Annonceinfo

Forskere: Sådan snød Penkowa med sine data

ForskerZonenHjerneforsker Milena Penkowa er mistænkt for at svindle med sine data. Videnskab.dk afslører her, hvordan hun arbejdede og kommer med konkrete eksempler på, hvor hun kan have snydt.

Hjerneforsker Milena Penkowa er blevet meldt til Udvalgende for Videnskabelig Uredelighed efter mistanke om, at hun har fabrikeret og manipuleret forskningsresultater.

Fabrikerede data, opfundne dyr og sjusk med forskningsmetoder.

Anklagerne mod Milena Penkowa er alvorlige og førte til, at hun i 2010 blev meldt til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed af Københavns Universitet.
 
Videnskab.dk har talt med en række forskere i miljøet, der har haft en tilknytning til Milena Penkowa – enten som kollega, samarbejdspartner eller bedømmer af hendes forskning. Nogle af dem er i fuld gang med at gennemgå hendes studier og er i den forbindelse faldet over flere publikationer, hvor de vurderer, der er sket fusk og snyd.

Videnskab.dk tegner her et billede af, hvad Milena Penkowas forskning gik ud på, og kommer med konkrete eksempler på, hvad der giver anledning til anklagerne om snyd, og hvordan hun kan have båret sig ad.

Hvis vurderingerne er rigtige, har hun ikke kun snydt i den enkeltstående sag, hun er indklaget for. Så er svindlen noget, der går igen i mange af hendes videnskabelige publikationer.

Forskede i at beskytte nerveceller

Penkowa arbejdede med et område, der har relevans for mange patienter, nemlig regeneration og beskyttelse af nerveceller mod skader i hjernen. Nerveceller kan dø, hvis de bliver udsat for skader, og de resterende kan ikke dele sig bagefter.

Er skaden først sket, er der intet, man kan stille op. Det fortæller professor Morten Møller fra Institut for Neurovidenskab og Famakologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved KU.

Fakta

Milena Penkowa fik i 2003 underkendt sin doktordisputats af et bedømmelsesudvalg, der mistænkte hende for snyd og såede tvivl om, hvorvidt hun havde gennemført forsøg på 784 rotter på Panum Instituttet, som hun skrev i afhandlingen. Det har siden vist sig, at de pågældende dokumenter var forfalskede.

»Konsekvensen er en uoprettelig skade i hjernen, som end ikke kan repareres, hvis hjernen rummede stamceller. Det er vigtigt at forsøge at finde måder at beskytte nervecellerne på, så risikoen for at få skader er minimal,« siger han.

Vidundermiddel mod alskens sygdomme

Nerveceller kan blive beskadiget på mange forskellige måder, f.eks. som en følge af iltmangel, kaldet anoksi, manglende blodforsyning, kaldet iskæmi, eller ved tryk og forfrysninger.

Også mange uhelbredelige sygdomme, som Parkinsons sygdom, multipel sklerose og Alzheimers sygdom, kan give nerveskader, ligesom man også finder det ved hjernekræft.

Professor, dr. med. Albert Gjedde, der er leder af instituttet, kender detaljerne i Penkowas arbejdede.

»Hovedemnet i Penkowas forskning var studier af proteinstoffet metallothionein, som hun mente havde en beskyttende virkning på hjerneceller i forbindelse med skader. Hun offentliggjorde den første videnskabelige artikel om det tilbage i 1995,« fortæller Albert Gjedde.

Penkowa udbygger kendt teori

Teorien om proteinstoffet metallothioneins beskyttende effekt er ikke ny. Den blev allerede fremsat tilbage i 1990 af den spanske fysiolog Juan Hidalgo og hans kolleger ved Universitetet i Barcelona.

Figur 1 i artiklen 'Astrocyte-targeted expression of IL-6 protects the CNS against a focal brain injury' viser ifølge fagekspert også en utroligt lav varians.

Milena Penkowa gik skridtet videre og udbyggede sin teori ved at påstå, at stoffet også kunne bremse eller måske ligefrem behandle en række uhelbredelige hjernesygdomme.

Ved en hjernelæssion eller et udbrud af en hjernesygdom opstår der en art betændelsesreaktion i hjernen, der kan føre til programmeret celledød, og Milena Penkowa arbejdede ud fra den teori, at metallothionein kan dæmpe denne reaktion.

»Penkowa mente, at hun ved at behandle med metallothionein kunne reducere antallet af immunceller og dermed også nedsætte skadesomfanget,« fortæller lektor på instituttet Anders Hay-Schmidt, der var Penkowas kollega.

Farvede og talte immunceller

Penkowa forsøgte at underbygge sin teori ved at gennemføre en række forsøg med mus, der var genetisk manipulerede, så de var ude af stand til at producere metallothionein.

I nogle forsøg påførte Penkowa og hendes kolleger mus fryselæsioner i hjernen ved hjælp af en klump tøris, som de tog op med en pincet, hvorefter de holdt den oven på musens kranie i nogle sekunder. I andre forsøg påførte hun musene forskellige former for sygdomme, der under et kaldes for allergiske hjernebetændelser.

Når hjerneskaden var opstået, sprøjtede hun store mængder af metallothionein ind i dyrenes bughule. Metallothionein blev herefter transporteret rundt i kroppen og passerede via en blod-hjernebarriere ind i hjernen, hvis barrieren var gennembrudt af sygdommen.

Denne figur optræder i artiklen 'Astrocyte-targeted expression of IL-6 protects the CNS against a focal brain injury.' fra 2003. Ifølge den anonyme kilde er variansen på dataene så lille, at den visse steder ikke er synlig.

Penkowa kunne nu undersøge, om stoffet fik flere nerveceller til at overleve.

Hendes speciale var at kigge på de beskadigede områder af hjernen og lave snit af dem – altså skære skiver af hjernen. Disse skiver farvelagde hun på en måde, der fremhævede forskellige immunceller, så de kunne tælles.

»Ved at tælle antallet af immunceller, kunne hun få en indikation af, hvorvidt behandling med metallothionein har en gavnlig effekt på nervecellerne,« siger Albert Gjedde.

For godt til at være sandt?

Albert Gjedde vil som institutleder og tidligere chef for Milena Penkowa ikke gå ind i, hvor man mener at hun har fusket, og det afstår de andre navngivne kilder i artiklen også fra. Men Videnskab.dk har talt med en højt kvalificeret kilde, der ønsker at være anonym. Den pågældende har fundet flere videnskabelige artikler fra Penkowas hånd, der ser mistænkelige ud. En af dem stammer helt tilbage fra 1999.

»Et gennemgående træk ved artiklerne er, at de opgivne data har en utroligt lille varians,« konstaterer kilden.

Varians i forsøgsdata er et udtryk for to ting. Dels vil to mus eller to rotter ikke være ens, og dels vil der være en måleusikkerhed på målingen af det enkelte dyr.

»Figur 3 i artiklen Specificity and Divergence in the Neurobiologic Effects of Different Metallothioneins After Brain Injury fra 2000 viser en absurd lav varians i celleantal.« siger fageksperten. Variansen er markeret med de lodrette streger på hver søjle.

Der vil derfor altid være varians i et datasæt, og det er teknisk set særdeles usandsynligt, at man kan skabe resultater med så lille en varians, som tilfældet er i Milenas publikationer. Selv data fra organer, der varierer meget fra individ til individ, optræder utroligt ensartede i hendes studier.

»Det giver en stærk mistanke om, at data er fabrikerede,« pointerer kilden, der er ekspert i at vurdere den form for data.

»Dygtighed er ikke forklaringen«

En af de videnskabelige artikler, hvor denne erfarne forsker har mistanke om snyd, har titlen ”Role of metallothionein-III following central nervous system damage” fra 2003 og optræder i det videnskabelige tidsskrift ’Neurobiology & Disease”.

Artiklens pointe er, at metallothionein-III ikke påvirker betændelsesreaktionen i hjernen, som variationerne af stoffet I og II gør. I artiklen viser en figur et komplet sammenfald mellem kontroldyr og dyr, der er manipuleret til at mangle MT-III. (Se illustration nummer to her på siden).

»Der er faktisk to kurver, men sammenfaldet mellem kurverne er så stort, at det dårligt kan ses. Sådan et sammenfald virker højst usandsynligt. Jeg mener, der er stor sandsynlighed for, at der er tale om regulær svindel med et så perfekt sammenfald mellem de to grupper af dyr,« siger eksperten.

Variansen er usynlig

En anden artikel, der ser mærkelig ud, stammer helt tilbage fra 1999 og har titlen ”CNS Wound Healing Is Severely Depressed in Metallothionein and II-Deficient Mice,« som Penkowa er førsteforfatter på.

citatPenkowas store svaghed er, at hun overhovedet ikke lytter til faglig kritik. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle hende noget. Hun ved bedst selv.
- Morten Møller

»Den første figur i denne artikel har også utroligt lav varians. Faktisk så lav at den visse steder ikke er synlig, og sådan er virkeligheden meget sjældent,« siger kilden. (Se illustration nummer et her på siden).

I det hele taget skulle de bjælker, der angiver spredningerne på Penkowas målinger i diverse artikler, være mistænkeligt små og kan ikke forklares med, at Milena Penkowa er exceptionelt dygtig.

»Man kan jo heller ikke få en flok soldater til at være mere ens i højden ved at være dygtig til at måle. Soldaters højde varierer nu engang, som de gør,« siger eksperten.

Hendes procedurer får kritik

Hjerneforskerens data er altså ifølge kilden lidt for gode til at være sande, men Penkowa selv har over for flere medier bedyret, at de er rigtige nok. Det er blot hendes kolleger, der ikke forstår hendes metoder.

Den forklaring køber professor Morten Møller fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ikke. Han er neuroanatom og fagkyndig i at tælle celler i hjernen, og han har gennem årene åbenlyst kritiseret Penkowa for hendes brug af forskningsmetoder.

»Jeg var oprindeligt ganske imponeret over denne unge, dynamiske, udadvendte kvindelige forsker, der fik nogle fantastiske data, som umiddelbart så fine ud. I forbindelse med, at fakultetet skulle udnævne en ’superadjunkt’ blev jeg bedt om at være bedømmer,« fortæller han og fortsætter:

Figur 2 i artiklen "Role of metallothionein-III following central nervous system damage” fra 2003 viser et komplet sammenfald mellem kontroldyr og dyr, der er manipuleret til at mangle Metallothionin-III. Sammenfaldet mellem kurverne er så stort, at det dårligt kan ses. Sådan et sammenfald er ifølge en fagekspert meget usandsynligt.

»Mens jeg sad og læste, fik jeg store panderynker over den måde, hvorpå Penkowa udvalgte sit hjernevæv og talte sine celler. Selve metoderne var heller ikke beskrevet godt nok, og det hele virkede meget mystisk. Ud fra det, jeg så, blev min indstilling ikke særlig positiv.«

Omhyggelighed er afgørende

Milena Penkowas benyttede en metode kaldet immunhistokemi til at synliggøre celler, der rummer bestemte proteiner i hjernen. Hun talte, om antallet af såkaldte immunreaktive celler ændrer sig i en beskadiget hjerne i forhold til en rask kontrolhjerne.

En afgørende forudsætning for at kunne sammenligne tællinger er, at man som forsker er konsistent med, hvor man lægger sine snit, samt at man overholder bestemte regler omkring snittykkelse og afstand mellem snittene i forhold til den hjernestruktur, man studerer.
 
