Annonceinfo

Diabetikere skal motiveres til motion og medicin

Det er en stor udfordring at motivere patienter med type 2-diabetes til at tage medicin og ændre livsstil. Nyeste forskning tyder på, at motiverende samtaler og individuelle behandlingsforløb kan have stor effekt hos kvinder.

Emner: ,
Jævnlige ture på cyklen eller andre former for motion kan være til stor gavn for personer, der lider af type 2-diabetes. Alligevel viser forskning, at det kan være særdeles svært at motivere patienter til at være fysisk aktive, selvom sygdommen kan resultere i blindhed eller amputationer. (Foto: Colourbox)

En dårligt behandlet type 2-diabetes kan have alvorlige følger. Man risikerer at blive blind, at få nyreskader, hjertesvigt og sår, som ikke kan hele, hvilket kan føre til amputationer af for eksempel tæerne.

På trods af disse skrækindjagende fremtidsscenarier er det svært for mange diabetespatienter at følge anbefalingerne om at tage medicin, at spise mindre og sundere og at motionere mere. Tiltag som ellers mindsker risikoen markant for at miste synet eller nyrefunktionen, og som kan være med til at forlænge livet.

Et større dansk lodtrækningsforsøg fra 2009, som var finansieret af TrygFonden, viste for eksempel, at kun halvdelen af patienterne med nyopdaget type 2-diabetes begynder at tage en anbefalet type medicin kaldet ACE-hæmmere. Disse nedsætter blodtrykket og beskytter mod dårlig nyrefunktion og hjertesvigt, hvor hjertet slår livstruende langsomt.

Mennesker med type 2-diabetes har ellers op mod tre gange større risiko for hjertesvigt end raske.

Ifølge postdoc på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Lise Juul skyldes det manglende initiativ hos patienterne flere ting. Dog er en vigtig faktor, at du ofte ikke kan mærke, du fejler noget, når du får konstateret type 2-diabetes.

»Mange personer med type 2-diabetes kan ikke mærke, de er syge, før de får alvorlige komplikationer, som netop kan forebygges ved at tage medicin og ændre livsstil,« siger Lise Juul, som var med til at foretage studiet i 2009.

Føler sig ikke syge

To besøg hos lægen, hvor han måler, at ens langtidsblodsukker er for højt, og så står man med diagnosen type 2-diabetes og skal i gang med en større livsstilsomlægning.

Fakta

ACE-hæmmere

ACE-hæmmere udvider blodkarrene og sænker på den måde blodtrykket, fordi blodet lettere kan løbe gennem de udvidede årer. Det mindsker risikoen for hjertesvigt.

»Det er store ændringer, de skal lave uden at føle sig syge. De skal tage en del medicin. De skal ændre deres kost og gøre den mere fiberrig og spise mindre i det hele taget, og de skal dyrke motion minimum 30 minutter om dagen,« siger Lise Juul.

Trods risikoen for de meget ubehagelige følger af sygdommen er det ikke muligt at presse patienterne til at begynde at spise noget mere grønt, noget mere medicin og motionere noget mere, fortæller Lise Juul.

»For at patienterne skal blive ved med at udføre handlinger, som ikke umiddelbart er specielt rare eller virker meningsfulde, skal de nå frem til, at det er personligt vigtigt at gøre det. Man er nødt til at gøre det for sin egen skyld, ikke for lægens skyld.«

Derfor er en individuel og motiverende behandling Ifølge professor i almen medicin på Københavns Universitet Niels de Fine Olivarius det eneste, der har effekt på diabetespatienterne.

»Når du spørger mig, hvad vi kan gøre for at få diabetespatienter til at gøre, som vi siger, er det udtryk for en helt forkert holdning. Vi skal ikke have dem til at gøre, som vi siger. Læge og patient skal sammen sætte sig ned og blive enige om, hvad der er det rigtige at gøre i den aktuelle situation,« understreger han.

Lægerne skal lytte i stedet for at diktere

Hvis man skal gøre det lettere for patienterne at foretage de nødvendige livsstilsændringer, skal lægerne altså være bedre til at inddrage patienterne i behandlingen og sammen med patienten opstille mål, som det er realistisk at overholde. Det står i dag i diabetesvejledninger til lægerne.

Lise Juul var i 2009 derfor med til at udvikle et kursus til sygeplejersker, som er ansat hos praktiserende læger, til at have samtaler med diabetespatienter om deres behandling. 20 sygeplejersker deltog i kurset, hvor de lærte teknikker til at kommunikere bedre med patienterne. For eksempel ved at lytte mere og informere mindre.

Fakta

Senfølger af type 2-diabetes

Man kan have type 2-diabetes i mange år, hvor sygdommen foretager mange skader i kroppen, uden at man opdager det, og uden man mærker noget til sygdommen.

Der kommer for eksempel skader i de små blodkar. Det kan senere hen, når skaderne bliver store nok, påvirke ens syn, give nerveskader og nyreskader og problemer med sår, som ikke vil hele. Det kan i værste fald føre til amputationer, blodpropper og hjerneblødninger.

Hos de fleste bliver sygdomme dog opdaget så tidligt, at senfølger sagtens kan undgås.

»Det er vigtigt ikke at presse på i forhold til at sætte ændringer i gang, men tage fat der hvor patienten er klar til at lave nogle ændringer,« forklarer Lise Juul.

Kurset var en del af et forskningsprojekt, som var finansieret af TrygFonden, og som skulle vurdere effekten af kurset på patienternes sundhed efterfølgende.

Forskerne sammenlignede derfor diabetespatienterne tilknyttet de 20 lægepraksisser, hvor sygeplejerskerne havde været på kursus, med patienterne fra en kontrolgruppe, som ikke havde været på kurset.

Resultatet var lidt nedslående, at kurset ikke havde nogen effekt på langtidsblodsukkeret, kolesteroltallet og det generelle velbefindende i de to patientgrupper.

Der var tilsyneladende en lille effekt på kvindernes langtidsblodsukker og generelle velbefindende.

Se boks her på siden om kursus til sygeplejersker.

Kvinder har stor gavn af individuel behandling

Niels de Fine Olivarius har været med til at udføre et stort studie, ”Diabetesomsorg i Almen Praksis”, som minder lidt om det, Lise Juul foretog, hvor sygeplejersker blev uddannet.

citatVi læger må ikke være så dumme at tro, at vi kender sandheden om, hvad der er bedst for patienten. Det er patienten, som kender sin egen livssituation bedst.
- Niels de Fine Olivarius, professor i almen medicin på Københavns Universitet

I hans forskningsprojekt var det dog en gruppe praktiserende læger, som var på kursus, og forskerne fulgte lægerne tættere og i flere år.

Resultaterne af forskningsprojektet var meget markante. Kvinder med type 2-diabetes, som havde fået et individuelt behandlingsforløb, hvor de i samarbejde med lægen satte mål for behandlingen, havde 30 procent lavere risiko for at dø af diabetesfølgesygdomme sammenlignet med de kvinder, som havde fået standardbehandling.

»Det er ret utroligt, at vi er i stand til at sænke dødeligheden så meget hos kvinder. Det viser meget tydeligt, at når man erstatter den her paternalistiske holdning med patientinddragelse og individualiseret behandling, opnår man meget bedre resultater,« påpeger han.

I Niels Olivarius’ forskningsprojekt deltog 750 praktiserende læger i seks år. Halvdelen deltog i et årligt halvdagskursus i individuel behandling af diabetespatienter. Den anden halvdel skulle fortsætte med standardbehandling af deres diabetespatienter.

Forskerne fulgte lægerne tæt, og i alt cirka 1.400 patienter fik enten individuelt tilpasset behandling eller standardbehandling. Selve forskningsprojektet varede i seks år, og patienterne er blev fulgt i 13 år efterfølgende.

Resultatet var altså, at kvinderne havde stor gavn af det individuelle forløb. For mændene var der tilsyneladende ingen effekt.

Kursus til sygeplejersker

Forskningsprojektet, som skulle vurdere effekten af et kursus i motiverende støtte til sygeplejersker, kørte fra 2009 til 2011. Resultaterne af studiet blev publiceret i 2014 i det videnskabelige tidsskrift Plos One.

20 sygeplejersker ansat hos praktiserende læger til at have samtaler med diabetes 2-patienter var på 16-timerskursus i motiverende kommunikation i løbet af 10 måneder.

20 sygeplejersker fungerede som kontrolgruppe og var ikke på kursus.

18 måneder senere blev sundheden hos de to gruppers patienter sammenlignet. Resultatet var, at kurset ikke havde haft nogen effekt på hverken generelt velbefindende hos patienterne, deres langtidssukkerindhold i blodet eller deres kolesterolniveau.

Forskerne brugte data fra registre og journaler på i alt 2.005 patienter, som var tilknyttet kursussygeplejerskerne, og 2.029 patienter, som var tilknyttet kontrolgruppen af sygeplejersker.

Studiet blev udført ude i virkeligheden

Lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Helle Terkildsen Maindal var blandt andre med til at udføre studiet sammen med Lise Juul.

