I 2007 dukkede en 54-årig kvinde op på Odense Universtets hospitals hudafdeling. Hun havde brugt rynkecreme i ansigtet. Kvinden præsenterede et ansigt med fuldstændig normal hud for lægerne.
Få dage inden havde hun haft et slemt udslæt, hun mistænkte rynkecremen Lancome Résolution D-contraxol for at være årsagen.
Kvinden var det første danske, dokumenterede, tilfælde af allergi forårsaget af kosmetik med nanopartikler. Partikler som er almindelige i kosmetik.
»Hvis du bruger kosmetik, har du med meget stor sandsynlighed brugt kosmetik med nanopartikler,« siger Jakob Torp Madsen, læge og ph.d. studerende ved hudafdelingen på Odense Universitetshospital, som forsker i nanopartikler og allergi.
Vores viden om nanopartikler er mangelfuld. Vi mangler svar på, hvad der sker, når de smøres på kroppens største organ - huden. Får vi allergi?
Usikkerheden har fået Europaparlamentet til at vedtage en mærkningsordning for nanopartikler i kosmetik. Mærkningen finder dog først vej til sminkehylderne i 2013.
VIDSTE DU
I 1998 havde otte procent af alle danske kvinder allergi over for ingredienser i kosmetik. Det er en fordobling fra 1990 hvor fire procent var allergiske. Der er ingen grund til at tro, at procentdelen er blevet mindre. Formentligt er den steget siden. For mænd er procentdelen mindre. Godt to procent havde allergi overfor kosmetik i 1998.
Kilde: Videnscenter for allergi.
Nanopartiklerne i kosmetik har to forskellige formål. De kan trænge dybt ind i huden, længere end normale partikler. Eller de kan lægge sig på hud og hår i et tykt og ofte usynligt lag.
Solcreme og øjenskygge ligger på hudens overflade. I øjenskygge klumper partiklerne sig sammen, og holdbarheden bliver bedre. Det kan og skal ses.
I solcreme er partiklernes formål at være usynlige. Så kan man smøre et tykt lag på, uden det ses.
Når partiklerne bruges i antirynkecreme, trænger de langt ned i huden. Inden i nanopartiklerne har kosmetikproducenterne pakket andre stoffer, cremernes aktive ingredienser. Efter et stykke tid i huden bliver nanopartiklerne opløst. De aktive stoffer får frit løb, og kan boltre sig i hudens dybeste lag, hvor de ellers ikke kunne trænge ned.
Antirynkecreme med liposomer er sagen, hvis man vil have glat og rynkefri hud - ifølge reklamerne.
Liposomer er små fedtperler, og de er nanopartikler. Fedtperler, eller liposomer, er i sig selv ret ufarlige. Personer med allergi eller sygdomme efter at fået fedt på huden er ikke nemme at finde.
Liposomerne transporterer kemikalierne ind i huden. Længere ind end stofferne i sig selv kan trænge ind, og i større koncentrationer. Det ændrer måden, stofferne opfører sig på. Resultaterne bliver uforudsigelige. Harmløse stoffer, som vitamin A, kan pludselig blive allergifremkaldende.
Der var ikke liposomer i cremen, den 54-årige kvinde havde brugt, men derimod polycaprolactone. Det er en biologisk nedbrydelig polyester, en anden type nanopartikel. Partiklen var ladet med A vitamin.
Formålet med polyester og liposomer i cremer er den samme. De bringer aktive stoffer ned i huden. Kvinden blev testet for allergi. Hun var ikke særlig allergisk over for det aktive stof i cremen, retinyl palmatine - en afart af A-vitamin, eller den biologiske polyester. Men tilsammen gav nano-polyesteren og A-vitaminet kvinden allergisk udslæt.
»Det er ikke nanopartikler i sig selv, der giver allergi. Det er stofferne, som de transporterer, der kan give allergiske reaktioner,« forklarer læge Jakob Torp Madsen.
Kombinationen af allergifremkaldende stoffer og nanopartikler dybt i huden kan altså give os allergiske reaktioner. Allergi som ikke opstår, hvis stofferne bliver brugt hver for sig.
Det er svært at forudsige, hvilke partikler og stoffer der kan være farlige.
VIDSTE DU
Begrebet nanoteknologi blev første gang brugt i 1974.
Den japanske professor Norio Taniguchi, brugte udtrykket til at beskrive hvordan meget hårde, men skrøbelige materialer, kunne gøres mindre. I 2004 lavede U.S. National Nanotechnology Initiative en definition. Det er den mest brugte i dag.
»Hvert kosmetikfirma har deres egen nanopartikel. De er alle sammen forskellige, og det gør det vanskeligt at vurdere, hvad allergirisikoen er for den enkelte. Desuden testes stofferne hver for sig, hvilket igen gør, at vi ved meget lidt om, hvordan de fungerer i fællesskab,« siger Jakob Torp Madsen.
Der findes ikke viden om antallet af allergiske reaktioner efter brug af kosmetik med nano.
»De fleste går ikke til læge, hvis de får allergi. Man stopper med at bruge produktet, og så er problemet løst. Så vi ser kun de få tilfælde, hvor det er slemt,« siger Jakob Torp Madsen.
Kvinden, der fik udslæt af Lancome cremen stoppede med at bruge den øjeblikkeligt. Udslættet forsvandt efter få dage.
Ifølge producenten, L'Oréal, er alle partikler i Lancome cremen større end hundrede nanometer. Rynkecremen skal derfor ikke mærkes med en nano-advarsel på indholdsfortegnelsen, når nanopartikler i kosmetik skal anføres fra 2013. Kun partikler under hundrede nanometer skal mærkes.
Liposomer og de andre nanopartikler i cremer er typisk mellem 50 og 500 nanometer på bredeste led.
Kunne vi ikke snart få en
Kunne vi ikke snart få en mere ædruelig indgang til emnet »nanopartikler«?
En nanopartikel er en partikel så lille, at dens størrelse måles i nanometer [eller mindre], altså 10^-9 meter eller 1/1000 mikrometer [µ eller µm]. Til sammenligning er størrelsen på en celle ˜20 µ.
Så når vi advares for faren ved nanopartkler må vi være ekstra påpasselige når vi hver morgen står under bruseren. H2O, vandmolekyler, er vel nok den nanopartikel vi hyppigst udsættes for ...