Film og spil skal få unge til at holde sig fra hash
Cannabis har et lidt for lyserødt ry blandt unge. Nu skal misbrug forebygges med evidensbaseret undervisning, der blandt andet inkluderer film og spil.
cannabis hash forebyggelse ungdomsuddannelser misbrug tjald erhvervsskoler evidens intervention

Nogle unge har en opfattelse af, at hash ikke er værre end alkohol. Men i virkeligheden bliver man meget hurtigere afhængig af hash end alkohol. (Foto: Shutterstock)

»Jeg ryger hash, og jeg ved at der er nogen,/ der ik vil have jeg gør det, kender godt risikoen/ politikere, hvorfor sprede overtroen?«

Sådan rapper Klumben i sit nummer, der kort og godt hedder 'Hash'. Lyrikken fortsætter:

»...selv politimand og politikere de suger pot (...)/ Og selv Obama han har smagt lidt på røgen, og Helle Torning hun har haft røde øjne/ og Egon Olsen havde sjov i sigabøjen'«

Budskabet er klart, og Klumben rammer vist meget godt, hvordan nogle unge har det med cannabis.

De tror ikke, det er farligt. De tror, at alle gør det, og de tror sagtens, at de kan klare skole eller job, selv om de dagligt ryger sig skæve.

»Man vil gerne være som de andre. Hvis man tror, at alle render rundt og ryger hash, tænker man, at det skal prøves,« siger misbrugskonsulent Søren Holm, som har skrevet ph.d. om unges hashforbrug på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

I et nyt undervisningsforløb ser elever på ungdomsuddannelser blandt andet film om andre unge, der gradvist begynder at ryge mere og mere hash. Her er det hashrygeren Søren, der fortæller om sit liv med cannabis. (Video: Projekt PAS) 

Forskning finder løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra Trygfonden har muliggjort temaet. Trygfonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

Unge glorificerer hash

Som en af de første i landet har Søren Holm udviklet og testet et forskningsbaseret undervisningsforløb, som lærere på gymnasier, erhvervsskoler og andre ungdomsuddannelser kan bruge til at forebygge, at unge udvikler et hashmisbrug.

I pakken er der blandt andet spil og film, som skal inspirere eleverne til at diskutere, hvor skadeligt hash er, hvor normalt det er at ryge, og hvor fedt det egentlig er.

Undervisningsmaterialet bygger på forskning – blandt andet Søren Holms egen – som viser, at tre faktorer har indflydelse på, om unge begynder at ryge hash:

  • Normalisering: Hvis unge tror, at det er normalt at ryge tjald, og at alle andre gøre det, er der større risiko for, at de selv begynder at ryge.
     
  • Neutralisering: Unge, der opfatter cannabis som et neutralt og uskadeligt stof, er mere tilbøjelige til at begynde at ryge. Nogle unge negligerer de skadelige effekter. »Det er jo ikke værre end alkohol,« argumenterer de blandt andet.
     
  • Glorificering: I nogle ungdomskulturer florerer myter om, at hash er et vidundermiddel. Nogle har en idé om, at man bliver mere kreativ, afslappet eller social af at ryge. Men jo mere unge glorificerer stoffet, des større er risikoen for, at de får et stort forbrug.

Forskningen er publiceret i tidsskriftet Drugs: Education, Prevention and Policy.

Når man er afhængig af noget, er der en tendens til, at man forsøger at neutralisere sit forbrug. Denne video forklarer, hvordan man bruger neutraliseringsmekanismer til at bortforklare eller neglicere et skadeligt forbrug. (Video: Projekt PAS) 

Er morfin en god idé?

Søren Holms forebyggende undervisningsforløb, som hedder PAS, lægger derfor op til, at de unge snakker om:

  • hvor normalt det er at ryge hash

  • hvor skadeligt stoffet er

  • hvorvidt det virkelig er værd at glorificere.

Via spil, videoer og andre interaktive materialer bliver de unge opfordret til at diskutere deres holdninger til hash.

Målet er, at de får et mere realistisk billede af stoffets udbredelse og skadevirkninger.

Mere om materialet

Det forebyggende undervisningsforløb PAS strækker sig over otte moduler. Projektet er finansieret af Satspuljen. 

Undervisningsmaterialet kan hentes her. Det bliver officielt lanceret den 15. november 2017 på en konference på Syddansk Erhvervsskole.

»For eksempel bliver der lagt op til diskussioner om, hvorvidt det faktum, at cannabis kan bruges i medicin, er et godt argument for at ryge det. Er det så også en god idé at tage morfin en torsdag aften sammen med vennerne?,« siger Søren Holm, som i dag er projektleder i foreningen Forum100%, som arbejder for, at alle unge kan få en uddannelse, der matcher deres evner og forventninger.

De unge er selv aktive

De unge skal også gætte på, hvor mange der ryger hash, og de skal se en film om en ung mand, der gradvist udvikler et misbrug. Løbende skal de vurdere, hvor problematisk hans forbrug er ved at stille sig på tal fra 1-6, som ligger på gulvet.

»På den måde kan de lynhurtigt få overblik over deres klassekammeraters holdninger. Forskning viser, at det er vigtigt, at eleverne er aktive, og at kammeraternes mening sandsynligvis betyder mere end lærerens,« siger Søren Holm.

»Derfor er undervisningsmaterialet lavet, så det er eleverne selv, der siger noget, frem for lærerne,« fortsætter han.

