Vi ved alle, at den rigtige musik kan bringe følelser frem i os. Tænk bare på, hvor trist du bliver, når du hører Celine Dion i Titanic.
Forskerne ved endnu ikke helt, hvordan det fungerer, men nu er de måske kommet et skridt nærmere. Forskere ved Max Planck Institute for Human Cognitive and Brain Sciences i Leipzig har opdaget, at musik påvirker, hvordan vi oplever berøring. Det skriver MedicalXpress.com.
»Vi har observeret, at jo mere sexet, vi oplever musikken, des mere sexet oplever vi også den berøring, vi udsættes for samtidigt,« siger Tom Fritz, der er hovedforfatter på studiet, til MedicalXpress.com.
LÆS OGSÅ: Bliver børn mere kreative af musik?
Forskerne gjorde opdagelsen ved hjælp af et snedigt opsat forsøg.
Forsøgsdeltagerne skulle sidde med deres ene arm gemt under et gardin. Bag gardinet blev de aet af en robot, mens de hørte forskellige typer musik, som de senere skulle rangere i kategorier som ‘ikke spor sexet’ og ‘ekstremt sexet’.
I et af forskernes eksperimenter deltog en menneskelig assistent, så deltagerne troede, at de blev berørt af en person, men det var dog stadig robotten, som rørte ved dem bag gardinet.
Interessant nok, var det ligegyldigt, om deltagerne troede, de blev berørt af en person eller en robot. Hvis de synes musikken var sexet, opfattede de berøringen som sexet.
LÆS OGSÅ: Derfor kan musik gøre dig glad i låget
Brugen af robotten gjorde forskerne i stand til at sikre sig, at varigheden og intensiteten af berørelsen var den samme for alle deltagerne.
Den gjorde også, at forskerne kunne vise, at effekten mellem musik og berøring er en meget grundlæggende mekanisme – i stedet for at afhænge af deltagerens forestilling om at blive berørt af en anden person med et bestemt køn eller tiltrækningskraft.
En forklaring kan ifølge forskerne være, at følelsesmæssige udtryk i musik følger samme dynamik som følelsesmæssige udtryk indenfor berøring. For eksempel virker sørgelig musik til at blive bearbejdet på samme måde i hjernen, som sørgelig berøring og aggressiv musik som aggressiv berøring.
For at bearbejde musikken bruger vi derfor nogle af de samme hjerneområder, som relaterer sig både til berøring og bevægelse, forklarer forskerne.
Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Journal of Experimental Psychology.
ams