Dansere kan noget ganske specielt. Dansere bruger bevægelsen både som middel og som mål, de har en særlig fornemmelse for rummet, når de danser, og så kan de huske og høre musik med kroppen.
Vi taler ikke om en halvsnalret svingom til halballet eller lidt hoftevrid på det lokale diskotek en lørdag nat. Vi taler om professionelle dansere på internationalt niveau, som på baggrund af mange års benhård træning, kan præstere forskellige former for kropslig udfoldelse til perfektion. Og hvad der er nok så vigtigt: En refleksion over egen kropslighed og udtryk.
»Hos den professionelle danser finder vi et potentiale til at forstå, hvad kropserfaring dybest set er for noget,« siger Susanne Ravn, lektor, cand.scient. og ph.d. ved Institut for idræt og biomekanik, Syddansk Universitet.
I december 2008 afsluttede hun sin ph.d. med titlen 'Kropsbevægelse som sansende proces og rumlig interaktion'.
Til grund for ph.d.'en lå nærgående studier af professionelle dansere - Susanne Ravn dansede selv med - samt adskillige interviews. Udover at Susanne Ravn selv er danser, var der en særlig grund til, at hun netop valgte professionelle dansere som objekt for sine studier.
»I modsætning til mange eliteidrætsudøvere, som bruger bevægelsen i forhold til et ganske bestemt mål, eksempelvis at få bolden i placeret rigtigt, så er bevægelsen for danseren både midlet og målet. Danseren bruger bevægelsen til at undersøge selve bevægelsen nøjere. De professionelle dansere er i stand til - helt specifikt - at beskrive, hvad det er, de gør i bevægelsen. Udfordringen er at sætte ord på noget, som egentlig er kropsligt. Det er de professionelle dansere trænet i at kunne,« siger idrætsforskeren.
Mens de fleste typisk betragter dans på professionelt niveau som en kunstnerisk udtryksform, der formidler følelser og stemninger - sorg, glæde, vrede - så pointerer Susanne Ravn, at dansen er mere end det.
»Når man danser, får man en oplagt mulighed for at reflektere aktivt over sig selv og sin krops bevægelser. Eksempelvis for en helt særlig indsigt i samspillet med det rum, man agerer i,« siger Susanne Ravn og fremhæver et par eksempler fra sin ph.d.
»De dansere, der arbejder meget med improvisation, beskriver, hvordan de er med rummet til forskel fra at være placeret i rummet. Ved at fokusere meget på hvordan de hører rummet og træne deres opmærksomhed mod at lytte til de andres bevægelser, så arbejder disse dansere på at indgå og optræde i samspil med rummet som helhed. Nogle af danserne eksperimenterer også med at bevæge sig i forhold til de 'usynlige' bevægelsesspor, som andre efterlader sig, når de bevæger sig i rummet. Andre dansere, som er meget inspireret af asiatiske bevægelsesteknikker, arbejder med hvordan sansningen af rummet så at sige starter inde fra deres krop,« forklarer Susanne Ravn.
Ifølge forskeren kræver det ikke, at man er på professionelt danseniveau for at opnå en dybere refleksion over sin krop i samspil med rummet. Altså at mærke det samspil, der rækker ud over den normale forestilling om kroppen som fysisk begrænset.
Når man danser, får man en oplagt mulighed for at reflektere aktivt over sig selv og sin krops bevægelser. Eksempelvis for en helt særlig indsigt i samspillet med det rum, man agerer i»Man kan for eksempel prøve at eksperimentere med tanken om, at kroppen ikke standser dér, hvor huden slutter - men at kroppen rækker ud i og er en del af rummet. Det lyder underligt, men det handler egentlig om det, som de fleste af os kender, nemlig følelsen af at der står en person bagved dig. Selvom personen befinder sig på så lang afstand, at du ikke fysisk kan mærke åndedræt og kropsvarme, så har du en klar fornemmelse af, at der er nogen,« forklarer Susanne Ravn og drager en parallel til dansk fodbolds ypperste spiller gennem tiderne. Elegantieren Michael Laudrup.
»Han var kendt for at kunne finde sine medspillere med millimeterpræcise afleveringer i rum, som andre ikke så. Fordi han med hele sin krop - og selvfølgelig også med sin erfaring og evne til at læse spillet - færdedes i et rum, hvor han kropsligt fornemmede sine medspillere.«
Mens Michael Laudrup formentlig ville have svært ved at gentage sine finter og driblinger fra en hel kamp efter slutfløjtet, så kan eksempelvis dansere fra Den Kongelige Ballet huske trinnene fra 15 - 40 helaftensballetter.
»Det er en form for kropslig hukommelse, som er meget bemærkelsesværdig. Sagen er, at hvis du beder en kongelig balletdanser beskrive sine trin, så kan danseren samtlige trin ned til mindste deltajle - men vel at mærke først når musikken kobles på. Deres kropslige hukommelse er i denne sammenhæng meget direkte forbundet til musikken. De hører simpelthen musikken med kroppen. Samtidig så er det først når de udfører trinene - er i bevægelsen at alle detaljer og fornemmelser af eksempelvis rigtigt og forkert dukker op. Det er i bevægelsen de mærker efter - og bliver klogere. Og det er egentlig hele pointen: Der eksisterer en kropslig viden, som er værd at lytte til, og som kan give os en perspektivrig indsigt i vores kropslighed.«
Om forskeren
Susanne Ravn er lektor, cand.scient., ph.d. ved Institut for idræt og biomekanik, Syddansk Universitet. Hendes ph.d.-afhandling fra december 2008, 'Sensing movement, living spaces' ('Kropsbevægelse som sansende proces og rumlig interaktion'), er et studie af bevægelse og kropsbevidsthed med udgangspunkt i professionelle danseres kropslige erfaring. Susanne Ravn arbejder i sin forskning i dansen både ud fra en teoretisk og praktisk indgang.
I 2001/2005 udgav Susanne Ravn bogen 'Med kroppen som materiale' og i 2005 'Bevægelse - om dans, krop og læring'.
