Annonceinfo

Farlig kombination slår 100.000 piger ihjel om året

Ifølge ny dansk forskning dør mere end 100.000 piger i ulande hvert år som følge af A-vitamintilskud kombineret med DTP-vaccine. Alligevel anbefaler WHO at give vitamintilskuddet og vaccinen samtidig

Vacciner og vitamintilskud, der skulle forbedre sundhedstilstanden i ulande, ser ud til at koste langt flere liv end de redder. (Foto: Colourbox )

Gode intentioner, men kedelige konsekvenser. Sådan lyder afdelingslæge ved Statens Serum Institut Christine Stabell Benns beskrivelse af Verdenssundhedsorganisationen WHO's vaccinationspolitik i de sidste 10 år.

WHO anbefaler nemlig at give højdosis A-vitamintilskud sammen med børnevacciner efter 6 måneder til børn i lavindkomstlande i Afrika, Sydamerika og Sydøstasien, og det betyder, at mange børn kan få A-vitamin sammen med den såkaldte DTP-vaccine, der vaccinerer mod difteri, stivkrampe og kighoste.

Men en dansk forskningsgruppe ved Bandim Health Project i Guinea-Bissau med Christine Stabell Benn i spidsen har for nylig vist, at netop denne kombination øger dødeligheden for piger betragteligt. Deres resultater er offentliggjort i det seneste nummer af verdens førende nutritionstidsskrift American Journal of Clinical Nutrition, hvor også lederen er dedikeret til den danske forskergruppes resultater.

Sammen med forskere fra Ghana og Guinea-Bissau, reanalyserede forskerne 20 år gamle data på cirka 11.500 børn fra Ghana og fandt en 2,6 gange øget dødelighed for piger, der fik A-vitamintilskud og DTP-vaccine.

100.000 dødsfald årligt

Resultaterne var ikke overraskende, da tidligere studier har peget på netop den sammenhæng. Men de tidligere analyser havde aldrig baseret sig på en så stor datamængde, så forskerne synes nu, at der er meget stærke indicier på, at kombinationen af DTP-vaccinen og A-vitamintilskuddet slår mange piger ihjel hvert år.

»Det er selvfølgelig svært at vurdere præcist hvor mange, der dør, men det mest kvalificerede bud er i omegnen af 100.000 ekstra pigedødsfald om året i Afrika alene,« siger Christine Stabell Benn.

Også i Sydamerika og Sydøstasien får børn A-vitamintilskud sammen med vacciner, så problemstillingen gælder også der. Og med adskillige hundrede millioner indbyggere i de regioner, vil det reelle dødstal verden over være endnu højere, vurderer hun. Hvorfor kun pigerne rammes så hårdt, ved forskerne ikke.

Fakta

VIDSTE DU

DTP står for diphteria-tetanus-pertussis og beskytter mod difteri, stivkrampe og kighoste.

A-vitaminmangel er et stort problem hos millioner af børn og gravide, især i ulande verden over. Derfor anbefaler WHO uddeling af højdosis A-vitamintilskud til de mange børn. Af praktiske hensyn anbefaler WHO at give vitamintilskuddene samtidig med vaccinationskontakter, hvor også DTP-vaccinen uddeles. Denne fremgangsmåde udfordres nu af danskernes forskning.

»DTP giver specifik beskyttelse mod difteri, stivkrampe og kighoste, men den påvirker også immunforsvaret, så det reagerer uhensigtsmæssigt mod andre sygdomme. A-vitamin stimulerer imidlertid immunforsvaret, og hvis man giver ekstra stimulering, når immunforsvaret i forvejen tygger på en skadelig vaccine, forstærkes den negative effekt af vaccinen,« forklarer Christine Stabell Benn.

Behov for holdningsændring hos WHO

WHO's reaktion på forskergruppens seneste resultater har indtil videre været rungende tavshed. Tidligere resultater, der pegede i samme retning af en negativ effekt af DTP-vaccinen, blev i 2004 afvist af en Task Force nedsat af WHO, men da de danske forskere påpegede alvorlige fejl i organisationens metodologi, anerkendte WHO i 2008, at der kunne være fejl i metodologien. Konklusionen blev, at WHO »ville holde øje med beviser for uspecifikke effekter af vaccination,« men tog i øvrigt ikke stilling til resultaterne. Det frustrerer Christine Stabell Benn.

