C-vitamin kan gøre kræftmedicin bedre
C-vitamin forbedrer muligvis behandlingen af patienter med leukæmi, når de i forvejen mangler C-vitamin - og det gør flertallet, viser ny forskning.
Leukæmi C-vitamin aktivere selvmordsmekanisme celler dør C-vitaminmangel underskud

I studiet hjalp en mindre dosis C-vitamin med at aktivere en indbygget selvmordsmekanisme i kræftcellerne, så cellerne i højere grad døde. (Foto: Shutterstock)

C-vitamin styrker vores immunforsvar, skelet og muskler. Men C-vitamin har også potentialet til mere end det.

Hvis man giver C-vitamin samtidig med den traditionelle behandling af akut leukæmi, også kaldet blodkræft, slår det i højere grad kræftcellerne ihjel, viser forsøg på kræftceller i petriskåle.

»En mindre dosis C-vitamin hjælper med at aktivere en indbygget selvmordsmekanisme i kræftcellerne, så cellerne dør i højere grad. Det giver håb om en nem og bedre behandling af den ellers dødelige leukæmi,« siger Kirsten Grønbæk, klinisk professor på Rigshospitalet. Hun er en af forskerne bag den nye forskningsartikel, der lige er udkommet i Proceedings of the National Academy of Sciences.

LÆS OGSÅ: Får du vitaminer nok? Sådan bør du spise

C-vitamin-kombi får kræftceller til at begå selvmord

I undersøgelsen testede forskerholdet fra Rigshospitalet samt amerikanske University of Southern California, Johns Hopkins University og Van Andel Research Institute, Stand-Up-To-Cancer's Epigenetic Dream team, hvordan kræftceller i petriskåle, taget fra leukæmipatienter, reagerede på stoffet azacytidin, der normalt bruges til at behandle leukæmi.

Azacytidin ’tænder’ for nogle bestemte gener i DNA’et, der får cellen til at tro, at den er inficeret med virus, og så begår den selvmord. Samtidig ved man, at Vitamin C er et hjælpestof for en naturlig tænding af gener i cellen.

Forskerholdet prøvede så at bruge C-vitamin i kombination med Azacytidin og fandt, at:

  • Hvis azacytidin og C-vitamin gives sammen, bliver den selvødelæggende effekt på kræften forstærket to til tre gange i forhold til, hvis azacytidin bliver givet alene.
     
  • Når C-vitamin gives alene, har det ingen effekt på kræften.

LÆS OGSÅ: Immunterapi revolutionerer kræftbehandling

Leukæmipatienter mangler måske generelt C-vitamin

I undersøgelsen har forskerholdet testet 24 leukæmipatienter på Rigshospitalet, og her viste det sig, at 22 af patienterne var under normalniveau af C-vitamin, og 14 af dem var i decideret mangeltilstand.

Leukæmi C-vitamin aktivere selvmordsmekanisme celler dør C-vitaminmangel underskud

Generelt tyder noget på, at leukæmipatienter mangler C-vitamin. Forskerne ved ikke hvorfor, men det kan være, fordi de mangler appetit og ikke spiser nok. (Foto: Shutterstock)

Det kan være en del af forklaringen på resultatet, foreslår forskerne.  

»Kræftcellerne i petriskålene mangler også vitamin C ligesom patienterne. Men ved at give både vitamin C og azacytidin kombineres de to ’tændingmekanismer’, der får cellen til at tro, den er inficeret med virus,« siger Kirsten Grønbæk og understreger, at det ikke vides, hvorfor leukæmipatienter er i underskud af C-vitamin, men det formentlig både skyldes dårlig appetit og en større omsætning af stoffet ved kræftsygdomme.

LÆS OGSÅ: Danske forskere bag nyt våben mod kræft

Håber, at den nye behandling virker på mennesker

Selvom undersøgelsen er lavet på kræftceller i en petriskål og ikke i et levende menneske, håber forskerne, at metoden også vil have effekt på mennesker.  

»Undersøgelsen her er jo udført i celler i petriskåle, og man kan kun finde ud af, om der er samme effekt i patienter ved at udføre et kontrolleret klinisk forsøg.« siger Kirsten Grønbæk.

LÆS OGSÅ: Cannabis kan dræbe kræftceller og bremse sklerose

Forskerkollega: Man skal besinde sig med optimismen

Man skal dog besinde sig med optimismen, da det kun er cellekulturer, man har afprøvet kombinationen på og ikke levende patienter, mener professor Lars Ove Dragsted fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

»Resultatet er en fortolkning af C-vitamins virkningsmekanisme i cellekulturer, men der er flere fortolkningsmuligheder. For eksempel ligner iltindholdet i cellekulturer ikke den i vores blodbaner,« siger Lars Ove Dragsted. Han fortsætter:

Leukæmi C-vitamin aktivere selvmordsmekanisme celler dør C-vitaminmangel underskud

Forskerne skal sikre sig, at den nye behandling virker i levende patienter, og at behandlingen ikke har en skadelig effekt på andet end kræftcellerne. Forskerne anbefaler derfor, at patienter ikke går ud og tager ekstra C-vitamin, før forskningen er afklaret. (Foto: Shutterstock)

»Det kan muligvis have en afgørende betydning, så det ikke vil virke hos patienterne,« siger Lars Ove Dragsted, professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Han har ikke selv bidraget til undersøgelsen.

Han mener dog samtidig, at idéen er interessant og bør prøves af.

»Idéen bør helt klart prøves af, for vi mangler effektive terapier for en del leukæmi-typer. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke hjælper eller forebygger at tage enormt høje doser C-vitamin,« siger Lars Ove Dragsted.

LÆS OGSÅ: Mange vacciner mod kræft på vej

Forsøg på mennesker er undervejs

Forskerholdet er i øjeblikket i gang med et pilotforsøg, hvor de tilsætter C-vitamin til behandlingen af leukæmi på en mindre gruppe patienter på Rigshospitalet.

LÆS OGSÅ: Lovende metode: Kræft kan fjernes med 'lysbomber'

»Vi skal sikre os, at virkningen også er der hos levende patienter, og så skal vi sikre os, at kombinationen ikke har en skadelig effekt på andet end kræftcellerne. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at patienter ikke går ud og tager ekstra C-vitamin, før forskningen er afklaret,« siger Kirsten Grønbæk og slutter:

»Hvis behandlingen viser sig at have en effekt i pilotforsøget, vil vi gå videre til et større, kontrolleret studie, hvor vi tester det på flere patienter. Derefter kan det blive en del af behandlingsformen. Vi krydser fingre for, at det går sådan.«

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker