Engang hørte vi om tuberkulose, hungersnød og malaria i ulandene. Mens fedme, hjertekarsygdomme og diabetes hørte til i det rige Vesten.

Nu er billedet imidlertid blevet mere mudret. Flere rapporter viser, at der i dag dør flere i ulandene af kroniske sygdomme end af infektionssygdomme. I en fælles aftale har FN’s generalforsamling derfor vedtaget at sætte hårdt ind mod den nye sygdomsbyrde.

En dansk professor advarer nu i Science kraftigt imod, at man i den proces glemmer de ’gamle’ sundhedsproblemer i ulandene. Hungersnød og infektioner hænger nemlig i ulandene sammen med de nye problemer med overvægt, kræft og diabetes.

»Vi skal passe på ikke at smide barnet ud med badevandet ved kun at fokusere på velfærdssygdomme og kroniske sygdomme,« siger professor i international sundhed Ib Bygbjerg fra Københavns Universitet.

Hungersnød kan være skyld i fedme

For at undgå det ene problem er vi altså nødt til også at tage hånd om det andet.

Ib Bygbjerg nævner fedmeepidemien i ulandene som eksempel. Forskning viser nemlig at overvægt kan være forårsaget af noget helt andet end for meget mad og for lidt motion:

»Hvis man eksempelvis er undervægtig i mors mave, så er man mere modtagelig for at blive overvægtig som voksen. Og hvis man har lav fødselsvægt, så er man mere disponeret for at udvikle sukkersyge og blodpropper,« siger professoren.

Vestligt sundhedssystem fungerer ikke i ulande

Fedmeepidemien i ulandene skyldes ikke nødvendigvis dovenskab og fed mad. Forskning viser, at hvis man i fostertilstanden får for lidt næring, så vil kroppen blive programmeret til at leve i et miljø med hungersnød, og derfor har man mere tendens til overvægt i et samfund, hvor der er mad nok. (Foto: Steve Crane).

Siden begyndelsen af 70erne har man inden for udvikling af international sundhed arbejdet med at dele landes sundhedsudfordringer op ud fra deres udviklingstrin.

Altså mindre udviklede landes sundhedssystemer skulle indrettes til at bekæmpe infektioner og følger af underernæring, mens de rige vestlige lande fik mest ud af at specialisere sig i at bekæmpe kroniske sygdomme og velfærdssygdomme.

Ib Bygbjerg mener dog ikke, at de fattige lande bare bør omstille sig til et vestligt sundhedssystem, nu hvor de er blevet rigere.

Professor ønsker en dobbeltindsats

I artiklen i Science lister professoren en række eksempler på, at det giver mening at lave sundhedsstrategier, som i stedet tager hensyn til sammenhænge mellem de forskellige sygdomsformer.

• Malaria og undervægt hos mødre resulterer i lav fødselsvægt hos barnet. Et barn født i et miljø med hungersnød kompenserer ved at udvikle eksempelvis insulinresistens. Denne reaktion i fosterstadiet betyder, at barnet har større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, fedme og type 2 diabetes senere i livet uden at være særlig overvægtigt eller fysisk inaktivt.
   
• Tuberkulose har sammenhæng med diabetes. Hvis du har sukkersyge, så har du tre gange så stor risiko som andre for at blive syg af tuberkulose. Forskning tyder også på, at der kan være større risiko for at udvikle diabetes, hvis du har tuberkulose. Samtidig viser erfaringerne, at tilfældene af tuberkulose firedobles i områder, som er ramt af en HIV epidemi.
   
• Virus kan give kræft. Visse former for kræft opstår på baggrund af en virus. HPV virus er eksempelvis kendt for at forårsage livmoderhalskræft.

»Vi tror, at vi ligesom i Vesten kan forebygge alverdens sygdomme og bekæmpe denne dobbelte sundhedsbyrde i ulandene ved at prædike for en sundere livsstil. Men ved at bekæmpe infektioner og både under- og overernæring i ulandene får vi mere end en dobbelt gevinst,« siger Ib Bygbjerg, som efterlyser en mere nuanceret og intelligent strategi for sundhed i den tredje verden.

Hans artikel ‘Double Burden of Noncommunicable and Infectious Diseases in Developing Countries’ er netop udkommet i Science.