Din dårlige søvn skyldes ikke fuldmånen
En stor schweizisk undersøgelse afkræfter myten om, at vi sover dårligere ved fuldmåne, selvom tidligere undersøgelser viser det modsatte. Månemyten er formentlig opstået på grund af selve lyset fra Månen og dets indvirkning på søvnen, mener søvnforsker.
Fuldmåne

Det nye studie finder ingen sammenhæng mellem fuldmåne og dårlig søvn. Tidligere studier, som har vist en sammenhæng, har enten haft for få forsøgspersoner eller har været underlagt tilfældigheder, mener en søvnforsker. (Foto: Shutterstock)

 

Har du prøvet at ligge vågen og vende og dreje dig i en uendelighed, mens en stor rund måne kigger frem bag skyerne på nattehimlen? At fuldmånen giver både kortere og dårligere søvn har tidligere været vist i mindre studier udført i søvnlaboratorier.

Nu viser et større schweizisk studie, at du måske skal lede andre steder efter forklaringen på din søvnløshed.

Forskerne bag det store studie fandt nemlig ingen sammenhænge mellem kvaliteten eller længden af vores søvn, eller om Månen er ny, tiltagende eller fuld. 

»Jeg giver ikke meget for myten om, at månefaserne skulle påvirke vores søvn, så resultaterne overrasker mig bestemt ikke,« siger overlæge og leder af den søvnmedicinske klinik ved Privathospitalet Skørping, Jan Ovesen. Han har mere end 30 års erfaring med søvnforstyrrelser og søvnmedicin.

»Der er mange faktorer, der kan gøre, at vi sover dårligt engang imellem. Så når man i den pågældende undersøgelse med mere end 2.000 testpersoner ikke finder nogen påvirkning fra Månen på søvnen, er det, fordi en eventuel påvirkning er så lille, at det ikke er værd at tage i betragtning,« siger han.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Sleep Medicine.

Lyset fra Månen er årsag til månemyten

Når du vender og drejer dig i din seng ved fuldmåne, skyldes det ifølge Jan Ovesen ikke en slags indre måneur, hvor vi, ligesom visse havdyr, styres af Månens faser, som nogle forskere har foreslået.

»Der er meget andet, der påvirker vores indre ur med dagslyset som den stærkeste faktor: Hvornår vi spiser vores mad, hvornår og hvordan vi er fysisk aktive og er sociale med andre mennesker. Derfor vil en påvirkning fra Månen formodentlig forsvinde i det store billede, og det er også det, som undersøgelsen bekræfter,« siger Jan Ovesen.

Fakta

Om Månen er fuld eller ej kommer an på, hvor Solen, Jorden og Månen står i forhold til hinanden. Når det er fuldmåne, står Månen sådan, at Solens lys kan ramme hele den side af Månen, som vender mod Jorden. Ved nymåne er Månen placeret mellem Jorden og Solen. Her er lyset fra Månen mindst, set fra Jorden.

Målingerne blev udført i testpersonernes eget hjem, hvor der typisk ikke er mørkelagt i samme grad som i et søvnlaboratorium. Derfor kunne man godt forvente, at testpersonerne sov dårligere ved fuldmåne udelukkende på grund af månelyset, særligt i de perioder hvor Månen skinnede fra en skyfri nattehimmel.

»Hvis fuldmånen skinner direkte ind i dit soveværelse, kan lyset i sig selv være årsag til en dårligere søvn, ligesom det er sværere at sove, når Solen skinner. Det er jeg overbevidst om, er årsag til myten om, at vi ikke kan sove ved fuldmåne,« siger Jan Ovesen.

Forskerne målte kun en enkelt nat

I undersøgelsen blev søvnmønsteret kortlagt hos 2.125 testpersoner (51 procent kvinder), fordelt på tre månefaser: nymåne, tiltagende/aftagende måne og fuldmåne. Forskerne konkluderede, at månefaserne ikke havde nogen signifikant effekt på testpersonernes søvn, som blev målt ved en såkaldt polysomnografi, hvor søvnen registreres over en enkelt nat gennem elektroder på hovedet.

Selvom Jan Ovesen vurderer, at undersøgelsens resultater er troværdige, medgiver han også, at den har en svaghed.

»Det er klart, at det er en svaghed ved studiet, at man kun måler søvnen i løbet af en enkelt nat. Vi sover lidt forskelligt fra nat til nat, og derfor ville det være stærkere at måle på hver enkelt person over flere nætter,« siger han

Forskerne målte også hjernens elektriske aktivitet under søvnen (EEG) og niveauet af stresshormonet kortisol, og testpersonerne vurderede deres egen søvnkvalitet. Heller ikke her så man signifikante forskelle mellem de tre månefaser.

LÆS OGSÅ: Månen påvirker børns sundhed

Andre studier viser det modsatte

Tidligere studier i søvnlaboratorier har vist det modsatte af det store schweiziske studie, heriblandt to mindre studier, udført i Schweiz og Sverige. Ved fuldmåne så man i de to studier en forværring af søvnen. Søvnen blev gennemsnitligt forkortet med 20-25 minutter, den dybe søvn blev nedsat med 30 procent, det tog 5 minutter længere tid at falde i søvn, og niveauet af stresshormonet kortisol steg.

Fakta

Gode råd til en god søvn - Gå i seng og stå op på samme tid hver dag - Sengen er kun til at sove i - eller til sex - Soveværelset skal være ryddeligt og køligt, under 18 grader - Undgå koffeinholdige drikke om aftenen - Få motion i løbet af dagen, men ikke lige inden du skal sove - Drop fjernsyn, Ipad og smartphone lige inden sengetid Kilde: Overlæge Jan Ovesen

Det kan du læse mere om i artiklen 'Videnskaben bekræfter: Vi sover dårligere ved fuldmåne'.

Jan Ovesen vurderer, at de to undersøgelser med henholdsvis 33 og 47 testpersoner er for små til at give et sikkert resultat:

»Mange ting kan påvirke kvaliteten af søvn. Der kan være store individuelle forskelle mellem længden og kvaliteten af personers søvn, og det varierer fra nat til nat. Derfor er min vurdering, at det, vi ser i de to studier, lige så godt kan skyldes tilfældigheder, fordi der ikke er nok personer med i studierne.«

Ifølge Jan Ovesen er der også den mulighed, at en psykologisk faktor kan spille ind, nemlig at testpersonerne er opmærksomme på, at det er fuldmåne og derfor oplever at sove dårligere omkring fuldmåne.

Sæt mere tid af til at sove

Selvom en lysende måne er dragende, skal du fjerne blikket fra Månen og kigge dig selv i spejlet, hvis du vil have løst dine søvnproblemer. Det mener i hvert fald Jan Ovesen:

»Det, der især påvirker vores søvnlængde og søvnkvalitet er, at vi ikke sætter tilstrækkelig tid af til at sove. Almindelige mennesker kommer simpelthen for sent i seng, i forhold til hvornår de står op. Man ved fra undersøgelser, at 15-30 procent voksne sover for lidt eller lider af søvnbesvær, hvor problemet er stigende med alderen,« siger Jan Ovesen.

Hovedsynderne er fjernsyn, Ipad og telefon lige inden sengetid, der typisk forsinker det tidspunkt, hvor vi slukker lyset, med en time. Den dårligere søvn kan have flere konsekvenser:

»Ud over at være træt og uoplagt, får vi mindre energi end normalt. Vi bliver dårligere til at træffe beslutninger, til at koncentrere os og tænke, og vi laver flere fejl. Ved længere tids søvnmangel vænner vi os til at fungere dårligere og begynder at opfatte det som normalt. Og det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt,« siger Jan Ovesen.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud