Drømme er vigtige for at kunne arkivere de erfaringer man har gjort sig i løbet af en dag. Alle sanseindtryk krydsrefereres og arkiveres. (Foto: Colourbox)

Drømme er hjernens arkiveringsfunktion.

Uden drømme ville hjernen sandsynligvis ikke kunne bearbejde alle de informationer, den tager ind i løbet af en dag.

Og du synes måske, at drømme er et søvndyssende emne, men hjernen er faktisk lige så aktiv, når vi drømmer, som når den er vågen.

Men samtidig er kroppen fuldstændig lammet.

Find ud af hvordan og hvorfor, når en af Danmarks førende søvnforskere, psykiater og ledende overlæge Gordon Wildschiødtz, giver videnskab.dk et smugkig bag de lukkede, men svagt vibrerende øjenlåg.

Og du drømmer ikke om, hvor meget videnskab der gemmer sig dér.

Drømme er hjernens arkivar

Videnskaben har stadig ikke noget entydigt svar på, hvad drømme egentlig er, og hvorfor vi har dem. Men den dominerende teori er, at drømme er hjernens måde at bearbejde og organisere de erfaringer på, som den har gjort sig i løbet af en dag.

Teorien kaldes 'drømmeforankring' eller 'reverse learning' og blev formuleret i 1983 af drømmeforskerne Crick og Mitchison.

Hjernescanninger af sovende personer har vist, at drømme aktiverer hjernens såkaldte associative zoner.

Det er de dele af hjernen, som sammenholder nye erfaringer med det, som hjernen allerede ved. En slags krydsreferenceregister om du vil.

Det er ved hjælp af disse zoner, hjernen finder ud af, hvordan den skal forholde sig til nye sanseindtryk og informationer, ud fra hvad den ved i forvejen. Og det stemmer fint med det faktum, at babyer drømmer mere end ældre mennesker.

Børn påviste drømmesøvn

Vi drømmer mest de første tre år af vores levetid. Forskere mener, at det skyldes, at det er den periode i livet, vi møder flest nye og fremmede ting, som hjernen skal lære at kende og forstå. Jo ældre man bliver, jo mindre drømmer man, for jo færre nye ting er der at forholde sig til og lære.

Sov sødt. Mens din krop slapper af og restituerer, er hjernen på hårdt arbejde. (Foto: Colourbox)

Det var sovende børn, der førte forskerne på sporet af, hvilke og hvor store dele af søvnen der er drømmesøvn.

I 1953 opdagede den amerikanske ph.d.-studerende Eugene Aserinsky, at de sovende børn på sengestuerne bevægede øjnene under øjenlågene, når de sov.

Sammen med sin vejleder Nathaniel Kleitman fandt Aserinsky ud af, at øjenbevægelserne hang sammen med drømme. De to forskere døbte fænomenet REM, der står for Rapid Eye Movements (hurtige øjenbevægelser), og deres forskning dannede grundlaget for den moderne søvnforskning.

Men eftersom REM logisk set må have eksisteret lige så længe, som mennesker har haft drømme, hvordan kan det så være, at ingen har opdaget REM før?

Gordon Wildschiødtz har et bud:

»Det hænger nok sammen med, at man ikke tidligere har observeret folks søvnvaner så systematisk. Og det har været usandsynligt at opdage det tilfældigt; For det første sover man som regel i mørke. For det andet begynder REM-søvn normalt først efter cirka en times søvn, og så længe er der sjældent nogen, der kan holde sig vågen for at ligge og holde øje med en sengepartner. Så er man som regel selv faldet i søvn.«

Den vågne hjerne i den sovende krop

Dengang troede man, at drømme kun foregik, mens REM stod på. I dag ved man, at drømme også forekommer under såkaldt NREM-søvn (Non-REM), hvor øjnene ikke bevæger sig. NREM-fasen ligger lige under REM'søvnfasen.

Under drømmesøvn er hjernen lige så aktiv, som når man er vågen, men kroppen er mere afslappet end på noget andet tidspunkt. Den har ikke engang nogen reflekser. Søvnforskere kalder det 'den vågne hjerne i den sovende krop'.

Når kroppen er så afslappet, mens man drømmer, skyldes det, at hjernen sender hæmmende impulser til rygsøjlens motoriske nervebaner, så alle kroppens muskler nærmest bliver lammet. Det forhindrer kroppen i at reagere på de bevægelser, man gør i drømme.

Drømmesyge

Nogle mennesker, især ældre mænd, rammes af en søvnsygdom, der kaldes 'REM-bunden adfærdsforstyrrelse'. Den ødelægger de hæmmende nervebaner, så kroppen ikke bliver paralyseret, mens man drømmer. Det kan få patienterne til at slå ud med arme og ben i søvne.

REM-bunden adfærdsforstyrrelse skal dog ikke forveksles med søvngængeri, som er en slags halvvågen tilstand, der kan opstå, mens man befinder sig i dybsøvnsfasen, hvor kroppen ikke er paralyseret.

Søvngængere har åbne øjne og kan føre samtaler, gå omkring og udføre handlinger uden at være bevidste om det og uden at kunne huske noget om det bagefter.

Omkring 10 procent af alle mennesker har også oplevet at vågne direkte fra en drøm, især mareridt og være ude af stand til at bevæge sig.

Det fænomen rammer især narkoleptikere (Se boks) og skyldes, at den paralyserende virkning ikke har nået at fortage sig under den pludselige opvågnen.

Søvnfaser og liggesår

Når nu risikoen for søvngængeri er der i dybsøvn-fasen, kan man måske undre sig over, hvorfor kroppen kun er paralyseret i drømmesøvn-fasen.

Ifølge Gordon Wildschiødtz er det måske kroppens naturlige måde at undgå liggesår på:

»Hvis man ligger for længe i den samme stilling eller på den samme side, bliver det væv, man hviler på, trykket sammen, blodtilførslen til området blokeres, og så får man liggesår. Hvis man var paralyseret under hele nattesøvnen, ville risikoen for liggesår derfor være meget større.«

Man vågner normalt ganske kort mellem 20 og 30 gange i løbet af en nats søvn, når man bevæger sig ind og især ud af REM-søvn, og det er på de tidspunkter, man vender sig i sengen.

Dette behov for at skifte stilling kan være forklaringen på, hvorfor man i det hele taget bevæger sig rundt mellem de forskellige søvnfaser i cykliske forløb i stedet for bare at få overstået de forskellige søvnfaser en af gangen.

Derfor har vi brug for at drømme

Mennesket har brug for at drømme. Ifølge Freud for at få afløb for forbudte ønsker. Ifølge andre for at bibeholde fremdriften i tilværelsen. Det har sågar været hævdet, at mennesker bliver skizofrene uden drømme.

Den sidste teori er blevet modbevist blandt andet ved undersøgelser, der viser, at deprimerede mennesker drømmer for meget og mangler den dybe, drømmeløse søvn.

Drømme er ikke hjernens fritidsbeskæftigelse.

De er ikke fri leg eller afslapning efter en hård dag.

De er ikke hjernens pauseskærm, der bliver slået til, mens kroppen restituerer.

Drømme er benhårdt arbejde for hukommelsen, der knokler af sted for at organisere, strukturere, indeksere og arkivere alt, hvad hjernen lærer i løbet af en dag.

Det er ikke uden en vis ironi, at så heftig en tankeaktivitet kan være forudsætningen for kroppens totale afslapning og genopladning. Men paradokset om den vågne hjerne i den sovende krop er måske ganske illustrativt for, at søvn - der normalt associeres med distraktion, forglemmelse og at gå glip af noget, i virkeligheden skulle vise sig at være nødvendigt for, at vi husker noget overhovedet.