Når du bruger dine muskler, bruger de ilt. Når du bruger dine muskler meget, bruger de meget ilt. Hvis du bruger dine muskler til at gennempløje 3.550 kilometer af Frankrigs landeveje (og et par bjergkæder undervejs) - så bruger de så meget ilt, at din krop måske ikke helt har nok på lager. Og her kommer dopingmidlet epo ind i billedet.
Din krop laver selv epo hver eneste dag. Epo er et hormon, der produceres i nyrerne. Det strømmer gennem blodårerne og ind i dine knogler.
Her får epo'en din knoglemarv til at producere røde blodlegemer, der blandt andet består af hæmoglobin. Og det er her, at epo bliver smart. For hæmoglobin er nemlig det stof, der binder den ilt, du indånder, til sig i blodet. Derfor kan dit blod transportere ilten ud til de muskler, der har brug for den - takket være epo.
Den epo, kroppen selv producerer, er rigeligt til de fleste mennesker. Men for en cykelrytter, som skal køre i tre uger, og som skal slæbe sin cykel og sin krop op ad Alpernes værste bjerge, kan det være fristende at ønske sig lidt ekstra ilt i blodet - så kan musklerne jo arbejde mere.
Jo mere epo du har i blodet, des mere ilt kan dine muskler få, og des hurtigere kan du køre på cykel. Sådan lyder regnestykket. Derfor er den nemmeste genvej til mere ilt at sprøjte kunstig epo ind i din krop - og det gør nogle cykelryttere så.
I stedet for at nøjes med kroppens eget epo, bruger cykelrytterne ulovlige dopingmidler og får dermed en fordel over konkurrenterne. Kunstig epo er dog ikke oprindeligt beregnet til doping, men udviklet som lægemiddel til mennesker, hvis krop ikke var i stand til at producere nok røde blodlegemer til at overleve. Det gælder blandt andet patienter med kroniske nyreskader.
Netop fordi stoffet er designet til at gøre kroppen i stand til at optage mere ilt, vurderes det, at eksempelvis en cykelrytter vil kunne øge sit iltoptag med op til 10% ved at sprøjte sig med ekstra epo. Og så går turen over bjergene måske lidt lettere.
For tyve år siden dopede nogle cykelryttere sig med deres eget blod. De frøs simpelthen nogle af deres egne røde blodlegemer ned, ventede til kroppen selv havde lavet nye, og sprøjtede derefter de gamle ind igen. Så havde de øget deres iltoptag og dermed deres kræfter til at køre på cykel. Disse 'gammeldags' bloddopingmetoder bruges stadigvæk, da de er svære at opdage.
Det er dog langt fra ufarligt at stikke sprøjter i sit blod for at kunne køre hurtigere. Fordi epo øger antallet af røde blodlegemer, gør det dit blod tykkere. Det giver forhøjet blodtryk og større risiko for livstruende blodpropper. Epo menes således at være skyld i en lang række dødsfald blandt cykelryttere i slutningen af 1980'erne.
For at forhindre cykelryttere i at dope sig med epo, har cykelsporten indført en grænse for, hvor mange røde blodlegemer en rytter må have i blodet. Det kaldes hæmatokrit-værdi, og den må ikke overstige 50%.
Grænsen er sat højere end de normale værdier for almindelige mennesker for ikke at fælde uskyldige ryttere, men alligevel mener eksperter, eksempelvis seniorforsker Carsten Lundby fra Rigshospitalet, at det er muligt at dope sig og alligevel ligge under grænsen, fordi mange cykelryttere kender deres krop så godt, at de er i stand til at holde sig på den rigtige side af de 50%.
Dopingkontrollører, læger og videnskabsfolk verden over forsøger konstant at udvikle nye og bedre måder at afsløre snyderne på. Men også dopingmidlerne ændrer sig hele tiden og bliver bedre og sværere at spore. Kampen mellem ilt-snydere og ilt-kontrollører fortsætter derfor, hver eneste gang et cykelløb sættes i gang.
I årets Tour de France er tre ryttere indtil videre blevet fældet i dopingkontrollen.
Lidt mere dybdeborende
Det kunne være rigtig fedt hvis I borede lidt mere i emnet og skrev en artikelserie der virkelig gik grundigt til værks omkring dopingformer og mekanismerne bag dem.
Det viser sig fx at Epos effekt næppe kan forklares alene ud fra blodets øgede ilttransportevne da den øgede hæmatokrit også øger blodets viskositet og dermed den modstand som hjertet arbejder imod.
Prøv evt. at finde artiklen "The Hematocrit Paradox - How Does Blood Doping Really Work?" på PubMed til inspiration.