Depression: Taler vi om det samme?
Nyhederne er fulde af historier om depression. Overskrifter som: ’Danskerne propper sig med lykkepiller’ eller ‘depression er stadigvæk tabu’ går tit igen i dagspressen. Men hvor er nuancerne, og hvorfor gider vi læse de samme historier igen og igen? Måske er det fordi, vores egne forestillinger er ret fastlåste.

 

Mange artikler følger en af to typiske strukturer: Den ene handler om, at medicin er en skidt ting. Vi kunne kalde den ’Prozac Nation’-historien. Den anden handler om, at samfundet ikke anerkender depression som en sygdom. Den kunne vi kalde ’Stigma’-historien.

De to historier medfører automatisk hver deres konklusion og handleforskrift. Prozac Nation-historien hævder, at folk propper sig med medicin for noget, som egentlig ikke er en sygdom.

I Prozac Nation er depression ikke en selvstændig ting, men noget samfundsskabt og/eller en del af livet. I Stigma-historien er problemet omvendt, at folk ikke anerkender depression som en selvstændig ting, hvilket er synd for de deprimerede.

Ingen af de to historier har patent på virkeligheden. De repræsenterer snarere forskellige aspekter af den. De mange artikler skyldes øjensynligt en stor interesse for emnet. Men hvorfor de mange gentagelser, og hvorfor så få nuancer?

Hvad forstår folk ved depression?

I løbet af mit ph.d.-studie har jeg forsøgt at forstå, hvordan folk forstår depression. Jeg har selv erfaring med depression og har tidligere arbejdet som telefonpasser på Depressionslinjen, hvor jeg talte med både deprimerede og deres pårørende.

Inspireret af mine erfaringer har jeg i forbindelse med min forskning gennemført interviews og lavet associationsundersøgelser overalt i landet - fra Aars i Nordjylland til Næstved på Sydsjælland.

Jeg har talt med folk i dyb depression og folk, som er kommet ud på den anden side. Jeg har talt med dybt involverede pårørende og med folk, der enten ikke vidste eller ikke mente, at depression findes. Jeg har talt med psykiatere, psykologer, læger, yogainstruktører og krystalhealere.

Oven i det har jeg indhentet flere hundrede spørgeskemabesvarelser og kommentarer via nettet.

Hvordan forstår man en forståelse?

Forestil dig, at du kigger på en rund skive træ med fire ben og beslutter dig for, at der er tale om en slags skammel. Du forstår nu den enkelte skammel i kraft af din mentale skammel, som igen er formet af mange andre skamler ude i verden. Vi er nødt til at forstå alle enkelthederne i kraft af mentale flerheder.

Vores mentale kasser er fleksible. Hvornår er en skammel stor nok til at være et bord? Hvornår er en kop en skål? Hvornår er en bakke et bjerg? Hvornår er depression en sygdom? Den kognitive psykolog Eleanor Rosch har udviklet nogle fine metoder til at studere folks mentale kategorier.

Kategorien ‘hund’ kan for eksempel beskrives med de elementer, den indeholder, altså fire poter, en snude, en hale osv. Men den kan også beskrives via gode eksempler (i fagsprog kaldet prototyper).

Fakta

Med denne artikel vandt Jon O. J. Johansen ErhvervsPhD Foreningens formidlingspris 2013. Prisen på 16.000 kr. blev uddelt ved ATVs årsmøde 18. april.

Hvis jeg viste dig 20 forskellige billeder af hunde, ville du sandsynligvis kunne rangordne dem på din mentale hundeskala. Nogle hunde er bare mere hundeagtige end andre hunde. Prøv selv med labrador, pekingeser, boxer osv.

Men er det mon den samme hund, som er den mest hundede hund på Amager som i Hellerup eller i Grønland?

Hvordan undgår man at lægge folk ord i munden?

Da jeg påbegyndte min ph.d., var det min plan at bruge metoderne fra hundeeksemplet til at undersøge kategorien ‘depression’.

Man kan dog ikke bare vise folk 20 forskellige billeder af depression og så bede dem rangordne dem efter den mest depressionsagtige depression. Desværre.

I første forsøg benyttede jeg i stedet en åben interview-teknik, hvor målet var at få folk til at nævne alle de aspekter af depression, som de nu kunne komme i tanke om.
Det blev dog hurtigt klart, at folk har det med at holde sig til dét ene aspekt, som falder dem først ind eller som ligger dem mest på sinde. En person talte langt og længe om, hvordan stress havde kørt ham ned. En anden om samfundets ansvar. En tredje om at ’være mor’ for sin deprimerede mand.

Hvis jeg skulle være i stand til at sammenligne, hvordan folk komponerede kategorien depression på forskellig vis, ville jeg være nødt til at få dem til at diske op med nogle flere noder i stedet for bare at nynne hver sin favorittone. Min idé var jo, at vi kun kan låse op, hvis vi kender baggrundsmekanismerne.

Men hvordan gør man det uden selv at lægge ord i munden på folk?

Sommerfuglenet afdækker depressionsopfattelser

Efter mange forsøg har jeg opfundet en metode, som virker, og som har fået navnet DiCE (Diagrammatic Concept Elicitation).

Metoden er en slags kombination af interview og associationsteknik. Processen bliver struktureret via af et visuelt diagram, hvorpå interview-personens ord bliver sat ind (med specielle post-it notes) under selve interviewet.

Interview-forløbet ligner til forveksling det klassiske brainstorm-scenarie, som de fleste af os er kulturelt opdraget til at deltage i. De hvide felter på diagrammet kalder på mere og lokker interviewpersonerne til at associere, uden at intervieweren behøver at sige særligt meget.

diagrammet virkede som et slags sommerfuglenet for tanker. Endelig lykkedes det at afdække flere forskellige og sammenlignelige aspekter af folks depressionsopfattelser.

Metoden afslører sproglige forskydninger

Jon O. J. Johansen er ph.d.-studerende på <a>Aarhus Universitet</a>

Alt i alt endte jeg med flere tusinde ‘tanker’, som jeg satte ind i et kæmpe regneark. Via statistik og analyse fremkommer der i sidste ende nogle meget visuelle diagrammer, som illustrerer det, jeg mener med forskellige mentale modeller:

En samling ord som er forbundet på forskellig vis. Typerne af ord går igen, men deres ordlyd, antal, frekvens og konfiguration varierer fra person til person og fra gruppe til gruppe (for eksempel patienter vs. pårørende).

Det er kvalitativt meningsfuldt, matematisk præcist og visuelt intuitivt på én og samme tid.

Data-analysen er omfangsrig og igangværende, men det er allerede tydeligt, at der er subtile sproglige forskydninger, som nøje følger forskellige holdninger. Holdningerne har jeg ‘målt’ med mere klassisk spørgeskemateknik.

 

Tegner sig allerede et mønster

Et mønster, som i den grad springer i øjnene, er, at folk, som typisk hælder til Prozac Nation-historien, har en tendens til at beskrive depression i kraft af adfærd: ’Deprimerede passer ikke deres arbejde’ osv.

Folk, som derimod hælder til Stigma-historien, har en tendens til at beskrive de samme ting, men som noget man kan eller ikke kan: ’Når man er deprimeret, kan man ikke passe sit arbejde’ osv.

Det er blot ét eksempel blandt mange - resten kommer med i min ph.d.-afhandling.

 

Fra historie til handling

Den vigtigste del af mit arbejde ligger dog efter ph.d.’en - nemlig at bruge min nye viden til at låse op for fastlåste forestillinger og til at udvikle bedre kommunikation og bedre praktiske værktøjer til at håndtere den virkelighed, som trænger sig på uden for historiefortællingerne:

At depression og psykisk sygdom generelt er et alvorligt og komplekst problem - uanset hvordan vi vælger at fokusere på det.

Et problem som vi kan og bør blive meget bedre til at tage os af og forholde os til.