De unge ændrede holdninger

Søren Holm har testet sit undervisningsmateriale på omtrent 2.000 elever fra 21 gymnasier og erhvervsskoler. 

Halvdelen af eleverne fulgte et forløb, hvor de brugte det interaktive forebyggelses-materiale. Den anden halvdel brugte ikke materialet i undervisningen.

»Vi kunne se, at unge, der blev undervist, ændrede holdninger til hash. De fik et mere realistik billede af, hvor normalt det er at ryge, og efter forløbet opfattede de hash som mere skadeligt, end dem der ikke var blevet undervist. De havde også mindre tendens til at glorificere stoffet,« siger Søren Holm.

På et helt afgørende parameter virkede undervisningsmaterialet dog ikke godt nok: Det afholdt ikke nok unge fra at begynde at ryge.

»Der var lidt færre fra den gruppe, som blev undervist, der var begyndt at ryge hash efter 18 måneder, end blandt dem der ikke var blevet undervist. Men effekten var ikke statistisk signifikant,« siger Søren Holm.

Sørens hashforbrug er eskaleret i denne film, som er optaget fire måneder efter, at den første om ham blev lavet – den første kan du se i toppen af artiklen. (Video: Projekt PAS)

Nyt materiale lærer unge at sige fra

For at få et bedre resultat har Søren Holm tilpasset det undervisningsmateriale, han oprindeligt testede, så det nu – udover at bearbejde de unges holdninger til hash – også har elementer, som skal styrke deres evne til at sige fra.

Forskning fra udlandet viser, at både de unges evne til at sige fra og deres holdninger til hash har indflydelse på, om de begynder at ryge.

»I det oprindelige materiale fokuserede vi nok lidt for meget på de unges holdninger og lidt for lidt på deres kompetencer. I den nye udgave har vi tilføjet elementer, som skal styrke deres evne til at kommunikere, sige fra og tage beslutninger, der er i overensstemmelse med deres værdier,« siger han.

Desværre er der indtil videre ikke afsat midler til at teste effekten af det nye undervisningsmateriale.

»Men vi har fået positive tilbagemeldinger både fra elever og lærere, som har brugt det. Eleverne opfatter materialet som meget troværdigt,« siger Søren Holm, som håber, at han på et tidspunkt får mulighed for at teste, om materialet har en mere signifikant effekt end det oprindelige.

Verden er ekstremt kompleks

Et problem med forebyggelsesinterventioner, som den Søren Holm har lavet, er netop, at det både er dyrt og kompliceret at teste dem ordentligt i videnskabelige forsøg.

»Verden er ekstremt kompleks, når vi går ind på det sociale område. Mange af de unge, som udvikler et stofmisbrug, har mange andre problemer også. Den forebyggelsesindsats, man sætter i gang, er ikke det eneste, der påvirker deres liv,« siger Tine Curtis, der tidligere har forsket i forebyggelse på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.   

»Det er godt, at der er øget fokus på at lave bedre, evidensbaserede indsatser, men man skal holde sig for øje, at det er svært at måle effekten af dem,« fortsætter hun.

Tine Curtis er i dag leder af Center for Forebyggelse i praksis under Kommunernes Landsforening (KL). Hun understreger, at det er op til de enkelte ungdomsuddannelser at beslutte, om de vil sætte forebyggelsesindsatser i gang, og hvilken en indsats de vil bruge.

»Det kunne være godt at få bredt Søren Holms undervisningsforløb ud, men man skal huske, at ungdomsuddannelserne er selvejende institutioner. De har ikke pligt til at bruge evidensbaseret forebyggelse,« siger Tine Curtis.

Et hashdebat-spil er en del af det undervisningsforløb, Søren Holm har udviklet. Ser her, hvordan spillet foregår. (Video: Projekt PAS)

Unge har brug for indsatser

Mads Uffe Pedersen, der er professor på Aarhus Universitets Center for Rusmiddelforskning, bifalder også Søren Holms initiativ.

»Forebyggelsesprojekter, som er testet videnskabeligt, findes der ikke mange af. Der er helt klart brug for flere programmer, som, man ved, virker. Et initiativ, som er fornuftigt, ordentligt organiseret og bygger på et solidt vidensgrundlag, er tiltrængt,« siger Mads Uffe Pedersen.

Hash er et populært blandt unge, og mange opfatter det som et langt mere uskyldigt stof, end det i virkeligheden er, fordi de ikke er ordentligt informeret, viser rapporten Cannabis og Sundhed, som er udgivet af Vidensråd for Forebyggelse i 2015.

Rapporten konkluderer blandt andet, at der er et stort behov for indsatser, der kan forebygge unges brug af stoffet.

»Der er brug for, at vi laver indsatser, som bygger på et oplyst, videnskabeligt grundlag, så de unge ikke kun får viden om hash fra de miljøer, de færdes i, og fra internettet,« siger Mads Uffe Holm, som er medforfatter af rapporten.

Hash er hurtigere vanedannende end alkohol

Men hvad med alkohol? Er det ikke mere relevant at forebygge druk, som jo er endnu mere udbredt blandt unge?

»Hash er meget hurtigere vanedannende end alkohol. Der er flere unge, som ryger hash dagligt, end der er unge, som drikker hver dag,« svarer Mads Uffe Pedersen og fortsætter:

»Man skal drikke rigtig meget alkohol hver dag i flere år, før man bliver afhængig. Cannabis skal man bare ryge dagligt i nogle uger eller måneder, så er man afhængig. Det bliver langt hurtigere et hverdagsstof, end alkohol gør.«

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud