Filosof: Motion er blevet en nødvendig adgangsbillet til det gode selskab

»Folk kan motionere så tosset, de vil, og kaste sig ud i alle de tarmskylninger, de har lyst til,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen, der er forsker i politisk filosofi på Københavns Universitet.

»Så længe, ønsket kommer indefra. Og så længe de sætter sig ned og tænker over, hvad de ofrer for at løbe motionsløb. Det er timer, de kunne have tilbragt med kæresten eller med børnene. Eller de kunne have læst en digtsamling.«

Frem for alt skal sundhedsdyrkelsen være frivillig, mener Morten Ebbe Juul Nielsen, som deltager i det tværfaglige forskningssamarbejde Governing Obesity. Siden 2008 har han beskæftiget sig med sundhedspolitik i sin forskning.

»Motion skal ikke være en nødvendig adgangsbillet til det gode selskab, men det er det blevet,« siger han. »Vi er dømt til at forfølge et sundhedsideal, hvis vi vil være med på første klasse. Du kan ikke være mellemleder i en dansk virksomhed, hvis du ikke kan gennemføre et maraton. Og der er enormt meget diskrimination af overvægtige og rygere.«

Sine tanker om sundhed har Morten Ebbe Juul Nielsen formuleret den netop udgivne ’Forbandede Sunddom’. Bogen er skrevet på forståeligt dansk til den almindelige læser, så den kan være det ’polemiske kampskrift’, forlaget selv kalder den.

DHL-stafet er problematisk

Sundhedssøgen er et landsdækkende fænomen, men måske kan Morten Ebbe Juul Nielsen allerede på sit eget universitet finde dagsordener at opponere imod. Tag for eksempel Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets aktuelle bestræbelser for at få de ansatte til at motionere mere og skabe et sundere Sund, som kampagnen hedder.

I en video med deres øverste chef, dekan Ulla Wewer, får de SUND-ansatte at vide, at »kimen til sund trivsel og sund livsstil ligger når vi tænker på det i de daglige valg: Antallet af nej til cigaretter, dårlig fødevarekvalitet, inaktive hverdage.« Målet er intet mindre end ‘den sundeste arbejdsplads og det sundeste uddannelsessted’, siger dekanen.

»Nu kender jeg ikke Sundere Sund-initiativet i detaljer,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen, »men for så vidt som det bare er et åbent tilbud, ingen føler sig tvunget af, så fred være med det. Hvis det derimod kommer til at skabe et forventningspres om, at man skal være med til de her ting, og at man bliver rykket ned i hierarkiet, hvis man ikke er med, så er det en skidt ting.«

»Jeg har det selv blandet med at være med i den årlige DHL-stafet med folk fra mit eget institut, hvoraf en del ellers gennemfører det ene maraton efter det andet. For der er jo også folk hos os, der ikke kan være med. De er også velkomne til DHL, men hvor fedt er det lige at sidde til et motionsløb uden at kunne løbe? Jeg synes, der er noget lidt ubehageligt og ekskluderende over det.«

De sunde lever længst, koster mest

Som samfund skylder vi at overveje vores sundhedshigen, mener Morten Ebbe Juul Nielsen.

»Sundhedsidealerne har en masse omkostninger. Hver gang vi bruger otte milliarder til på sundhedsvæsenet, er der otte milliarder mindre til uddannelse og kultur.«

Men sundhedsvæsenets penge går jo til at lappe på folk, der måske netop ikke har forstået at passe på deres krop.

»De høje udgifter til sundhed hænger først og fremmest sammen med, at vi bliver ældre, og derfor render vi flere og flere komplicerede sygdomme til,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen, idet vi trasker forbi Københavns Universitets idrætsanlæg på Nørre Campus.

»For mig at se er sundhedsdagsordenen en maskine, der kører sit eget løb, og som politikerne ikke har mod til at stoppe. Vi kan se det i prioriteringen af meget dyr medicin, som statistisk set redder folk i kort tid. Politikerne tør ikke gribe ind over for udgiften, selv om vi kan se, det kommer til at koste os velfærd, fordi det kunne se ud, som om de var imod sundhed.«

»Fedtafgiften er også et godt eksempel. En VK-regering, der var gået til valg på et skatte- og afgiftsstop, lavede en afgift på fedt. Men sagde oppositionen ’hey, hvad har I gang i?’ Nej. Så kunne det jo lyde, som om de var tilhængere af fedt,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen, mens vi går ind i H.C. Ørsted-bygningens store vandrehal, som er fuld af studerende og tilfældigvis lugter meget voldsomt af stegt bacon.

Mens politikerne muligvis har underlagt sig en sundhedsdagsorden totalt, kan det være, at sundhedsdyrkelsen ikke helt har fat i studentersegmentet, i det mindste ikke kulinarisk.

Morten, det virker lidt på mig, som om du vil fremstille motionsdyrkelse, sådan som sundhedsfortalerne har fremstillet det at sidde stille. Skal løbeture ned på niveau med at sidde og spille Counter Strike?

»Jeg vil bare have, at det er noget, folk afgør med sig selv, og at de tænker over, hvad de ofrer af ressourcer og tid, og at vi holder op med at pådutte folk et sundhedsideal og presse dem ud i motion,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen. »Der er meget andet godt i livet end den her efterstræbelse af individuel sundhed. Vores sundhedsadfærd spiller jo allerhøjest en marginal rolle for vores sundhedstilstand.«

Hvorfor ved du det som filosof?

»Jeg har beskæftiget mig med sundhed som filosof i de sidste syv-ni år, og jeg kan godt læse indenad. Det er klart, at man godt kan være meget hård ved sit helbred og slå sig selv ihjel, men for den gennemsnitlige person er genetik og epigenetik, miljøpåvirkninger og arbejdsforhold, sociale hierarkier, stressniveau på arbejdspladsen og livsbegivenheder langt mere afgørende for helbredet, end om vi spiser spelt eller ej. Men vi er primitive væsener, der kigger på det, vi kan kontrollere, og vi har jo en vis indflydelse på, hvad vi spiser, og hvor meget vi bevæger os. Selv om vi godt ved, at det ikke er hele historien.«

Folk kan se det, hvis du dyrker sundheden

Hvem er det, der vil presse os til at motionere. Hvorfor skal de der mellemledere løbe maraton? Hvem siger det?

»Der er rigeligt med løftede pegefingre, og jeg vil helst ikke selv bidrage til det.«

Men det er en anklagende pegefinger, jeg beder om.

»Det kan man sige. Men lad os hellere tale om, hvad der gør det. Og her er det vigtigt, at sundhedsdyrkelse er en tydelig markør. Folk kan se, hvad du lægger i indkøbsvognen, folk kan se, om du træner, og de kan se, om du render rundt med en cecil i kæften. Og når noget er meget tydeligt, egner det sig godt som statusmarkør. Det er simpelthen nemmere at se på dig, om du mener, at vi skal være så sunde som muligt, end om du er god til skak. Derfor egner de kropslige værdier sig godt til at skabe forskel mellem vindere og tabere.«

»Du har Tykke Tina fra Odense, som har tabt den her kamp, og så har du frisk i en fart-marketingsdirektøren, som løber maraton hvert halve år, så han kan slå sine ansatte i hovedet til MUS-samtale og bede dem stramme op.«

Hvad mener du så om dem, der aktivt er fortalere for et omvendt sundhedsideal – altså, ’jeg er fed, og det er godt’-bølgen?

»Det er en god ting, at det afbalancerer tingene lidt. Men det afgørende er, at folk selv må tage beslutningen. Jeg forfægter ikke en form for forfaldsæstetik. Jeg træner også selv tre gange om ugen, og jeg kan lide det, fordi jeg har tid til det.«

Hvorfor har du egentlig det? Jeg har ikke tid.

»Fitness-centret ligger perfekt i forhold til mit hjem og mit arbejde, jeg kan tage mit morgenbad og træne på vejen, og jeg har ikke små børn, der skal følges i skole. Men der har da været 10 år, hvor jeg ikke havde tid. Jeg føler, det er et ægte tilvalg. Og jeg kan godt lide sport.«

Sundhedsdyrkelse som religion

Det er farisæer-attituden til sundhed, du ikke kan lide?

»Ja, der er et element af erstatningsreligion over sundhedsdyrkelsen. Tag den urtede type, der kun vil spise biodynamisk og tror, at gluten er farlig. Sidste år troede han eller hun, at salt var den store dræber, og før det var det sukker. Der er tale om et renhedsideal, og det er svært ikke at se det som en erstatningsreligion, der gør livet meget nemt, fordi man kan skelne mellem det naturlige og det farlige og industrialiserede; det dekadente i en vis forstand. Det er en manikæisk tankegang, altså sort-hvid, hvor det sunde er det gode, og resten er det syndige. Askesen er jo også en klassisk religiøs foreteelse.«

Men det værste ved begæret efter sundhed er næsten al den bekymring, det skaber, sukker Morten Ebbe Juul Nielsen.

»Folk er ved at gå op i limningen over, om de og deres børn nu også lever sundt nok. Jeg tror, det måske, også her på universitetet vil slå nogen som en overraskelse – eller en øjenåbner, sådan som jeg håber – at, gud ja, det er jo ikke en gratis omgang at være sund.«

»Folk ville få det bedre, hvis de var mindre optaget af sundhed. Lad mig give et eksempel: Hvis du tager to personer af nogenlunde samme højde, vægt og alder. De er ens. Og den ene opfatter sig som overvægtig, mens den anden ikke gør. Hvem tror du så vejer mest, efter at et år er gået?«

Den der opfattede sig som overvægtig?

»Ja. Den som går og er optaget af vægt og bliver besat af mad. Jeg tror ikke en krone på, at alle kampagnerne om sundhed gør os sundere.«