke. Det bliver en lang dag.

Vi møder vores gris

Vi forlader villaen og går den korte tur hen til Rigshospitalets indgang 5. Vi går igennem lange, snoede gange, op og ned ad trapper, og efter et stykke tid ender vi i grisestalden. Her er båse, så langt øjet rækker, og rundt omkring stikker små nysgerrige grisetryner ud for at hilse os velkommen.

Den lille gris, som skal gøre os nærmere bekendtskab, er en ’landrace’ gris, som vejer 19 kilo og er en pige. Den hedder 238. Landracen er den mest udbredte i Danmark og samtidig den mest brugte gris til dyreforsøg – den er billig og lettilgængelig.

»Det er vigtigt, at alle grisene vi bruger til vores forsøg vejer nogenlunde det samme, så resultaterne bliver sammenlignelige. Efterfølgende er den ikke så meget bevendt for os,« siger Anders Ettrup.

238 kommer ikke til at overleve dagen.

Vi bedøver og lægger katetre i grisen

Et styk bedøvet gris senere. Den kæmpede imod bedøvelsen, vaklede stædigt rundt på de små ben, der blev mere og mere slappe, før den til sidst måtte give efter – nu ligger den helt stille på ryggen, og det eneste livstegn er den lyserøde mave, der bevæger sig taktfast op og ned.

Først lægges en tube ind i luftrøret på grisen. Bedøvelsen er så stærk, at den kan gøre det svært for grisen at trække vejret, og derfor giver man den kunstigt åndedræt via en ilt-maskine for at holde det lille hjerte i gang.

Fakta

Blodhjernebarrieren sørger for, at giftstoffer, bakterier og andre uønskede ting ikke bare kommer ind i hjernen. Blodhjernebarrieren virker både som en fysisk mur, som forhindrer passage, men derudover sidder der også specifikke transportør-proteiner, som effektivt pumper stoffer ud af hjernen.

Derefter bliver der skåret to fine små snit på grisens mave. I begge sider bliver sat en lille ’hane’, som man kan åbne og lukke for, når man vil sprøjte noget ind i grisen. I venstre ben bliver der skåret et lidt større snit – her bliver der lagt en kateter til at tage blodprøver.

Vi traver Rigets gange tynde

Lidt efter er vi klar. 238, Anders, en sygeplejerske og en spændt journalist klemmer sig sammen i en elevator, som fragter os ned i Rigshospitalets dybeste dyb. Snart mødes vi af de uhyggelige gange, som mange vil kende fra DR’s successerie ’Riget’. 238 bliver fragtet på et højt rullebord med et blåt forklæde henover sig, og den lille bule på bordet ligner til forveksling en lille menneskekrop.

Efter hvad der føles som en dagsvandring, er vi fremme ved PET-scanneren på Rigshospitalet, som Anders Ettrup og hans kollegaer har lov til at låne. (se faktaboks)

Bente Dall står klar til at tage imod os. Hun er uddannet i nuklearmedicin og specialiseret i at betjene vores scanner, der troner frem midt i lokalet.

Grisens første blodprøver bliver taget

Grisen lægges på plads med det lille hoved nøje placeret i scannerens runde hul. Ilt-maskinen er sat til røret, der stikker ud af grisens mund, og en EKG-maskine måler dens blodtryk og puls. Maskinernes monotone lyde begynder at flette sig ind i hinanden.

Anders fylder to reagensglas med en blodprøve, som han netop har trukket fra 238. Hun er ikke længere selv herre over sit åndedræt. Bedøvelsen er så stærk, at hun er fuldstændig uvidende om, hvad der foregår rundt om hende.

Blodprøven er den første af mange. 238 skal scannes i to gange 90 minutter og have taget 18 blodprøver i alt.

En arbejdsdag til 60.000 kroner

En mand i hvid kittel kommer ind af døren og fortæller os, at den er klar. ’Den’ dækker over den radioaktive receptor-ligand ved navn R35, som er det stof, der skal sprøjtes ind i grisens blod og efterfølgende måles i PET-scanneren. Nu skal det gå stærkt.

Receptorliganden er radioaktiv, men det bliver den ikke ved med at være. Efter tyve minutter er der sket så stort et henfald (se faktaboks), at den reelt er halveret. Derfor skal den sprøjtes ind i grisens blod hurtigst muligt for at få mest ud af dagens scanning.

Fakta

HRRT står for ’High Resolution Research Tomograph’. Scanneren er udviklet specifikt til forskning. Denne scanner har flere detektorer til at måle det radioaktive henfald end andre PET-scannere og HRRT’en er derfor den PET-scanner i verden, der tager billeder i højest opløsning. Skanneren er en prototype, og der findes kun 18 af denne type i verden.

Hele denne dag kommer sammenlagt til at koste 60.000 kroner, og derfor er det vigtigt, at den bliver fuldt udnyttet. Sommetider er der noget, der går galt, og så kan man risikere, at dagen – og grisen – er spildt. Grisen koster 1.000 kroner af dagens samlede budget.

Hvad er det egentlig, vi har gang i?

Før vi går videre, må du nok hellere få den tekniske udgave af, hvad det egentlig er, vi foretager os.  (Hvis du bare gerne vil følge 238’s videre færd, er du velkommen til at springe to afsnit frem.)

Hjernen er den del af kroppen, vi forstår allerdårligst. Vi ved dog, at der inde i den sidder receptorer (se faktaboks), som er med til at styre en række reaktioner i kroppen. Receptorerne bliver styret af ligander – det er molekyler eller ioner, som binder sig til receptoren.

Insulin virker for eksempel som ligand for insulinreceptoren. Når insulinmolekylet binder sig til sin receptor, startes en kaskade af kemiske reaktioner, som resulterer i, at den pågældende celle optager glukose.

Grise er gode forsøgsdyr til at undersøge hjernens funktioner, fordi deres hjerner både anatomisk og genetisk ligner menneskers hjerner til forveksling.

I dag kigger vi på ’adrenerge’ α1-receptorer, som bliver aktiveret, når adrenalin binder til dem. Disse receptorer formodes at hænge tæt sammen med mange hjernesygdomme. Vi afprøver en ligand, som er blevet særligt udviklet til at binde til netop disse α1-receptorer.

Hvis vi kan måle denne receptor i den levende hjerne, har vi nemlig skabt et instrumentbræt – hvor man eksempelvis kan måle og skrue op og ned for dosis af potentielle lægemidler. De bliver nemlig brugt til at aktivere eller blokere receptoren i patienter.

Hjernen er fantastisk godt beskyttet

Liganden hedder R35. Den er blevet testet på cellebasis, det man kalder ’in vitro’, og burde også virke i virkeligheden. Men før man går i gang med at teste den på mennesker, skal den testes på dyr – chancen for at den virker på mennesker, hvis den ikke virker på dyr, er næsten lig nul. Først skal den testes på rotter og grise, og hvis resultaterne er positive senere på aber.

Det er nemlig ikke nok, at liganden binder på receptoren. Hjernen er omringet af en ’blodhjernebarriere’, som er utroligt svær for fremmede stoffer at komme igennem. Derfor kan man ikke være sikker på, at en ligand rent faktisk når ind til receptoren.

Fakta

Receptoren er et protein, som sidder i cellemembranen på hjernecellerne. Receptoren kan binde molekyler til sig – det kan være transmitterstoffer, som hjernecellerne selv producerer eller kunstige ligander, som vi producerer og giver til grisen. Ved binding af disse molekyler sender receptoren signal ind i cellen, som for eksempel kan betyde, at cellen bliver aktiveret og sender signalet videre. Hjernecellerne bruger disse signaler til at kommunikere med hinanden.

R35 burde altså virke. Men det er ikke ensbetydende med, at den gør det.

Alt skal startes på samme tid

Tilbage til 238. Hun har nu Anders Ettrup bøjet ind over sig. Bente Dall står klar til at trykke på PET-maskinen, mens han tæller ned til at sprøjte den radioaktive receptor-ligand ind i en vene gennem den ene hane på grisen. Alt skal startes på samme tid.

»Så scanner vi om – 3 – 2 – 1 – nu!«

PET-scanneren afgiver ingen hørbar lyd, men inden i den bliver der arbejdet på højtryk. Den måler, hvor meget af det radioaktive stof, vi netop har sprøjtet ind i grisen, der er tilbage. Det er det, man kalder ’henfald’, og PET-maskinen kan aflæse 470 millioner henfald per sekund.

I en helt anden del af huset bliver blodprøverne centrifugeret og plasmaen i blodet udskilt. Bagefter bliver den placeret i en maskine, som kan skelne fra hvilke molekyler, radioaktiviteten kommer fra. Hvor meget kan vores ligand tage æren for, og hvor meget er de andre molekylers arbejde?

Farvel til 238

238 ligger ubevægelig i scanneren, ilt-maskinen giver sit lejlighedsvise pust, og EKG’en bipper ud i en uendelighed.

Efter syv timer nærmer vi os enden, og den sidste sprøjte bliver pakket ud. Med den suger Anders Ettrup en lilla væske op, som skal gøre en ende på 238’s korte liv. Da han sprøjter den ind, slår EKG’en omgående over i en lav, monoton hyletone.

238’s forben strækker sig som en sidste forkrampet salut, men det er alt sammen nerver. Der er ikke mere liv tilbage. Hun er dog langt fra gået til spilde: Vi har nu fundet ud af, at receptor-liganden R35 faktisk er i stand til at passere blodhjernebarrieren, hvis den får lidt hjælp fra en medicin, der blokerer en del af hjernens forsvar. Derudover skal den lille grisehjerne, som ligner vores til forveksling, skæres ud og bruges til et andet forsøg efterfølgende.

Grisescanningen er slut for denne gang. Vi siger tak til Anders Ettrup, Bente Dall og 238, fordi de lod os følge dem fra start til slut.

Sådan virker en PET-scanning

Ved en PET-scanning får man sprøjtet radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen, inden man bliver scannet. En PET-scanner bruges normalt til kræftpatienter, men konceptet med det radioaktive sporstof er mere eller mindre det samme i vores grisescanning.

I kræftpatienter bruges et sporstof, som kroppen optager på samme måde som sukker, og den radioaktive del gør, at man kan følge sporstoffets fordeling i kroppen.

Områder med kræftceller, der deler sig hurtigt og derfor optager mere sukker, vil derfor også have en højere optagelse af sporstoffet end normale celler, og derfor vil kræftsvulster træde tydeligt frem, når man scanner hele kroppen.

PET-scanning er en følsom metode, som kan påvise forandringer tidligere end traditionelle billedundersøgelser som for eksempel røntgen og CT-scanning.

I griseskanningerne sidder radioaktiviteten på et molekyle, som binder til bestemte receptorer i hjernen. Disse receptorer binder molekyler på samme måde, som hvis det ikke var radioaktivt. Derfor kan man ud fra radioaktiviteten måle bindingen til receptoren i den levende hjerne, og dermed måle hvor og hvor mange af disse receptorer, der er i hjernen.

(Kilde: Kræftens Bekæmpelse og postdoc Anders Ettrup)

Svar til Dorte.

Jeg kan ikke være uenig i det, du skriver her.
Det du skriver er en lidt mere modnet udgave, af det sidste jeg skriver. Samtidig med, at du henleder opmærksomheden på sider, der ikke er så "processkrevne", men mere direkte interagerende med det videnskabelige stof.

Som jeg også skriver, så har også jeg både lært om emner, og jeg har lært at spørge ind af ren og skær lægd interesse. Og har fået interessante svar og nye henvisninger.

Det vigtigste punkt, som både du og jeg påpeger, og som rejses af en ung debattør, er netop måden diskussionen føres på. For som det nævnes, så får ingen, og slet ikke de unge, noget udbytte af at indlæggene ser ud som "skændsmål mellem sure gamle mænd".
Det finder jeg er et modigt og progressivt udsagn.

Og mine kommentarer i den anledning er, at det har givet mig en indsigt, hvor jeg ser en forpligtelse til at vise det hensyn, at det ikke er formen, men indholdet, som er vigtig for alle.
Vi kan jo bare gribe i egen barm, hvor fejl eller blot uenighed om indhold, er blevet behandlet som gensidige personlige diskussioner.
Faktisk har jeg intet mod at blive rettet i faktuelle fejl af dig.
Det har endda været givende og har ført mig tilbage på det videnskabelige spor igen. Jeg skriver jo nærmest aldrig ud fra en aktuel forskningssituation.

Men hvis vi så kører af videnssporet og det får karakter af det personlige, så bliver det uinteressant for andre.
Og det har vi jo alle ansvar for ikke sker. Det er den særlige lære, som indlægget med denne kritik, som i særdeleshed vil få betydning for mine eventuelle fremtidige indlæg.

Hvis ikke jeg drog den lære, så ville jeg være med til at ødelægge værdien på en side, som reelt ikke har mig som primær målgruppe.
Jeg håber, at flere unge vil blande sig i debatten. Nu står der jo ikke alder på indlæggene. Men niveauet der oftest diskuteres på viser, at det er folk med en rimelig erfaring bag sig.

Medmindre du er uenig i noget af det, jeg har skrevet her, så behøver vi ikke diskutere det mere, da jeg ikke er uenig i dit indlæg.
Vi er jo ved at bevæge os væk fra strengens tema.

Men for en gangs skyld på en god måde, hvor i hvert fald jeg er blevet klogere.

Med venlig hilsen
Jens

@Jens

Jeg skrev om nogle trends jeg har set på andre web-sites, hvor der er Science-sektioner. Der er både gode science-sektioner i mange af de større netaviser såsom The Guardian mv. Og så er der et hav af debat-sektioner på mere fagspecifikke web-sites, hvor man selvfølgelig også kan deltage i debatter på selve tidsskrifternes web-sites - såsom Science, British Medical Journal mv.

