Annonceinfo

Fastfood og slik skyld i flere overvægtige børn og unge

En ny opsigtsvækkende analyse fra DTU Fødevareinstituttet afslører en kraftig stigning i antallet af overvægtige børn og unge. Udviklingen skyldes en uheldig kombination af flere søde sager, mere fastfood og ingen motion.

Rå mængder pizza til aftensmad, cola og så ind i sofaen og slappe af foran kassen. Sådan er hverdagen for mange børn og unge, og det er årsagen til en markant stigning i antallet af overvægtige i den aldersgruppe. Det viser en ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet, som er lavet af bl.a. kost- og motionsforsker Jeppe Matthiessen og kostforsker Sisse Fagt. I perioden fra 1995 til 2000-2002 er 40.000 flere danske børn og unge i alderen 4-18 år blevet overvægtige.

»Overvægt i barndommen er farligt, for jo længere tid, man vejer for meget i barndommen, des større risiko er der for, at man tager de ekstra kilo med sig ind i voksenlivet,« fortæller Jeppe Matthiessen.

Han henviser til en ny undersøgelser fra bl.a. Institut for Sygdomsforebyggelse, Center for Sundhed og Samfund, der viser, at overvægt i barneårene giver en stærkt forøget risiko for at udvikle alvorlige hjerte-kar-sygdomme, når man bliver voksen - også selv om man på dette tidspunkt er blevet normalvægtig. Dertil kommer de psykiske problemer, som kan følge med i kølvandet på overvægt.

»Derfor er det vigtigt at myndigheder, skoler og forældre arbejder på at forebygge, at børn og unge bliver overvægtige ved dels at forbedre kosten og dels gøre børn og unge mere fysisk aktive,« pointerer Jeppe Matthiessen.

Pizza er en kaloriebombe

Analysen er baseret på interview og kostdagbøger fra en stor gruppe børn og unge. I kostdagbøgerne har deltagerne igennem en uge beskrevet, præcist hvad og hvor meget de har spist og drukket i løbet af dagen, hvor meget motion, de har dyrket samt givet oplysninger om alder, køn, højde og vægt i interviewet.

»Noget af det, som undersøgelsen bruges til, er at finde ud af, om børns sundhed udvikler sig i den rigtige retning. Men desværre viser undersøgelsen at stigningen i overvægten efter alt at dømme skyldes problemer med kosten. Undersøgelsen viser i hvert fald, at de unge spiser alt for meget slik, chokolade og fastfood. Børn og unge har eksempelvis i denne periode øget deres forbrug af fastfood, især pizza, med hele 33 procent, og det må siges at være en markant stigning,« siger kostforsker Sisse Fagt.

Hun forklarer, at pizza fylder meget lidt i maven i forhold til den energimængde, det indeholder, og konsekvensen er, at man meget let kommer til at overspise - specielt hvis børn og unge indtager maden foran fjernsynet, hvor der lige ryger et ekstra stykke pizza ned, end hvad de har brug for. Og det øger risikoen for overvægt.

Den bredeste analyse til dags dato

Den nye undersøgelse beskriver overvægtsudviklingen i en bred aldersgruppe i Danmark, mens tidligere undersøgelser har studeret skolebørn i mere snævre aldersgrupper.

»Skolebørnsundersøgelserne fokuserer på ind- og udskolingsbørn samt 11, 13 og 15-årige - vi synes derfor det er interessant at kunne beskrive overvægtsudviklingen for de fire til 18-årige, altså et bredt udsnit af børn og unge. Og her findes kun få repræsentative data herhjemme,« siger Jeppe Matthiessen.

Selv om stigningen i antallet af overvægtige er et udtryk for en ny livsstil, mener forskerne at udviklingen er mulig at vende. Og de fremhæver skolen som en af de arenaer, hvor kampen skal foregå.

»Skolerne kan arbejde på at børnene altid har adgang til friskt drikkevand, at der er madordninger og at der sælges sund mad som frugt og grønt i skoleboderne. Legepladserne kunne også gøres betydeligt mere spændende, så børnene får lyst til at gå på opdagelse og bruge kroppen noget mere. Og sidst men ikke mindst er det vigtigt, at lærerne sørger for, at børnene er udendørs i frikvartererne,« siger Jeppe Matthiesen.

Børn dyrker motion via computeren

En anden vigtig arena at tage kampen op er hjemmet, og her er det forældrene, som har ansvaret, understreger forskerne. Mange børn, især drenge, bruger meget tid på at spille computerspil og surfe på nettet. Forældrene kan begrænse den tid, som deres børn bruger foran skærmen ved at lave klare aftaler om, at der ikke må spilles computerspil mere end højst to timer hver dag. Derudover kan forældrene motivere dem til nye interaktive spil.

»Et amerikansk firma har f.eks. udviklet et spil, hvor børnene skal kæmpe fysisk mod hinanden på en elektronisk måtte. Måtten er koblet op på computeren, som holder styr på, hvem der får flest point,« siger Sisse Fagt.

Normalt er det begrænset, hvad børn bruger af energi, når de sidder og spiller foran PC'en. Men med de nye spil er det lykkedes at øge børnenes energiforbrug noget, og lidt har også ret.

Endelig gælder det om at få erstattet pizzaen med sund mad, hvor der er en balance mellem hvor meget maden mætter og hvor meget energi, den indeholder, understreger forskerne.

»Vores analyse peger på, hvor problemerne er. Men det er forældrene, myndighederne og skolerne, som har ansvaret for at vende udviklingen,« siger Sisse Fagt.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen fra DTU, Fødevareinstituttet viste en markant stigning i overvægt. Faktisk er forekomsten af overvægt blandt de 4-18-årige steget fra 10,9 pct. i 1995 til 14,4 pct. i 2000-2002. Specielt er der mange overvægtige piger i aldersgruppen 7-10 år. Mere end hver femte pige i denne aldersgruppe var overvægtig. Samtidigt indtager børn og unge hele 33 pct. mere fastfood som for eksempel pizza, burgere og pølser i 2000-2002 i forhold til 1995. Også indtaget af slik og chokolade, samt sukkerholdig sodavand er steget betydeligt, nemlig hhv. 30 procent og 38 procent. Endelig viser undersøgelsen at børn og unge bruger betydeligt mere tid foran TV'et og PC'en.

Seneste fra Krop & Sundhed

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer