Annonceinfo

Forskere: Morgenrygere har størst risiko for kræft

Rygere, der tager deres første cigaret tidligt om morgenen, har størst risiko for at udvikle lunge-, hjerne- og halskræft. Det antyder ny forskning.

Du kan måske øge dine chancer for at undgå kræft, hvis du venter lidt længere med at tage den første cigaret om morgenen. (Foto: Colourbox)

Vækkeuret ringer. Øjnene glipper. Pakken med de tyve lange ligger på sin faste plads på sengebordet, og du rækker ud efter dit første fix.

Men stop lige her.

For selvom det nok ikke kommer bag på dig, at rygning øger risikoen for at få kræft, så kan nye studier nu afsløre, at der er forskel på, hvornår du ryger den første cigaret.

1,79 gange større risiko for kræft

Ph.d. Joshua Muscat fra Penn State College i USA og hans forskerhold har lavet en undersøgelse, der involverede 4.775 rygere med lungekræft og 1.055 rygere med hals- eller hjernekræft.

Forskerne brugte tiden fra den cigaretafhængige vågnede, til han eller hun tog sin første cigaret, som en indikator for, hvor afhængig vedkommende var af nikotin. Der blev justeret for andre variable, som for eksempel hvor mange cigaretter forsøgspersonerne i øvrigt inhalerede i løbet af en dag.

Det viste sig, at folk, der tog deres første cigaret inden for 31 minutter efter at være vågnet, havde 1,79 gange større risiko for at udvikle lungekræft i forhold til dem, der først røg mere end 60 minutter efter at være vågnet.

Ved hals- og hjernekræft var sandsynligheden 1,59 gange større for de der røg inden for en halv time, i forhold til de der først tog en cigaret efter en time eller mere.

Storrygere lyver

De amerikanske forskere mener at have fundet en hidtil overset forklaring på, hvorfor det kun er nogle rygere, der får kræft – og det endda en ting, som man relativt let kan ændre ved.

Herhjemme er man dog mere lunken over for resultaterne.

»Der er næppe forskel på tobaksrøgs kræftfremkaldende virkning afhængig af tidspunktet på døgnet man ryger,« siger Jørgen H. Olsen, institutleder ved Institut for Epidemiologisk Kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse.

Jørgen H. Olsen mener ikke, det er muligt helt at se bort fra størrelsen på den enkeltes tobaksforbrug.

»Forklaringen på den relativt forhøjede risiko for kræft hos personer, som ryger straks efter opvågning i forhold til de rygere, som kan vente mere end halv time, er nok, at hurtigrygerne har en højere grad af tilvænning og dermed et meget højt tobaksforbrug. Selvom man i analysen justerer for tobaksforbrugets størrelse lykkes det nok ikke helt, fordi personer med et meget højt forbrug har det med at underdrive deres forbrug,« siger han.

Undersøgelsen er offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Cancer.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg