Forskere: Ufagligt, at voksne snydes for tilskud til psykolog
Personer over 38 år kan ikke få tilskud til psykologbehandling for angst. Men den øvre aldersgrænse for tilskud er ufaglig og bør fjernes, mener flere forskere og Dansk Psykolog Forening.
angst psykolog behandling voksne 38 år tilskud støtte

I dag kan 18 til 38-årige få økonomisk støtte til behandling for angst hos en psykolog. Men angst forekommer også hos voksne over 38, påpeger flere forskere, som mener, at vi bør fjerne den øvre aldersgrænse. (Foto: Shutterstock)

Angst kan være en invaliderende sygdom, og det er den lidelse, der ifølge Sundhedsstyrrelsen sender flest danskere på førtidspension.

Behandling og pension til personer, der lider af angst, koster desuden samfundet 9,3 milliarder kroner hvert år, viser tal fra Dansk Psykolog Forening.

Alligevel kan danskere over 38 år ikke få tilskud til psykologbehandling.

Historien kort:
  • I dag kan personer mellem 18 og 38 år få 60 procent af deres udgifter til angstbehandling hos en psykolog dækket.
  • Men tilskuddet burde også dække danskere over 38 år, mener flere forskere og Dansk Psykolog Forening. 
  • Danskere over 38 år, har ifølge dem for få behandlingstilbud, og en udvidelse af tilskuddet vil kunne spare samfundet for flere millioner kroner årligt.

Tilskuddet gælder i dag de 18 til 38-årige, og den nedre aldersgrænse er allerede blevet kritiseret af flere forskere i artiklen Forskere: Giv børn tilskud til psykolog og spar penge.

Nu langer flere eksperter også ud efter den øvre aldersgrænse, der forhindrer danskere over 38 år i at få økonomisk støtte til angstbehandling hos psykolog. 

»Vi bør fjerne aldersgrænsen, der overhovedet ikke giver mening. Vores forskning og erfaring viser, at der er mange ældre, som lider af angst, og de bliver ikke favnet nogle steder,« siger Mikael Thastum, der er professor på Psykologisk Institut og arbejder på Angstklinikken i Aarhus.

Han møder opbakning hos andre forskere og Dansk Psykolog Forening, der har lavet en rapport, som viser, at vi potentielt kan spare millioner af kroner hvert år ved at fjerne den øvre aldersgrænse.

»Der mangler en faglig begrundelse«

Grænsen, for hvem der kan modtage tilskud til psykologbehandling mod angst, handler ikke om faglighed, men om økonomi, mener Mikael Thastum.

»Der er ingen faglig fornuftig begrundelse for aldersgrænsen. Det er ren økonomi. Hvis man er over 38, betyder det jo ikke, at man ikke får angst eller depression,« forklarer han.

Den samme opfattelse går igen hos professor Esben Hougaard fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

»Aldersgrænsen på 37 år giver ikke mening ud fra en professionel eller videnskabelig betragtning. Effekten af terapi hos en psykolog er ikke aldersafhængig, så aldersgrænsen er begrundet i økonomi alene,« siger han.

Psykologer: Udvid ordningen og spar millioner

Hos Dansk Psykolog Forening er man også uforstående over for aldersgrænsen på de 38 år.

angst psykolog behandling voksne 38 år tilskud støtte

Mange lider i dag af social angst, men tør først søge behandling sent i livet. Derfor bør der være tilskud til angstbehandling, efter man er fyldt 38, mener Mikael Thastum. (Foto: Shutterstock)

»Der er ingen faglig begrundelse for, at man skulle have mindre behov for behandling som 35-årig end som 45-årig. Der er mange danskere over 38, som har angst og behov for behandling, og dem er der ikke nok tilbud til,« siger formanden for foreningen, Eva Secher Mathiasen, og tilføjer:

»Det handler om, at politikerne ikke ønsker at prioritere området økonomisk, selvom det faktisk kan betale sig i det lange løb.«

Ifølge en ny rapport fra Dansk Psykolog Forening kan vi spare mange penge på at fjerne den øvre aldersgrænse.

