Dit navn ændrer dit udseende
Kilde: 
28 februar 2017

Kender du der med, at ikke alle passer til at hedde hvad som helst? Det er, som om en 'Benjamin' ser ud på en bestemt måde, og en 'Brian' på en anden?

Ifølge et nyt studie, er det måske ikke helt indbildning. Studiet peger nemlig på, at dit fornavn faktisk ændrer på den måde, dit ansigt ser ud, skriver The Telegraph.

De kulturelle forventninger, et navn er forbundet med, vil med tiden simpelthen påvirke personernes ansigtsform.

I engelsksprogede lande forventes personer med navnet 'Katherine' eksempelvis at være mere akademiske, og det kan få betydning for udviklingen af ansigtsmuskler, for eksempel gennem koncentration. 

Fænonemet kaldes ' The Dorian Gray-effect', opkaldt efter Oscars Wildes helt, hvis onde gerninger satte sig i ansigtet på hans portræt.

»Tidligere forskning har vist, at navne er forbundet til kulturelle stereotyper, inklusiv hvordan man ser ud, Folk har det for eksempel med at forestille sig, at en person, der hedder Bob, har et rundere ansigt end en person, der hedder Tim. Vi tror, at disse stereotyper med tiden kan påvirke en persons ansigt,« siger hovedforfatter Yonat Zwebner fra Hebrew University of Jerusalem til The Telegraph.

Forskerne udførte otte forsøg for at se, om fremmede kan identificere personers navne, blot ved at se på deres ansigter. Deltagerne var signifikant bedre  til at matche navne med ansigter, end hvis de bare skulle gætte tilfældigt uden at se et ansigt. De svarede rigtigt mellem 25 og 40 procent af gangene, mens de, der svarede tilfældigt kun svarede rigtigt 20 til 25 procent af tiden. Det gjaldt også, selvom der blev kontrolleret for etnicitet, alder og andre socioøkonomiske variable.

Det er det første studie, der antyder, at kulturelle forventninger til navne kan have betydning for udseende, frem for at det blot er et spørgsmål om gener og hormoner.

»Vi ligger under for sociale strukturer fra det øjeblik, vi bliver født, ikke bare gennem vores køn, etnicitet og socioøkonomiske status, men også genenm et simpelt valg, som andre tager ved at give os et navn,« siger Yonat Zwebner til The Telegraph.

Studiet er udgivet i Journal of Personality and Social Psychology.

sbl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.