Flere træer i byerne mindsker luftforurening
Kilde: 
31 oktober 2016

 Træer kan reducere mængden af mikropartikler i luften i byerne med 7 – 24 procent, viser en ny rapport fra The Nature Conservancy (TNC) i USA. Det skriver bbc.com.

Mikropratikler er farlige, fordi de kan blive fanget i lungerne, når mennesker indånder forurenet luft, og 6,2 millioner mennesker kan gå hen og dø af luftforurening i 2050, peger rapporten på.

I rapporten har forskerne set på, hvordan man billigst og bedst forbedrer luftkvaliteten i 245 byer og her var træer lige så konkurrencedygtige som andre løsninger.

»Når du skifter en bus fra diesel til benzin, mindsker du partikeludledningen, og træer er helt klart i samme boldgade,« siger Rob McDonald, der forsker hos TNC og er hovedforfatter på rapporten, til bbc.com.

Rapporten fortæller dog, at de fleste byer faktisk mister flere træer, end de planter. Og det er dumt, mener forskerne.

Der er nemlig mange sundhedsfordele i at plante flere træer.

»Lige som man kan undgå en høj dødelighed, kan man også undgå indlæggelse, og det vil påvirke flere millioner mennesker. Med byernes vækst, vil der komme til at være to milliarder mennesker i byerne, og smarte byer bør derfor tænke ind, hvordan naturen og træer kan være en del af løsningen på at holde luften ren,« siger Rob McDonald til bbc.com.

Det har dog en stor betydning, hvor man planter træerne. Forskerne påpeger eksempelvis, at man på de tungt befærdede veje bør have god plads mellem træerne. Så undgår man, at de mange mikropartikler ikke ’sidder fast’ i træerne og ikke kan blæse væk.

Du kan læse rapporten fra TNC lige her.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.