Rapportens beregninger er lavet ud fra, at regeringen i 2011 fjernede aldersgrænsen for tilskud til behandling af depression.

Det har ifølge rapporten fra Dansk Psykolog Forening sparet det danske samfund for 300 millioner kroner hvert år siden 2011, fordi 30 procent færre fik førtidspension på grund af depression.

»Derfor forventer vi, at det samme vil ske, hvis vi fjerner den øvre aldersgrænse for, hvem der må få tilskud til angstbehandling,« siger Eva Secher Mathiasen.

Minister: »Det er muligt, at vi udvider ordningen«

Den fungerende sundhedsminister, Karen Ellemann, mener, at tilskuddet til behandling hos psykolog er et godt redskab til at hjælpe nogle af de grupper, der lider af angst.

»Det er helt afgørende, at man kan få den rette hjælp, hvis man bliver ramt af angst. Her er psykologordningen et af de tilbud, som nogle angstramte kan have gavn af,« siger Karen Ellemann, der er sundhedsminister, mens Ellen Trane Nørby er på barsel.

Hun påpeger samtidig, at forskellige grader af angst kræver forskellig behandling.

»Mennesker med svær angst skal have tilbud om behandling i psykiatrien i regionerne, mens andre kan have gavn af behandling hos en psykolog via tilskudsordningen,« siger hun.

Hun vil dog ikke afvise, at tilskuddet til behandling af angst for voksne over 38 år kan udvides.

»Det er muligt, at vi skal se på aldersgrænsen for tilskud til angstramte. Sundhedsministeriet er derfor også i gang med at undersøge, hvad det vil koste at udvide ordningen til at omfatte flere,« siger hun.

Psykiater er skeptisk

Det er dog ikke alle, der mener, at en udvidelse af tilskudsordningen til behandling af angst er en god idé.

»I en ideel verden er der tilskud til alle, men vi skal jo både tænke på økonomien og behandlingens effektivitet,« siger Marianne Breds Geoffroy, der er ph.d. og speciallæge i psykiatri.

Angst i tal og effekten af samtaler hos psykolog
  • Hver femte dansker rammes af angst i løbet af livet.

  • Førtidspension på grund af angst er steget med 40 procent siden 2013.

  • Psykologsamtaler er den mest effektive behandling mod moderat angst og depression.

  • Behandling hos psykolog er langt billigere for samfundet end medicinsk behandling i psykiatrien.

Kilde: Dansk Psykolog Forening

Hun er enig i budskabet i Videnskab.dk's tidligere artikel om, at børn under 18 år også skal have tilskud til psykolog gennem staten, men hun mener ikke, at det samme tilbud bør gælde voksne over 38 år.

»Der er ikke lige så mange, som debuterer med angst i så sen en alder som 38 år og dem, der gør, har ofte mulighed for at få samtaler med en psykolog via arbejdspladsen,« forklarer hun.

Hvis der alligevel skulle være nogen, der ikke kan finde et tilbud om hjælp, kan de altid søge læge, mener Marianne Breds Geoffroy.

»Man kan altid gå til lægen og blive henvist til psykiatriske ambulatorier, hvor man kan få gratis tilbud om et angstpakkeforløb til voksne,« siger hun.

Danskerne døjer med angst

Dog står det klart, at systemet ikke fungerer som det er nu, mener Eva Secher Mathiasen fra Dansk Psykolog Forening.

Hun henviser til Sundhedsstyrrelsens seneste kortlægning af danskernes mentale sundhed, der viser, at 2.000 årligt får førtidspension på grund af angst.

Især arbejdsmarkedet og dansk økonomi har meget at vinde på at udvide tilbuddet til angstramte, mener også Mikael Thastum.

»Angst er den lidelse, der er dyrest i forhold til tabt arbejdsevne, fordi folk sygemelder sig. Derfor er det vigtigt, at der er et tilbud til de her mennesker. Det er meget kortsigtet ikke at sætte penge af til det her,« afslutter han.