BØH!
Hvis du var ved at falde ned af stolen, da du læste dette angstprovokerende ord, og du ikke umiddelbart kan spore oplevelser fra din fortid, der skulle gøre dig mere ængstelig end gennemsnittet, så kan der være en anden forklaring.
For graden af ængstelighed er til en vis grad arvelig. Indtil i dag har det dog været uklart, hvad det er for nogle gener, der styrer vores grad af ængstelighed, men det er nu lykkedes et europæisk forskerhold med deltagelse af den danske psykolog Peter Hartmann at få indkredset et af dem.
Genet hedder COMT. Og nu viser forskerne, at genets komposition spiller en rolle for, hvordan et menneske vil reagere på angstprovokerende begivenheder.
COMT-genet findes i to forskellige udgaver (alleler) af genet, nemlig COMT-Met og COMT-Val. Enten har man to Met-alleler, to Val-alleler eller også bliver man født med en af hver.
Og her har forskerne fundet ud af, at mennesker, der har et gen, som er opbygget af to COMT-Met-alleler, har en større tendens til at blive forskrækkede, når de bliver udsat for angstprovokerende billeder.
Undersøgelsen blev gennemført på 96 tyske kvinder, som overvejende var psykologi-studerende. Hver deltager blev placeret foran en skærm med høretelefoner på, og på ringmusklen ved øjet fik de fastgjort en elektrode, som kunne måle åbne-og lukke-funktionen af øjet. Muskelaktiviteten omkring øjet blev så taget som et indirekte mål for, hvor stor forskrækkelsen var hos den enkelte deltager.
På skærmen blev kvinderne præsenteret for billeder, som enten ville fremprovokere en behagelig reaktion (en baby, et dyr, et familiemedlem), en neutral reaktion (en stikkontakt, en hårtørrer) eller en ubehagelig reaktion (våben, lemlæstede personer fra en voldsscene). Efter hvert billede blev hver deltager udsat for en høj biplyd, og forskerne noterede sig så, hvor kraftigt forsøgspersonen havde reageret på lyden.
Parallelt med testen fik kvinderne med et celleskrab i munden testet, hvordan deres genkombination af COMT-genet, tog sig ud. Og her blev det tydeligt, at de kvinder, som havde et gen, der alene bestod af COMT-Met alleller, reagerede med den største forskrækkelse.
Det er vores ængstelighed, der gør, at vi er bange for slanger og vi holder os væk fra dem.»Vores forskning understreger, at angst er arvelig. Men det ville være naivt at tro, at ængsteligheden ene og alene er styret af et enkelt gen. Så vi er kun kommet et lille skridt nærmere i at forstå, hvad det er i vores genetiske bagage, der styrer vores angst,« siger Peter Hartmann, som udførte sin del af forskningen på Aarhus Universitet, men er i dag ansat som psykolog på Dansk Psykologisk forlag.
Forskningen er stadig i sin spæde vorden, og det er ifølge Peter Hartmann begrænset, hvad man kan bruge gentesten for ængstelighed til i dag. Det er først, når man får et klarere billede af, hvilke andre gener, der også spiller en rolle for angstbearbejdelsen, at det for alvor kan blive interessant.
Så kunne man for eksempel forestille sig at bruge det som et ekstra værktøj til at finde ud af, hvordan en jobansøger fra biologisk hånd er skruet sammen, når det drejer sig om ængstelighed.
»Det er vigtigt at slå fast, at en stor grad af ængstelighed ikke nødvendigvis er et dårligt karaktertræk at have, men tværtimod kan være en kvalitet. Det er for eksempel vores ængstelighed, der gør, at vi er bange for slanger og vi holder os væk fra dem,« siger Peter Hartmann.
Ængstelighed i erhvervslivet kan ifølge Peter Hartmann også være hensigtsmæssigt, hvis man som ansat skal være i stand til at kunne opfange faresignaler, der for eksempel kan lede til konkurs.
På sigt håber Peter Hartmann også, at en større viden om de gener, der ligger til grund for vores angstfølelse, kan forbedre behandlingen af fobier, altså hvor ængsteligheden er kammet over og blevet til en decideret angstlidelse.
»I dag bruger man ofte en bredspektret behandling i psykiatrien, og man ved ikke præcist, hvordan den virker, og den medicinske behandling er ofte forbundet med bivirkninger. Med ny viden om genernes rolle for angst, håber vi på sigt, at kunne inspirere medicinalfirmaer til at lave mere målrettet medicin, som rammer selve årsagen til sygdommen,« siger Peter Hartmann.
Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift 'Behavioral Neuroscience'. Det er Peter Hartmanns tyske kolleger Martin Reuter og Christian Montag, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
