Det er ikke lige meget, hvor unge mænd bliver født, når det gælder testikelkræft. Ny dansk forskning viser, at risikoen afhænger af, hvor i landet man er født. (Foto: Colourbox)

Danmark har sammen med Norge verdens højeste forekomst af testikelkræft.

Den mest yndede forklaring på, at vi og nordmændene er hårdest ramt af testikelkræft, er, at der generelt må være noget ganske særligt i vores livsstil og miljø, der fremkalder sygdommen.

Men nu stiller et dansk forskerhold fra Statens Serum Institut spørgsmålstegn ved, om det virkelig forholder sig så enkelt.

For ved at se på forekomsten af testikelkræft i Danmark over en periode på 40 år med udgangspunkt i danskernes fødested, har de opdaget, at risikoen for at få testikelkræft veksler fra område til område og over tid.

»For eksempel har vi fundet ud af, at danskere, der blev født mellem 1931 og 1939, havde en tre til fire gange så stor risiko for at få testikelkræft, hvis de var født i Vestjylland og Midtjylland sammenlignet med danskere, som var født på Østsjælland,« siger læge og ph.d. Charlotte Myrup fra Statens Serum Institut.

De to landkort viser risikoen for testikelkræft bestemt ud fra fødested hos danskere født mellem 1931-1939 (øverst) og 1960-1969 (nederst). Den røde farve signalerer høj risiko og er i størrelsesorden 3-4 gange større end i de områder, der er farvet grønne. Læg mærke til, at risikomønsteret har ændret sig i den 40-årige periode. Det mest risikofyldte område skifter fra Vest- og Østjylland til Østdanmark. (Grafik: Myrup et al., Statens Serum Institut)

Hun har stået i spidsen for undersøgelsen, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Cancer.

Store forskelle inden for landets grænser

Forskerne er ikke de første, der har set på fordelingen af testikelkræft-tilfælde i Danmark.

Men modsat tidligere undersøgelser, hvor man har kigget på patienternes bopæl på diagnosetidspunktet (som typisk er, når mænd er mellem 25 til 35 år), så har forskerne valgt at tage udgangspunkt i danskernes fødested. Og det er der en særlig grund til.
»Flere og flere undersøgelser viser, at kimen til testikelkræft bliver lagt under fostertilstanden eller den tidlige barndom. Så hvis man skal komme nærmere en forklaring på, hvad det er i vores miljø og livsstil, der fremprovokerer sygdommen, skal man vide, hvor patienterne var, da de lå i mors mave og kom til verden. Og det har vi så gjort, som de første i verden,« siger Charlotte Myrup og vender tilbage til det risikomønster, som tegnede sig i Danmark mellem 1931 og 1939:

»I den periode kunne det altså tyde på, at der var noget i vestjydernes og midtjydernes livsstil eller miljø, som gav dem en tre til fire gange så stor risiko for at udvikle testikelkræft i forhold til østsjællændere,« siger Charlotte Myrup.

Risikofaktorer flytter østpå

Forskerne gør også en anden vigtig observation. For deres undersøgelse viser, at det danske risikomønster ændrer sig over tid.

Landkortet viser hvor risikoen for testikelkræft er steget mest (rød) i den 40-årige periode fra 1931 til 1969 (Grafik: Myrup et al., Statens Serum Institut)

Det er den generation, som blev født mellem 1960 til 1969, et godt eksempel på.

Her er risikobilledet blevet spejlvendt i forhold til generationen født mellem 1931 og 1939, så det pludselig er østjyderne og østsjællænderne, der står med en tre gange så stor risiko for at udvikle testikelkræft. Det kan blive vigtig viden til at indkredse, hvad det er for en faktor eller faktorer, som udløser sygdommen. Eller omvendt: at udelukke ting, som det ikke kan være.

»Når den store risiko for at få testikelkræft er flygtig og kan flytte sig fra et område til et andet, så kan vi nok godt udelukke, at den øgede risiko for testikelkræft skyldes en lokal forurening med et sygdomsfremkaldende metal i jorden eller fra radioaktivitet i undergrunden. For det flytter sig ikke bare lige sådan,« siger Charlotte Myrup og understreger:

»Det er nok nærmere noget i mødrenes livsstil, den måde de opfører sig på før, under og efter graviditeten, som vi skal rette søgelyset imod.«

Hormonforstyrrende stoffer?

Charlotte Myrup tænker for eksempel på de hormonforstyrrende stoffer, som findes i kosmetik og cremer, og på de kemikalier, som kvinder bliver udsat for i deres arbejdsliv. Men hun tror også, at der er andre ting på spil.
»I den første halvdel af forrige århundrede var menneskeskabte hormonforstyrrende stoffer stort set ikke eksisterende. Så det kan ikke være dem, som har været ansvarlige for den høje risiko for testikelkræft i Vest- og Midtjylland, man så hos mænd født mellem 1931 og 1939,« siger Charlotte Myrup og fortsætter:

I den periode kunne det tyde på, at der var noget i vestjydernes og midtjydernes livsstil eller miljø, som gav dem en tre til fire gange så stor risiko for at udvikle testikelkræft i forhold til østsjællændere

- Charlotte Myrup

»Men måske er det de hormonforstyrrende stoffers ankomst i 1950erne, der har fået risikomønsteret til at ændre sig og givet Danmark en ny slagside, hvor risikoen pludselig er højest i Østdanmark. Fordi danskerne i disse områder muligvis har en større eksponering for disse stoffer. Det er ren spekulation, men det er en mulighed og en tanke vi vil forfølge,« siger Charlotte Myrup.

Skærper jagten på de udløsende faktorer

Det kommer bag på Charlotte Myrup, at der eksisterer så store forskelle i risiko for testikelkræft inden for landets grænser alt efter, hvor man er født og opvokset.

»Når man hører, at danskere har en dobbelt så stor risiko for at udvikle testikelkræft i forhold til svenskerne, føler vi som danskere, at vi står med et stort problem. Og nu erfarer vi så, at der eksisterer store risikoforskelle internt i vores land, hvor risikoen kan være hele fem gange større i et område i forhold til et andet. Det er bekymrende, men fordelen er, at det forhåbentligt gør det nemmere, at finde ud af, hvad det er, der samlet set udløser den store danske kræftrisiko,« siger Charlotte Myrup.

Risikofordeling ukendt i dag

Det skal slås fast, at risikoen for at få testikelkræft er steget i alle amter i den undersøgte periode fra 1931 til 1969, men risikoen er altså steget mere i nogle amter i forhold til andre.

Forskerne kan af gode grunde ikke udtale sig om, hvordan risikomønsteret præcis ser ud i dag. Fordi risikofaktorerne øjensynligt er flygtige og kan flytte sig fra område til område. Med andre ord man kan ikke fortælle, hvor fostre og nyfødte er udsat for den største risiko i dag.

Den videnskabelige artikel er en del af Charlotte Myrups ph.d.-afhandling.