Jeg ser gentagne gange, at der er fokus på, hvordan man undgår at personer "spammer" debatten for at promovere deres egne ideer, som de intet forsøg har gjort på at få afprøvet med den videnskabelige metode, således at de har fået deres ideer vurderet via peer-review, fået dem publiceret og dermed fået dem til at danne udgangspunkt for andre forskeres arbejde. Det er jo oplagt, at utrolig mange mennesker har deres egne ideer, og at det er blevet en nem mulighed lige at forsøge at få dem læst på steder såsom Science - i håb om at blive "opdaget" af læsere med videnskabelig baggrund måske?

Jeg ved ikke helt, om det er generende for de unge studerende, hvis der kører en diskussion af artikler, hvor der deltager personer, som er noget længere i deres videnskabelige "dannelse". Jeg kan ikke tro at det i sig selv har negativ indflydelse på de unge - det må afhænge af måden formidlingen / vidensudvekslingen foregår på. Men det er klart at en tone, hvor der i årevis kører stridigheder mellem personer pga. uenighed om hvad der har hvilken berettigelse i debatten også må gøre indtryk.

Jeg selv har fået meget ud af, at jeg kunne stille "naive" spørgsmål indenfor emner uden for mit eget fag og fået gode svar fra dygtige folk, der arbejder med det professionelt. Jeg vil sige, at jeg har fået mere interesse for fysik, nogle områder indenfor biologi mv - netop fordi det er interaktivt, og fordi der oftest vil være mulighed for kvalificerede svar på spørgsmål. Det er ofte tilfældet her på videnskab.dk. Og ministerierne der finansierer videnskabsformidlingen må også have interesse i, at vi generelt får præsenteret et bredt udvalg af den forskning der pågår i Danmark - og at forskerne selv tilbyder at være aktive i debatterne. I Danmark er videnskab.dk nok det sted, hvor det trods alt fungerer bedst, når det er en åben debat. Meget stor læserskare og dermed formidling ud til en stor del af befolkningen både direkte her på websitet og indirekte, fordi det anvendes af de øvrige danske nyhedsmedier også.

Generationen under mig som nu står foran universitetsvalg bliver også påvirket af de diskussioner de hører min generation have indenfor videnskab. Bare i min lille familie er vi ved at lave en helt ny klan af spirende læger, så det har altså ikke virket afskrækkende - tværtimod, når vi kan se, at de selv søger faget også...

Mvh Dorte

@Dorte

Det er jeg helt med på. Men hvis indtrykket hos de unge er, at det fortrinsvis er personer, som bruger pladsen til at nedgøre hinanden, så vil deres interesse for selv at debattere naturligvis være lav.

Nu er det kun en, der har udtalt det. Men da kommentarerne kan ses i høj grad som Tordenskjolds soldater, så er antallet af aktive nok lavere, end det kunne være. Og dermed svinder målsætningen med siden, som den er formuleret.
Rigtig mange har jo brugt siden i lang tid til promovering af egne ideer, før jeg overhovedet opdagede den. Men det kunne så ses på tidligere artikler.

Den for mig nye erkendelse af målgruppen, og måden der diskuteres på, vil givet ændre min holdning til siden. Hvilket allerede er sket i de seneste indlæg. Også de aktuelle i denne linie.

Mvh Jens

Der er jo mange læsere på videnskab.dk

Der har tidligere været tal fremme om, hvor mange der læser siderne på videnskab.dk. Det var meget høje tal. Det er svært at forestille sig, at det er domineret af brugere indenfor målgruppen - men jeg husker ikke at have læst opgørelser over, hvem der læser videnskab.dk. I alt fald bliver mange af artiklerne jo brugt som primærkilder/referencer i de øvrige danske nyhedsmedier, hvor der så er direkte link til artiklerne her på videnskab.dk. Det kunne man godt forestille sig var en anden (ældre) aldersgruppe.

I alt fald er det kendetegnende, at der ofte vil være ret kvalificerede personer som deltager i debatsektionerne - og det behøver jo ikke afspejle "prototypen" på læsere på sitet. Hvis man sammenligner med andre medier med tilknyttede "Science-sektioner" med tilhørende debattråde, så vil debatten ofte minde om den, der kører her på videnskab.dk.

Så er der mere krævende debatter på nogle af de videnskabelige tidsskrifters websites, hvor der måske er lidt anderledes regler for debattørerne. På "Science" har de f eks. en regel om, at det ikke er et rum hvor debattører må bruge lang skriveplads på at fremføre deres egne origininale ideer og på den måde forsøge at skrue debatten hen på at få fokus på deres egne ideer (side op og side ned), men at det skal dreje sig om konstruktivt at kommentere på den aktuelle artikel. Mon ikke der er mange, som forsøger at få anerkendelse for deres egne ideer på meget læste sites, hvor det ville være mere relevant, at den slags netop foregår ved at udføre forskning og forsøge at få den publiceret - og så evt. få kommentarer på artiklerne?

