Forskere ved University of Guelph i Canada peger på, at safran, ginseng og yohimbine (fra Yohimbe træer i Vestafrika) har en positiv effekt på seksuel udholdenhed og kan give forøget sexlyst.
Forskerne har udvalgt de største eller mest valide blandt flere hundrede undersøgelser af naturlige stimulanser af sexlivet (også kaldet afrodisiaka).
Forskerne gennemgår resultaterne i en artikel, som bringes i det videnskabelige tidsskrift Food Research International.
»Afrodisiaka er blevet brugt i tusinder af år rundt omkring på jorden, men videnskaben bag er aldrig blevet klart angivet,« siger Massimo Marcone, professor ved Department of Food Science ved University of Guelph i Canada – og en af forfatterne på artiklen, i en pressemeddelelse.
Ellids Kristensen, overlæge og klinisk lektor ved sexologisk klinik, betegner artiklen som seriøs og hilser forskning i, hvad urter kan gøre for sexlivet, velkommen.
Mange har ikke lyst til sex
En tredjedel af danske kvinder har ikke lige så meget lyst til sex, som de gerne ville have.
»Problemet er mindre for mænd, men faktisk kommer en tredjedel af de henvendelser, vi får på Sexologisk klinik, fra mænd,« siger Ellids Kristensen.
Mens konventionel medicin som Viagra kan kurere erektionsproblemer, findes der endnu ikke et middel på markedet som virker mod manglende lyst, forklarer overlægen. Derfor giver det god mening at undersøge urter for en lystskabende effekt.
Urtemedicin kan både give flere eller færre bivirkninger, men da det ikke kræver recept, er der også en større tilgængelighed.
»Tilgængeligheden er både en fordel og en ulempe. Psyken spiller ofte en meget stor rolle ved manglende lyst til sex, og der vil naturmedicin heller ikke hjælpe,« siger Ellids Kristensen.
Medicin virker oftest kun, når der er tale om fysiske problemer som eksempelvis overgangsalderen eller lystmangel, der er en bivirkning ved anden medicin, man tager.
Afrodisiaka giver effekt
Seks nyere, større undersøgelser, de canadiske forskere har gennemgået, peger på, at ginseng giver øget seksuel ophidselse hos kvinder i overgangsalderen samt en forbedring af erektionsevnen hos mænd.
»Effekten er dog slet ikke så signifikant, som vi ser ved PDE5-hæmmere som Viagra og Cialis, men det havde man næppe ventet,« siger Ellids Kristensen.
Resultaterne omkring effekten af safran er også postive, men mere tvetydige.
Forskerne ser også indikationer på stigende lyst ved indtagelse af yohimbine (som findes i barken på et vestafrikansk træ), samt blomsten muira puama, maca-rod og chokolade.
Professor Marcone mener dog, at alle resultater bør underbygges af forskning med flere store, kliniske forsøg, før man endeligt kan konkludere på naturmedicinens effekt på sexlivet.
For lidt penge i naturmedicin
Naturmedicin mangler typisk videnskabeligt belæg for sin effekt.
»Forskning på mennesker inden for naturmedicin mangler, fordi den type forsøg er dyre,« fortæller Lene Gudiksen, der er farmaceut og nyligt pensioneret lektor ved Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet.
Mens den traditionelle medicinske forskning i Danmark kan trække på fonde hos Lundbeck og Novo Nordisk, har firmaer, der producerer plantemedicin, svært ved at finde eksterne midler.
»Universiteterne er afhængige af eksterne midler til store forskningsprojekter som kliniske forsøg med mennesker, og der er slet ikke lige så store pengeinteresser i plantemedicinen, derfor er forskningen mangelfuld,« forklarer hun.