Men den slags klokkeklare regler var Milena Penkowa tilsyneladende helt ligeglad med.

»Hendes snit var ikke repræsentative og for få til at lave ordentlige tællinger på, og hun gik ind og lavede en subjektiv udvælgelse af snittene, så hun nøjedes med at analysere på dem, der passede med hendes hypoteser,« siger Morten Møller.

En celle er ikke bare en celle

Videnskab.dk har også talt med en professor fra et andet dansk universitet, der er specialist i den metode, Milena Penkowa har brugt, og han er helt enig med Morten Møller i hans overvejelser.

»Jeg giver Morten Møller fuldstændigt ret. På det her område er hun metodologisk meget svag,« siger den pågældende kilde, som på grund af sagens følsomme natur også udbeder sig anonymitet.

citatMilena Penkowa var god til at profilere sin forskning i Danmark, men på internationalt plan var hun og hendes forskningsresultater ikke lige så fremtrædende. Jeg er blandt dem, der indtil for nylig har levet i lykkelig uvidenhed om metallothioneins 'store betydning'. Efter min vurdering er området, som hun har beskæftiget sig med og de tidsskrifter, der er offentliggjort i, nærmest det, man kalder et nicheområde.
- Albert Gjedde

Den måde, Penkowa forsøger at vride tal ud af sine snit på angående antallet af celler, er ifølge professoren en meget gammeldags metode, der typisk kun går godt i to ud af tre tilfælde. Penkowas gammeldags metode tæller antallet af celleprofiler, ikke celler, hvorfor metoden også er afhængig af cellernes størrelse, deres form og deres retning.

»Den slags tog hun slet ikke hensyn til. Hvis metoden skal virke, skal hun enten sammenligne tællinger i to tynde nabosnit, eller også lave en optælling ved at scanne sig igennem et tykkere snit. Hun gør ingen af delene. Derfor vil hun ofte drage forkerte konklusioner.«

Kommentar fra Milena Penkowa

Videnskab.dk har kontaktet Milena Penkowa for at få en kommentar til forskernes vurderinger, men hun ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

»Jeg har drøftet dit forslag med rette rådgivere og konklusionen er, at det vil være forkert -på nuværende tidspunkt - at svare til andre parter end UVVU, idet UVVU pt behandler spørgsmålet aktivt og skal have lov til at nå frem til deres afgørelse uden at andre fora indblandes utidigt.

Jeg vil personligt og naturligvis gerne give jer mit fyldestgørende svar - eventuelt i samme detaljeringsgrad og volumen, som det er leveret til UVVU - når UVVU har afsluttet deres arbejde,« skriver Milena Penkowa i en mail.

UVVUs behandling forventes at vare mellem et halvt til et helt år.

Talte celler i det forkerte område af hjernen

I artiklen 'Metallic gold reduces TNFα expression, oxidative DNA damage
and pro-apoptotic signals after experimental brain injury'
tæller Milena Penkowa immunreaktive celler i et område af hjernen kaldet hippocampus.

Men det område som er markeret som tælleområde på billedet i artiklen (den nederste sorte boks i figuren), rummer ikke hippocampus og oven i købet ligger tælleområdet hen over et hulrum i hjernen kaldet den laterale ventrikel, hvor der er væske og ingen nerveceller. Det fortæller professor Morten Møller fra KU.

Sagen i UVVU handler også om tælletal

Sagen begyndte ifølge Weekendavisen da to af Penkowas studerende var usikre på nogle resultater til en planlagt videnskabelig artikel om analyser af væv fra lymfekræftpatienter, som de skrev i samarbejde med Penkowa.

Tesen var, at der i kræftcellerne var en særlig høj forekomst af nogle bestemte proteiner, og opdagelsen ville i givet fald kunne brues til at udvikle lægemidler mod kræft. De studerende fandt dog ikke en højere forekomst af de bestemte proteiner i kræftcellerne sammenlignet med almindelige celler.

Men da de fik tilsendt et udkast af Penkowa, havde hun efter eget udsagn selv analyseret vævsprøverne og var nået frem til det ønskede resultat, som afveg markant fra de studerendes.

Da institutleder Albert Gjedde fik det at vide, indsamlede han vævsprøverne fra Penkowas laboratorium, og sendte dem til omtælling hos to eksperter. De konkluderede dels, at kvaliteten af celleprøverne var for ringe til, at det kunne lade sig gøre at analysere på dem, dels at spredningen – eller variansen – af celleprøvernes proteiner var mistænkeligt ensartet.

Den konkrete sag blev første gang beskrevet af Weekendavisen.

"Varians i forsøgsdata"

Morten Møllers vurdering kan være korrekt. Man skal dog lige huske på at den varians man ser i plottene (øjensynligt) ikke er den direkte varians i forsøgsdata (standard deviation, SD), men (øjensynligt) variansen i estimatet på middelværdien i forsøgsdata (standard error, SE). Denne varians er noget mindre en den 'almindelige' varians. Så vidt jeg forstår er det almindeligt i "life sciences" at benyttet denne type varians, SE, i plot at den type som ses i "Figur 3". Personligt synes jeg at SE giver læseren et svært fortolkbart billede af effektstørrelsen. Jeg har set den slags plot med SE med endnu mindre varians, - dog ikke i forbindelse med celletælling som jeg ikke har forstand på.

Snyd er principielt simpelt at afsløre...

..men i praksis kan det være umuligt, eller tage lang tid. Alle de data der ligger til grund for et bestemt resultatafsnit/figur i artikler som de ovenstående refererede er fremkommet ved optællinger på tyndsnit og hvert tyndsnit må naturligvis være klart identificerbart og have en tilhørende tælleværdi. Det skal jo naturligvis stå i metodeafsnittet hvor mange snit der er tale om i de enkelte resultatafsnit, og en første test på at man har fået de rigtige snit udleveret er at reproducere de enkelte figurer udfra de opgivne tælleværdier. Når den indledende kontrol så sandsynligvis vil vise at man har fået identificeret de rigtige tyndsnit, så er det jo en simpel sag for en kontrollant med den fornødne ekspertise at se om vedkommende kommer frem til (nogenlunde) de samme tælleværdier som forskeren. Viser artiklen en dramatisk forskel mellem behandlingerne mens kontrollantens tællerier viser nogenlunde den samme fordeling af celletyper, så er der selvklart tale om snyd. Hvis ikke, er resultatet ok, og jeg forudsætter her naturligvis at selve håndværket er iorden (ingen "hullede" snit i "bekvemme" grupper, mv.)

Problemet er selvfølgeligt at tyndsnit kan blive smidt ud, og er en artikel eksempelvis 20 år gammel skal man nok ikke regne med at de stadig kan forelægges. Det er iøvrigt min erfaring at den videnskabelige etik og selvjustits pludseligt bliver noget der kan overvejes når der er patenter involveret, og enhver der gider kan jo nemt verificere at Penkowa figurerer som medopfinder på to europæiske patentansøgninger (EP1989228 - METALLOTHIONEIN-DERIVED PEPTIDE FRAGMENTS(pending - iøvrigt med Elisabeth Bock som medopfinder og indsendt i 2006) og EP1439822 - METALLOTHIONEINE-CONTAINING LIPOSOMES (afvist - iøvrigt med Juan Hidalgo Pareja som medopfinder; indsendt i 2001)). Det kunne iøvrigt også være interessant at kontrollere om denne massive conflict of interests (som man siger) fremgår i de relevante artikler - det er jo en ganske relevant oplysning for læserne.

Forslag til granskning

Man må da kunne tjekke om hendes data (alt efter type) er normaltfordelte, poissonfordelte eller fordelt efter Benfords lov...ellers er det fusk fra ende til anden.

Ros!

En god artikel.

Seneste fra Krop & Sundhed

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg