Computerspil i arbejdstiden kan hjælpe mod stress
Kilde: 
11 august 2017

Sniger du dig nogle gange til et par baner i Candy Crush, mens du er på toilettet? Eller Angry Birds, når du venter på kaffen? Bliv ved med det. Det er tilsyneladende sundt.

Computerspil kan nemlig have en afstressende effekt, viser nyt amerikansk studie. Det skriver Human Factors and Ergonomics Society i en pressemeddelelse.

Forskerne bag studiet gav 66 testpersoner en opgave med det formål at gøre dem psykisk udmattede og trætte. De fik indimellem pauser på 5 minutter, hvor de blev bedt om at slappe af på en af tre forskellige måder:

  1. Sidde stille i pauserummet
  2. Deltage i en afslapningsøvelse
  3. Spille et simpelt computerspil (kaldet Sushi Cat)

Resultatet viste, at: 

  • Deltagerne, der tog en stille pause, sagde, at de følte sig mindre engagerede i arbejdet og oplevede bekymring på grund af det.
  • De, der deltog i afslapningsøvelsen, oplevede færre negative følelser.
  • Kun de, der spillede computerspillet, havde det bedre efter pausen.

»Vi prøver tit at tonse igennem dagen for at få mere arbejde gjort, hvilket måske ikke er så effektivt som at tage sig tid til at koble af i nogle minutter. Folk bør planlægge at tage korte pauser og sætte tid af til en behagelig og underholdende aktivitet, såsom computerspil, som kan hjælpe til at genoplade,« siger en af forskerne bag studiet, Michael Rupp, der er ph.d.-studerende ved University of Central Florida, USA.

Studiet er offentliggjort i Sage Journals.

eh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.