Personligt tror jeg, at der er en del videnskabeligt uddannede som læser videnskab.dk pga. interesse i indholdet af artiklerne og referencer til primærkilderne. Det er jo netop en sidegevinst ved at have gennemført en videnskabelig uddannelse, at man også får lettere ved at læse videnskabelige artikler indenfor andre beslægtede fag, og så kan man måske få nogle gode ideer til læsning her på videnskab.dk, hvor der præsenteres nogle af de aktuelle forskningsresultater indenfor de andre beslægtede fagområder.

Mvh Dorte

@Sofie.

De synspunkter, du giver udtryk for, især det med at mange bruger linien til at slå hinanden oven i hovedet, er fuldstændigt rigtigt. Der er nogen, både mænd og kvinder, der er lynhurtige med pennen til at dømme andre uvidende eller uden kompetence, hvis der begås en minimal fejl eller misforståelse. Jeg har selv været så irriteret over dette, at jeg har givet igen af samme skuffe, hvilket gav mig en velfortjent pause fra at skrive, mens jeg kunne undre mig over, at den samme adfærd havde været tolereret længe før jeg meldte min ankomst.
Så nu har jeg bestemt, at kan jeg ikke mødes med et ordentligt sprog eller selv fastholde et sådant, så forlader jeg simpelt hen linien.

Jeg synes dette er så meget mere vigtigt, nu hvor jeg kender målgruppen, men måske kan finde en artikel så spændende, at jeg fortsat vil ytre sig.
At rakke på andre er jo bare en måde at fremhæve sig selv. Og hvorfor? Vi skriver jo ikke her for at få Nobel prisen. Så en fejl tjener sig bedre ved venligt at blive rettet, end til et angreb mod ens faglighed.

Dejligt, at du skrev dette.
Venlig hilsen
Jens

Vi unge

@Jens Kamstrup: Artiklerne på Videnskab.dk er rigtig gode at blive klogere af, men debatten foregår i vidt omfang mellem sure gamle mænd, der kappes om at være mest bedrevidende. Det er ikke særlig inspirerende. Dertil kommer personslagsmål - folk har nogle gange meget travlt med at slå hinanden oveni hovedet i debatten herinde.
@Anders Ettrup - fedt at høre at man som studerende også kan blive involveret i forskningsprojekter som det her
Sofie

RESULTATER - eller - ÅRSAGSSAMMENHÆNG ???

JOURNALISTER GØR DETTE SITE TIL "VIDENSKABENS" REKORDBOG !!!
-----------------------------------------------------------------------------------
For mig at se burde aldersgruppen være ligegyldig, hvis man vil formidle videnskab.
---
RESULTATER ER VIGTIGE, men resultater kan ikke stå alene.
Hvor er det ligegyldigt, om noget er størst, lyser mest, er mest giftigt osv. Den slags hører hjemme i Guinness Rekordbog og er ikke så relevant på < videnskab.dk >. Det burde man måske oplyse til de skrivende journalister.
---
METODEN ER VIGTIGERE !!! -- Hvordan har man fundet ud af det ???
Det rager oftest journalisterne en papand, hvilket oftest ses i KORT NYT. Der må man oftest gå 2 trin baglæns for at finde videnskab. Den danske journalist har skåret alle relevante baggrunds oplysninger bort. Den udenlandske journalist (som den danske har kortet ned) har oftest taget så meget med, at man kan komme til kilden og få relevante oplysninger.
---
Fordummende GUINNESS-REKORDER er GUF for ikke specielt velbegavede TEENAGERE, det vil jeg give Charlotte Price Presson fuldstændig ret i. På det punkt er hun en stor psykolog !!!
---
VIDENSKAB derimod er HVORFOR og/eller HVORDAN. --- Personligt synes jeg, at det var en opgave for dette site at vække folks NYSGERRIGHED EFTER FORKLARING, og ikke at fodre dem med åndssløvende rekorder.
---
---
TIL SIDST LIDT ROS:
Af de 3 sites < forskning.no > , < forskning.se > og < videnskab.dk > finder jeg faktisk, at < videnskab.dk > er bedst.
Det skyldes, at < forskning.se > kun gengiver de objektive pressemeddelelser fra forsknings-institutionerne, samt at disse meddelelser efter min mening er temmeligt misforståede.
---
Med venlig hilsen - Steen Ahrenkiel.

Jeg har set det

Men har I noget overblik over hvor mange af målgruppen, som bruger siden? Når jeg kommenterer artikler, så er det forskere og andre med stor videnskapasitet, der skriver til og supplerer hinanden. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som kunne svare til målgruppen. Måske læser de bare og bliver inspireret.
men det er jo ingen hemmelighed, at formen på artiklerne fra tid til anden har været kritiseret.
Dette kan vel kun betyde, at andre end jeg, forventer artikler der svarer til niveauet for de underliggende kommentarer.

Jeg kritiserer naturligvis ikke artiklens form eller indhold, når jeg kender målgruppen. Men jeg synes så, at der mangler en side for det trin, som har arbejdet med tingene i mange år.

Man kan bare se på diskussionslinien herunder. Det er de samme personer, der taler sammen. Men i mangel på udfordrende indhold, går snakken/kritikken på hinandens form.
Garanteret fordi det først for en del, lige som mig selv nu opdager, at der skrives til børn og unge studerende.

Jeg vil da opfordre til, enten at der laves en side for os voksne, eller at man målrettet får unge til at deltage i debatten. Det vil nok give os andre en lidt anden rolle som en slags vejledere. Men det kan man jo også lære af.

Re: vedr målgruppe og litterært motiv

Målgruppe eller målsætning.

Fra 'stiftelsen' af videnskab.dk:
»Jeg håber, portalen kan være med til at vække de unges nysgerrighed overfor forskning. Vi har nemlig brug for flere forskere og flere med en videregående uddannelse, hvis vi skal klare morgendagens udfordringer,« sagde ministeren og kom dernæst med en opfordring til forskerne:

»Som forsker har man en demokratisk forpligtigelse til at formidle sin viden. For uden ny viden kan vores samfund ikke udvikle sig. Vi politikere kan ikke træffe de rigtige beslutninger, hvis vi ikke ved, hvad der virker. Det kan forskerne hjælpe os med.«

Helge Sander gjorde også forskerne opmærksom på, at hvis ikke de fortæller om deres forskning, vil det være svært for dem at få flere penge til deres arbejde.

»Der gives hvert år mange milliarder til offentlig forskning. Det skal vi som politikere kunne retfærdiggøre overfor befolkningen - og ofte i prioriteringen om flere sygehuse, mere hjemmehjælp eller mere forskning. Derfor skal vi alle sammen have en fornemmelse af, at der kommer noget ud af forskningen. Det får vi ved at høre forskerne fortælle om deres arbejde og de problemstillinger, de beskæftiger sig med,« sagde han.

Ud fra det vil jeg mene målgruppen er gymnasie elever, og ikke direkte aldersrelateret.

@ Jesper Kjær

På Neurobiologisk Forskningsenhed er vi altid meget interesseret i studerende med motivation for og engagement i hjerneforskning! Pt er her faktisk ikke mindre end 4 medicinstuderende på forskningsår, disse alle involveret i de kliniske studier omkring PET scanningerne. Jeg skal glædeligt fortælle dig mere om mulighederne, bare mail mig på ettrup@nru.dk.

mvh,
Anders

vedr målgruppe og litterært motiv

Tak for denne oplysning, som faktisk er meget vigtig.
Der foregår ofte meget fagspecifikke diskussioner på baggrund af artikler på denne side.
Diskussioner mellem mennesker, som har arbejdet med mange af emnerne det meste af et arbejdsliv.

Det kan jeg se nu, kan være meget indviklet, hvis man endnu ikke er startet på universitetet.
I værste fald kan det måske holde målgruppen helt væk fra siden.

Det ærgrer mig da, at jeg ikke har set, at videnskab.dk henvender sig ti 15-24 årige.

Der er jo så i visse tilfælde tale om artikler, som kræver meget af en 15-årig.

Oplysningen gør det jo mere end tvivlsomt, om man som næsten tre gange så gammel som toppen af målgruppen har noget at gøre her.
jeg forudsætter naturligvis, at oplysningen ikke kun gælder denne artikkel, men alt hvad der skrives.

Med venlig hilsen

Jens

Målgruppe

Tak for jeres kommentarer.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at Videnskab.dk's primære målgruppe er de 15 til 24-årige. Selvom forsøget i sig selv måske virker trivielt og sandsynligvis er foretaget hundredevis af gange før og siden, er meget af det stadig ny viden for de fleste 15-årige.

Desuden kan proces-historier som denne være meget brugbare i undervisningen, da de kan være med til at sætte fokus på, hvorfor vi overhovedet bruger forsøgsdyr - og desuden skyde en debat om etik og moral igang.

- Charlotte Price Persson

Jamen det er da rigtigt

Når Dorte har forklaret den nærmest indskudte sætning, som så senere gentages, så kan man se, hvad artiklen kunne have handlet om.
Sagen er nok, om den fortæller noget nyt. Og gør den ikke det, så konstaterer man blot, at legitimiteten til artiklen er et forsøg, som må være foretaget hundrerer af gange før rundt omkring på universitetssygehuse.

Hovedhistorien er at fortælle, hvordan et sådant forsøg laves og ikke at bibringe nye oplysninger til stofskiftet i hjernen.

Synes godt om

Jeg synes godt om artiklen og om Ettrups opdatering om det økonomiske. Jeg fandt det alt sammen spændende, ja måske kunne der stå lidt mere om sygdommen, der bliver undersøgt. Men for mig var det en stor oplevelse at følge processen og se billederne, og ja det hjælper nok at have kendskab til ligander og receptorer for en øget forståelse.

Til Ettrup: Jeg drømmer om at arbejde med noget lignende dit. Kan du fortælle noget om muligheder for forskningsår eller måske bare en dag, hvor jeg kan følge dig?
Jeg læser medicin på 3. semester, så der et par år, før jeg skal lave forskningsår, så derfor kunne især sidstnævnte være interessant. Jeg har fuld forståelse for afslag, forskere har travlt nu om dage, hører jeg.
mvh.
Jesper

@ Knud Pedersen

Godt med debatten her på siden og interessen om verdens mest spændende forskningsfelt!

Artiklen skal nok mere ses som et forsøg på at formidle mulighederne ved en, teknisk set meget kompliceret (og også meget fascinerende) billededannende metode, netop uden at blive for teknisk. Jeg er nok for forudindtaget til at vurdere om dette er lykkedes; men jeg kan til gengæld forsøge at svare på Knud Pedersen kommentar:

Skanneren og i endnu højere grad cyklotronen, som fremstiller den radioaktive isotop, bruger meget store mængder strøm; men ganske rigtigt er dette ikke hovedparten af udgifterne.

Lønudgifterne er dog noget højere end du gætter på, og der er lidt flere (faktisk ret mange) mennesker involveret i sådan en skanningsdag: Manden er i den hvide kittel, der nævnes kort i artiklen er radiokemiker og står for radiosyntesen af sporstoffet. Radiosyntese er dog heller ikke trivielt, og oftest arbejder de to på denne. Artiklen nævner ikke farmaceuten, der analyserer blodprøverne bl.a. med HPLC sideløbende til scanningerne, fysikerne som kører cyklotronen og datalogerne som håndterer og behandler de meget store mængder billeddata, som kommer ud af hver enkelt skanning. Dertil kommer, at langt de fleste involverede i sådan en dag bruger tid langt udover selve skannigndagen på forberedelse, dataanalyser etc. Radiokemikerer bruger en del tid op til skannninger på at teste radiosyntesen, hvor fysikerne derfor også er i gang. Farmaceuten og humanbiologen bruger den absolutte broderpart af arbejdstiden på den efterfølgende (ej heller trivielle) billedbehandling og dataanalyse. At selve grisen koster 1000 kr. fortæller heller ikke at det derudover koster væsentligt meget mere at have den opstaldet, passet inden og opereret på skanningsdagen. Fokus i artiklen er selvfølgelig bare på selve skanningensdagen.

Og lønnen er ikke det hele; en lige så stor del af budgettet for en skanningsdag er stadig selve produktionen af sporstoffet: En afdeling som laver GMP produktion af radioaktive sporstoffer med udgangsstoffer produceret af kernereaktor on-site samt laboratorium til bl.a. HPLC anaylse af disse er ikke billig at holde. Og derfor koster denne produktion af sporstoffer også rigtig meget.

60,000 kr. er altså et prisen på en skanningsdag, når alle de associerede udgifer er medregnet, også dem, som ikke 'afholdes' på dagen. Sådan en pris vil selvfølgelig variere fra projekt til projekt (man kan både have flere og færre scanninger - og produktioner - end to på en skanningsdag) og fra sporstof til sporstof (hvor kompliceret og dermed tidkrævende og dyrt det er at udvikle).

Håber dette opklarede lidt.

mvh,
Anders

gris.

Artiklen er interessant,men hvordan kan det koste 60.000kr.? Ander+sygeplejerske+Bente Dall=lønudgift for dagen max 6000+gris 1000kr. Hvor bliver de sidste 53000kr af. Så meget strøm bliver der ikke brugt. Knud Pedersen.

Tak til Dorte Wulff Dahl.

UFORSTÅELIG JOURNALISTIK:
---
Desværre må jeg give Jens Kamstrup Larsen ret i, at det i ovenanførte artikel er aldeles umuligt for ikke blot almindelige mennesker, men også personer, der burde have en vis indsigt, at finde nogetsomhelst andet indhold end historien om, hvordan man slagter en gris på Rigshospitalet !!!
Tænk, at der i "grisehistorien" virkelig var gemt nogle få linier indeholdende en text, der burde være forståelige for videnskabsmænd. Det skal tilstås, at jeg heller ikke havde opdaget disse linier. Derfor tak til Dorte!
---
Egentlig forstår jeg så udmærket, at hele både forhistorien og forløbet har gjort et stort indtryk på journalisten. Imidlertid må man formode, at hovedformålet med er at formidle det videnskabelige indhold, og ikke journalistens følelsesmæssige oplevelser ved at se et "laboratorium".
Ulykkeligvis er det helt almindeligt, at journalister skriver side op og side ned om alt muligt, så pointen i historien drukner totalt.
---
Faktisk har jeg lige gjort opmærksom på dette almindelige journalistiske problem i en kommentar til , hvor den pågældende artikel nu tværtimod var yderst koncentreret. men på en uheldig måde, der også gav problemer med forståelsen. --- [ Når man kritiserer, at en artikel er "for koncentreret" (egentlig "for uordnet"), så kan man ikke undlade at gøre opmærksom på, at problemet plejer at være det modsatte. ]
---
Til skrev jeg, at man burde lade en gymnasieelev gennemlæse enhver artikel én gang, og hvis vedkommende herefter havde forstået det videnskabelige indhold, så var/er artiklen vellykket.
---
Med venlig hilsen Steen Ahrenkiel, civ.ing., læge.

Der forklares, hvordan man opnår viden om behandlingsmetoder

Jeg synes, det står ret pædagogisk, hvad der beskrives i artiklen.

Hjernesygdomme og almindelige reaktioner i hjernen er blandt andet et samspil mellem ligander, der sætter sig på receptorer på/i hjernecellerne, og når disse bindinger sker til en given receptor, kan der så ske ting og sager. (Liganden kan hhv fremme eller hæmme disse processer.)

Når man skal forske i hjerneprocesser, hvor en bestemt receptortype er involveret, skal man altså udvikle ligander, der kan passere blod-hjerne-barrieren, hvis de skal kunne testes på mennesker. (Ellers skulle de sprøjtes direkte ind i hjernen.) Og så skal man jo også have bekræftet, at de rent faktisk binder sig til den givne receptor.

Citat fra artiklen:

"I dag kigger vi på ’adrenerge’ α1-receptorer, som bliver aktiveret, når adrenalin binder til dem. Disse receptorer formodes at hænge tæt sammen med mange hjernesygdomme. Vi afprøver en ligand, som er blevet særligt udviklet til at binde til netop disse α1-receptorer.

Hvis vi kan måle denne receptor i den levende hjerne, har vi nemlig skabt et instrumentbræt – hvor man eksempelvis kan måle og skrue op og ned for dosis af potentielle lægemidler. De bliver nemlig brugt til at aktivere eller blokere receptoren i patienter" (citat slut)

Man undersøger altså nogle muligheder for at undersøge effekten af specifikke ligander in vivo. Disse forsøg kan bidrage med viden om, hvorvidt det kan være konstruktivt at udvikle et lægemiddel, som kan passere blodhjernebarrieren og binde sig til den specifikke receptor for at hæmme eller aktivere den. Det kan også være trin før udviklingen af et lægemiddel, hvor man fortsat er interesseret i at undersøge effekten af en specifik receptor, for at se, hvor stor indflydelse den har på sygdomme.

Det kræver ikke meget fantasi, at man kan bruge den rette ligand til at afprøve effekten af den på dyr, som har en given analogi til en sygdom - hvor man så kan undersøge påvirkningen af forskellige koncentrationer af liganden.

Artiklen giver et indtryk af, hvordan forskningen foregår i praksis. Simpelthen en af de metoder, som kan give øget viden om hjerneprocesser og dermed øgede muligheder for at kunne udtale sig om hjernesygdomme og behandlingsmuligheder.

Sådan hjælper undersøgelser af grisens hjerne behandlingen.

Der bygges en spænding op i denne artikel, som får en til at tænke: gad vide om vi når substansen.
Det gør vi da heller ikke. Beskrivelsen af transporten og håndteringen af grisen tager hele pladsen.
Ved læsning af nyhedsbrevet og denne artikels overskrift skabes en forventning om, hvilke faktorer der fører til fremskridt i behandlingen af syge menneskehjerner.
Desværre bliver der ikke plads til dette. Artiklen har karakter af begyndelsen til en kriminalroman tilført en smule ironi.
Og det er så det.
Derhenvises til nogle medicinske termer, som bliver gentaget i en tekstbox.
Kunne man forestille sig beskrivelsen af behandlingen af en menneskehjerne på samme måde? Næppe.
Man fristes til at spørge, hvad skal denne artikel lære mig?

Seneste fra Krop & Sundhed

Køb køb køb

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg