Den psykiske smerte ved sociale afvisninger, som når man bliver droppet af kæresten, har mere til fælles med fysisk smerte, end man hidtil har troet.
Det viser et amerikansk studie, som er offentliggjort i tidsskriftet PNAS.
40 personer deltog i studiet, og alle havde været gennem et ufrivilligt brud med en kæreste i løbet af de sidste seks måneder. De deltagende beskrev alle deres egne følelser som præget af en hård afvisning.
Som en del af eksperimentet blev de kærestesørgende forsøgspersoner bedt om at se på et billede af deres tidligere partner - samtidig med at de tænkte på bruddet.
Et andet forsøg gik ud på at se på et billede af en god ven og tænke på noget positivt, man havde gjort sammen. Begge disse forsøg blev også foretaget, mens deltagerne var koblet til varmeudviklende apparat.
Først så de på billederne og tænkte deres respektive tanker, mens apparatet var lunkent og behageligt, og så igen, mens apparatet var så varmt, at det gjorde en smule ondt.
Alt sammen imens deltagernes hjerner blev analyseret med fMRI – en teknik, der bruges til at studere hjernefunktioner.
Resultaterne viser, at den følelse, som deltagerne fik af at se på billeder af eks-kæresten, mens de tænkte på afvisning, gjorde kraftige udslag i den del af hjernen, der normalt er forbeholdt fysisk smerte.
Det at tænke på eks-kæresten gav faktisk næsten akkurat det samme udslag som det apparat, som var varmet op til at give en mild smerte.
Forskerne skriver, at forholdet mellem psykisk og fysisk smerte har været studeret længe, men at dette er første gang, man har studeret sammenhængen hos folk med et nyligt "knust hjerte".
»Disse resultater giver ny mening til ideen om, at afvisning gør ondt. På en måde siger vi, at det ikke er en metafor,« fortæller Ethan Kross, der er en af studiets forfattere, til Yahoo News.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
broken heart syndrome
I sjældne tilfælde opstår der en alvorlig tilstand i hjertet i tilslutning til et emotionelt "knust hjerte" - hvorfor tilstanden også kaldes "broken heart syndrome". Tilstanden "mimikerer" på nogle måder alvorligere mere irreversible hjertelidelser, hvor der er blivende forandringer i hjertemuskulaturen - for eksempel blodprop i hjertet, som det ser ud på et hjertekardiogram. Man kender dårligt til antal, da forskningen mest baserer sig på kasuistikker o lign, som intet kan sige om hyppighed, sandsynlighed for at EKG-forandringerne skyldes det ene eller det andet mm. Men det er muligvis med til at forklare en lille del af den overdødelighed der findes i nær tilslutning til alvorligt psykisk stress. (For eksempel ægtefælles død).
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1847940/
Kedelige sideeffekter
De rigtige kedelige side effekt, er mennekser der bliver "pumpet" med medicin - under den forudsætning af krop og sind er 2 adskilte størrelse.
Hjertesorger og frygtreaktioner.
At stærke følelser og sorger kan give brystsmerter er jo et velkendt fænomen. Det er jo årsagen til at hjertet på alle sprog forbindes med kærlighed og medfølelse, og har givet anledning til at tro, at hjertet også var sæde for en form for tankevirksomhed, eller endda bolig for sjælen.
Ret beset er det en frygtreaktion, som opstår, når man ikke føler, at man kan forstå og kontrollere situationen, og farlige situationer medfører jo en række fysiologiske forandringer, som skal gøre krop og psyke klar til at håndtere uforudsete udviklinger. En del af denne stressreaktion opleves som en stærk sammenknugning af hjerteregionen.
Fysiologisk og psykisk er der derfor intet mærkeligt i, at man kan konstatere smertefornemmelser, når mennesker ikke kan forstå, hvorfor deres elskede har forladt dem, når man kunne have været lykkelige sammen.
Men frygt kan jo overvindes, selv om det er svært, så når det lykkes at bekæmpe den knugende brystsmerte, som jo er påført af begivenheder udefra, så er hjertet selvfølgelig også blevet sæde for mod og styrke. Det var derfor ganske naturligt, at man i kannibalske kulturer åd sine modstanderes hjerte, for at få deres mod og styrke. Vi er jo, hvad vi spiser. :-).
Smertefornemmelsen har sæde i hjernen, så både fysiologiske og psykiske processer kan fremkalde følelsen. Det er der egentlig hverken noget nyt eller mærkeligt ved.
Mvh
Ole Bjørn :o)
Krop og sind
hænger mere sammen end den moderne videnskab vil anerkende.
Et andet eksempel er buddiske munke, der har lært at styre smerte impulser. Målinger i hjerne viser at smertesignaler ikke når frem til de centre som giver en oplevelse af smerte. På samme måde har nogen igennem meditation lært at sænke pulsen - noget der normalt betragter som liggende uden for viljens kraft.
Det er lidt trist at videnskaben er så rigid i visse henseender.