Fodbold er god medicin for kvinder med forhøjet blodtryk
Kilde: 
26 januar 2017

Kvinder med let forhøjet blodtryk kan gøre andet for at lette hverdagen end at spise medicin.

Et nyt studie fra Færøernes Universitet og Syddansk Universitet viser, at intensiv fodboldtræning på små baner forbedrer blodtryk, fedtmasse, knoglemasse og intervalfitness.

Effekten af at træne såkaldt Fodbold Fitness 2-3 gange om ugen i et år er i forhold til en kontrolgruppe så god, at én af forskerne bag kaldet det »en effektiv, bredspektret medicin for kvinder med forhøjet blodtryk«. Det skriver dbu.dk.

»Fodbold Fitness-træning indeholder både høj-puls træning, udholdenheds-træning og styrketræning, og det er forklaringen på, at kvinderne har opnået så markante og bredspektrede effekter på fysisk form og sundhed ved at spille fodbold i et år. Og så nød de at træne og havde et godt fremmøde,« bemærker Peter Krustrup, leder af Sport and Health Sciences og professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, til dbu.dk.

Ifølge dbu.dk er det første gang, Peter Krustrup og forskerkolleger, herunder projektleder Magni Mohr fra Færøernes Universitet, viser en langtidseffekt for kvindelige patienter, der har deltaget i Fodbold Fitness.

Fodbold Fitness er udviklet af bl.a. Peter Krustrup og kan i dag dyrkes i 275 fodboldklubber. Træningen består af opvarmning og spil på små baner, hvor man spiller 5 mod 5. Det giver både en masse bevægelser og accelerationer, men har samtidig fokus på det sjove og sociale i fodbold.

Det randomiseret forsøg inkluderede 31 utrænede kvinder på 35-50 år med mildt forhøjet blodtryk. 19 af dem deltog i Fodbold Fitness-træning i sammenlagt 128 træningspas.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports (se reference herunder).

Det spæder ifølge dbu.dk til den voksende evidens for, at fysisk aktivitet med mange intervalløb »kan give en mere bredspektret reduktion af risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme end traditionel medicinsk behandling«.

th

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.