»Der er simpelthen behov for en holdningsændring i WHO. Vi bliver nødt til at åbne øjnene for, at visse vacciner kan have utilsigtede virkninger,« mener den danske forsker.

'Giv tilskuddet sammen med mæslinge-vaccinen'

Hun understreger, at man hverken skal holde op med at give DTP-vaccine eller A-vitamintilskud. I stedet bør WHO anbefale at give A-vitamintilskuddet sammen med for eksempel mæslingevaccinen, der i modsætning til DTP-vaccinen har en positiv effekt på dødeligheden, når den kombineres med A-vitamintilskud.

»Mæslingevaccinen har gavnlige effekter og beskytter også mod andre sygdomme. De træner så at sige immunforsvaret til at reagere,« siger hun.

»Men WHO er et meget tungt apparat i forhold til at ændre sine anbefalinger. Selvfølgelig skal verdens sundhedspolitik ikke baseres på hvilket som helst studie, men vi har efterhånden så meget data, at vi altså godt tør udtale os med en vis sikkerhed,« konstaterer Christine Stabell Benn.

citatDer er jo ingen, der tæller hvor mange, der dør i Afrika. I Danmark får det lynhurtigt konsekvenser, hvis fem-seks mennesker dør af bivirkninger ved et lægemiddel. I Afrika kunne man have haft 500.000 ekstra dødsfald, uden at en sjæl ville bemærke det.
- Christine Stabell Benn

Derfor skal der flere forsøg til. Men heller ikke det er noget, WHO nødvendigvis støtter op om. Da organisationens Task Force i 2004 afviste de kontroversielle resultater, bemærkede den at videre randomiserede forsøg ville være uetiske, da det kunne indebære, at nogle børn ikke fik de anbefalede vacciner. De danske forskere mener derimod, at det er nødvendigt med mere forskning.

»Alene antydningen af, at det potentielt gør skade, betyder, at vi må have flere forsøg. Vi bliver nødt til med sikkerhed at finde ud af, om vi giver en vaccine, der slår piger ihjel,« siger Christine Stabell Benn.

Bare den mindste usikkerhed om, hvorvidt en vaccine øger dødeligheden, bør allerede nu føre til handling fra WHO's side, mener hun.

»Der er jo ingen, der tæller hvor mange, der dør i Afrika. I Danmark får det lynhurtigt konsekvenser, hvis fem-seks mennesker dør af bivirkninger ved et lægemiddel, og det skal vi selvfølgelig være glade for. I Afrika har man bare ikke de samme statistikker over befolkningen, og man kunne have haft 500.000 ekstra dødsfald, uden at en sjæl ville bemærke det.«

I oktober vil WHO evaluere sine retningslinjer for A-vitaminpolitikken, men der er ifølge Christine Stabell Benn intet, der tyder på, at dødeligheden ved kombinationen af højdosis A-vitamintilskud og DTP-vaccine bliver taget op.

Videnskab.dk har forsøgt at få en kommentar fra WHO, men organisationen har ikke ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

Bandim Health Projekt

Her er et link:

http://www.emphas.is/web/guest/discoverprojects?projectID=320

En fotojournalist vil lave en reportage om problemet i Guinea Bissau.

Indlæg er blevet slettet

Redaktionen har slettet et indlæg, da det indeholdte reklamebudskaber. Læs mere om vores debatregler her.
Bedste hilsener
Redaktionen

Re; Hvorfor kun piger?

Hej Per.
Jeg synes ikke rigtigt at artiklen forklarer hvorfor der kun er problemer med piger, idet også drenge får den pågældende vaccine.
Forfatteren skriver jo netop:
  Hvorfor kun pigerne rammes så hårdt, ved forskerne ikke.

Hvorfor kun piger?

Jeg synes ikke rigtigt at artiklen forklarer hvorfor der kun er problemer med piger, idet også drenge får den pågældende vaccine.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.