En udfordring ved studiet er efter hendes mening, at man ikke har undersøgt efterfølgende, om sygeplejerskerne begyndte at arbejde mere motiverende. Fordi studiet er et såkaldt reallife-studie, har man ikke kunnet sikre, at det er foregået under optimale forhold, men blot vurderet effekten af at udbyde kurset.

»Vi ved faktisk ikke, om sygeplejerskerne fik tid i konsultationen til at arbejde mere motiverende. Indsatser af denne art skal støttes i hele organisationen,« siger Helle Therkildsen Meindal.

Der er heller ingen garanti for, at alle patienterne faktisk mødte op til samtalerne. Et studie fra 2009 viste nemlig, at kun cirka 80 procent med nyopdaget type 2-diabetes møder til de to årlige samtaler, som er obligatoriske.

Så konklusionen er tilsyneladende, at et kursus ikke er nok i sig selv.

Kursus til praktiserende læger

Resultaterne om kønsforskellene i behandlingseffekten i forskningsprojektet Diabetesomsorg i Almen Praksis, som professor Niels de Fine Olivarius stod bag, blev publiceret i november 2015 i tidsskriftet Diabetologia.

Professoren stod fra 1989 til 2006 for at tilrettelægge og afholde efteruddannelse for en gruppe praktiserende læger og for at følge op og sikre, at de arbejdede på den nye inddragende måde, de havde lært.

Et ret kontroversielt element i kurset til de praktiserende læger var, at de blev rådet til at vente minimum tre måneder med at give patienterne blodsukkersænkende medicin.

Mange af patienterne havde et blodsukker-niveau på 25 eller mere, og det skal ligge under syv, fortæller Niels Olivarius.

»Så blev lægerne bange og ville straks give medicin imod det. Jeg sagde til lægerne: ”I skal ikke være bange. Vent tre måneder, så patienten selv kan opleve, hvad hans eller hendes egen indsats kan gøre.” Får man straks piller, som sænker blodsukkeret, oplever man jo ikke, at ens egen indsats gør en forskel,« forklarer han.

Dårlig kontrol af sygdommen

Et andet omdiskuteret element var, at lægerne havde mulighed for sammen med patienten at vælge tre typer af indsats i forhold til diabetessygdommen. God, acceptabel eller dårlig kontrol af sygdommen.

Dårlig kontrol kunne for eksempel aftales i situationer, hvor patienten intet overskud havde til af følge nogen af anbefalingerne. Ifølge Niels de Fine Olivarius er det vigtigt, at lægen tager højde for patientens livssituation og støtter patienten bedst muligt også i en situation, hvor sygdommen kontrolleres dårligt.
750 læger deltog i forskningsprojektet. Halvdelen deltog i kurset i individuel diabetesbehandling, og deres patienter med nyopdaget type 2-diabetes deltog i det individuelle behandlingsforløb i seks år.

13 år efter indsamlede forskerne data fra de cirka 1.400 type 2-diabetespatienter. Den ene halvdel havde gået til kontrol hos kursuslægerne og dermed fået det individuelle behandlingsforløb. Den anden halvdel havde fået standardbehandling.

Resultatet var, at kvinderne havde stor gavn af det individuelle forløb, hvor de satte egne mål for behandlingen. Mål som løbende blev diskuteret med lægen og eventuelt ændret.

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: TrygFonden

TrygFonden

TrygFonden
Hummeltoftevej 49
2830 Virum

Telefon: 45 26 08 00
Email: info@trygfonden.dk

Videnskab.dk samarbejder med TrygFonden.

TrygFonden er dedikeret til at skabe tryghed i Danmark, og missionen er at bidrage til, at alle i Danmark kan tage ansvar for egen og andres tryghed. Fonden arbejder inden for tre kerneområder og 11 fokusområder.

TrygFonden beskæftiger sig med at løse komplicerede samfundsproblemer. Det forudsætter indsigt i sammenhænge og løsningsmuligheder. Den bedste indsigt opnås gennem et tæt og effektivt samspil mellem forskning og praksis, hvor praktiske indsatser systematisk udvikles, afprøves og udrulles. 

Målet for TrygFondens forskningsstrategi er at udvikle og afprøve løsninger på fokusområdernes prioriterede problemer og sikre, at virkningsfulde løsninger kan overføres og forankres i praksis, når TrygFondens støtte ophører.  

Nedenfor kan du læse artikler om forskningsprojekter, som støttes af TrygFonden.

TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger.

Seneste fra Krop & Sundhed

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg