Henrik Birn tænker sig lidt om, før han begynder.
Han prøver at forklare om sin forskning på en måde, så alle os andre, der ikke har samme titel som ham – afdelingslæge, ph.d., dr. med. og professor – kan følge nogenlunde med.
»Nyrens måde at rense blodet på kan sammenlignes med en ganske speciel måde at rense ud og rydde op hjemme i stuen på. Den fungerer faktisk på den måde, at den smider alt ud af stuen – ikke bare det rod og snavs, vi gerne vil af med, men også alt det vi normalt gerne vil gemme, for eksempel sofa, lamper, tv, borde og så vi. Derefter er der en flyttemand, der går ud og tager alt det tilbage, som vi har brug for,« siger den nyudnævnte professor ved Anatomisk Institut på Aarhus Universitet.
Fascination af nyren
Oversætter man møblementet til protein, næringsstoffer, vand, salt med mere, og flyttemanden til receptorer i overfladen af en celle i nyren, så er vi tilbage i Henrik Birns verden.
Han arbejder til daglig som nyrelæge ved Nyreafdelingen på Skejby Sygehus, Århus Universitetshospital, men de næste fem år skal han bruge halvdelen af sin tid på forskning. Og det er flyttemanden i din nyre, han interesserer sig for.
»Flyttemanden er receptorer, der genkender proteiner og næringsstoffer, som den fragter tilbage i nyren. Flyttemanden bor i overfladen af en tubuluscelle, og fra dyreforsøg ved vi, hvordan den fungerer. Men vi ved ikke meget om, hvordan den fungerer – eller ikke fungerer – hos nyresyge,« siger Henrik Birn.
Hans fascination for nyren er åbenlys.
»Ved at smide alt ud og kun tage det tilbage, som den skal bruge, så behøver nyren kun at vide, hvad der er godt for kroppen og ikke bekymre sig om, hvad der er skidt. Vi udsættes hele tiden for nye ting, som kroppen ikke har brug for, og på den måde får nyren sorteret skidtet fra,« siger Henrik Birn begejstret i en hastig talestrøm.
Flyttemanden får dårlig ryg
Det overordnede formål med Henrik Birns professorat er at undersøge, hvorfor nyresyge bliver syge på så mange områder, som ikke direkte har noget med nyrens evne til at rense blodet at gøre.
»Vi kan ikke altid gøre de nyresyge helt raske, og det hænger måske sammen med, at de mangler noget, som normalt laves eller omdannes i tubuluscellen. Er receptorerne defekte? Eller sagt på en anden måde; har flyttemanden fået dårlig ryg?
»Det helt langsigtede mål er at udvikle medicin, som kan give nyresyge færre problemer, end de har i øjeblikket,« siger Henrik Birn.
Starter med mus
Første trin i forskningen er at undersøge mus, hvor receptorerne mangler.
Vi kan ikke altid gøre de nyresyge helt raske, og det hænger måske sammen med, at de mangler noget, som normalt laves eller omdannes i tubuluscellen. Er receptorerne defekte? Eller sagt på en anden måde; har flyttemanden fået dårlig ryg?
Henrik Birn
»Hvis sådan en mus er nyresyg, får den det så værre eller bedre af at have en defekt receptor? Det skal vi have fundet ud af,« siger Henrik Birn.
Samtidigt med dyreforsøgene arbejder han på at udvikle en metode, hvorved man med blod- og urinprøver kan teste, om mennesker har defekt i receptorerne.
Svære tidsperspektiver
Henrik Birn prøver at sætte et andet aspekt af forskningen ind i flyttemandsmetaforen:
»Der kan også ske det i filtrationsprocessen, at filteret er utæt og smider for mange og store møbler ud. Så får flyttemanden ‘ondt i ryggen’ af at slæbe rundt på for meget. Hvad sker der med andre ord, hvis receptoren overbelastes? Det ved vi ikke meget om.«
»Vi ved heller ikke, om møblementet ændres eller tilpasses i forbindelse med flytningen, eller med andre ord om flytningen er vigtig for at holde møblementet og måske også kroppen ved lige. Vi ved, at receptorerne betyder noget for at aktivere D-vitamin, og det er vigtigt. Det er blandt andet derfor, at nogle nyresyge er nødt til at få tilført aktivt D-vitamin,« siger Henrik Birn, der ikke er meget for at tale om tidsperspektiver i hans niche i nyreforskningen.
»Vi begynder med at undersøge receptorens betydning. Hvis den er vigtig – hvilket dyreforsøgene tyder på – er næste skridt at se på, hvordan vi kan få det overført til mennesker,« slutter Henrik Birn.
Lavet i samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
