Brugere af alternativ behandling: Det kan ikke skade at prøve

Forestil dig et sundhedsvæsen, hvor du selv skal betale for behandlingen. Til gengæld er der ingen kontrol, ingen garanti for behandlernes uddannelse og stort set ingen beviser for, at behandlingen virker.

Det lyder måske ikke som den mest eftertragtede vare på hylderne.

Men det er ikke desto mindre vilkårene hos de mange alternative behandlere, som fungerer uden for det almindelige sundhedsvæsen uden offentlige tilskud, og betingelserne lader ikke til at afskrække danskerne:

Den seneste undersøgelse af et repræsentativt udsnit af voksne danskeres brug af alternativ behandling fra 2010, foretaget af Statens Institut for Folkesundhed, viser, at over halvdelen af den voksne danske befolkning på et eller andet tidspunkt i deres liv har konsulteret en alternativ behandler, og at mere end en fjerdedel af disse har gjort det inden for det seneste år.

Det er mere end en fordobling, siden man i 1987 spurgte danskerne første gang.

Nu kigger et forskningsprojekt støttet af Det Frie Forskningsråd nærmere på, hvilke begrundelser brugerne giver for at benytte sig af alternativ behandling, selvom forskningen indtil videre ikke har kunnet finde belæg for, at særligt mange af behandlingerne virker.

Det kan jo aldrig skade at prøve

Når vi opsøger det offentlige sundhedsvæsen, er det gerne med forventning om at blive helbredt for det, vi fejler.

Men for brugerne af alternativ behandling er det ikke nødvendigvis helbredelse, der er målet med behandlingen.

Det er en af konklusionerne på forskningsprojektet ‘Sundhedsstrategier i ikke-konventionelle behandlingsformer’, som har fulgt 46 brugere af akupunktur, zoneterapi eller mindfulness-meditation over et forløb på 6-8 behandlingsgange ved hjælp af observationer, interviews og dagbogsnotater. (Se også faktaboks 2)

»Når vi snakkede med folk efter behandlingsforløbet, så var de meget tilfredse. Men det var ikke nødvendigvis, fordi de var sluppet af med deres tennisalbue eller var kureret for deres kræftsygdom. Det var måske nok deres håb på langt sigt, men det var ikke umiddelbart realistisk, så derfor pegede mange på nogle andre succeskriterier,« siger projektets leder, lektor Inge Kryger Pedersen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet til Videnskab.dk.

Normalt vælger man ikke at betale for en ydelse, bare fordi det ikke kan skade at prøve. Men i undersøgelsen var det en tilbagevendende forklaring.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at alternativ behandling er populært, fordi brugerne på forhånd tænker, at sådan en behandling er mindre risikofyldt end behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen, men når de skal forklare det over for os som forskere, er det en ting, mange fremhæver: Det kan jo ikke skade.«

Noget for (skatte)pengene

Ifølge Inge Kryger Pedersen er overbevisningen om, at behandlingen ikke kan skade, et udtryk for, at vi har helt andre forventninger til de alternative behandlere end til det offentlige sundhedsvæsen:

»De offentlige hospitaler er jo inden for velfærdsstatens rammer, hvorfra vi forventer en vis kontrol og professionalisme. Vi har jo selv betalt skat til det, og så vil man også behandles ordentligt med behandlingsmetoder med et videnskabeligt bevis for, at behandlingen virker.«

Men til alternative behandlingsformer er forventningerne anderledes – og må taget forholdene i betragtning også pege i andre retninger:

»Behandlerne er gode til at sige: nu prøver vi de første fem-seks gange, og så må vi se, hvordan det går. Der kan jo aldrig ske noget ved at prøve. Man lover ofte ikke brugeren noget som helst. Vi ved fra undersøgelser af patienttilfredshed, at folks forventninger betyder enormt meget for, hvor tilfreds man er med behandlingen, og de fleste af dem, vi har interviewet, håber selvfølgelig, at behandlingen kan helbrede dem, men de forventer det bestemt ikke.«

Samtidig kan det have en betydning for tilfredsheden, at man selv vælger den alternative behandling og betaler den af egen lomme. Vi kan simpelthen ikke lide at føle os snydt:

»Jeg tror, man føler et større ansvar for, at forløbet bliver en succes, når man selv har valgt og betalt en behandling, som ikke er anerkendt af det offentlige sundhedsvæsen. På en eller anden måde står der ‘dum i panden’ på een, hvis man betaler for noget, som man ikke får nogen positiv virkning af. Det offentlige sundhedsvæsen betaler du jo for uanset, om du bruger behandlingen eller ej.«

Ifølge Inge Kryger Pedersen er det dog uklart præcis, hvilken rolle det spiller, at brugerne selv betaler for behandlingen. I en anden undersøgelse – lavet med patienter, der ikke betaler, fordi de indgår i et klinisk kontrolleret forsøg på et hospital – udtrykkes den samme form for tilfredshed med de alternative behandlinger, de modtager udenfor hospitalsregi som en del af forsøget.

Kronisk sygdom gør desperat

I 1970’erne mente mange forskere, at den alternative behandling ville forsvinde efterhånden, som den medicinske forskning udviklede sig, men det modsatte er sket.

Siden slutningen af 1980’erne er andelen af brugere altså mere end fordoblet, og samtidig viser det sig også, at folk bruger det alternative behandlingssystem parallelt med det konventionelle. Folk spiller så at sige på flere heste.

Det kan blandt andet skyldes, at flere folk i dag lider af en kronisk sygdom:

»Mange brugere af alternative behandlingsformer har jo netop lidelser, som er karakteriseret ved ikke at kunne helbredes i det almindelige sundhedsvæsen. Således er der eksempelvis i patientforeninger for kroniske sygdomme relativt store dele af medlemsskaren, der har anvendt alternative behandlingsformer. Hvis man lider af en sygdom, som ikke kan helbredes, så kan man til sidst blive desperat. Det kan få for eksempel den højtuddannede økonom, der ellers aldrig havde forestillet sig at gå til alternativ behandling, til at vælge det som en sidste udvej, og så må det briste eller bære« siger Inge Kryger Pedersen.

Viser man tager ansvar

Samtidig tilbyder den alternative behandling en mulighed for at handle i en ellers hjælpeløs situation.

»Forskningen peger netop på, at det generelt betyder enormt meget for de kronisk syge at kunne gøre noget selv. Det kan være svært at se sig selv i en passiv og sygeliggjort rolle. Den alternative behandling gør måske ikke folk raske, men de føler, at de bedre kan leve med deres sygdom, når de selv kan gøre noget.«

De seneste år har mantraet i sundhedspolitikken været at tage ansvar for sin egen sundhed, og ifølge Inge Kryger Pedersen betyder det da også meget at kunne sige til familie, venner og kollegaer, at man gør noget selv:

»Det forventes, at man tager hånd om sin egen sygdom, og mange kronisk syge er trætte af altid at beklage sig til familie, venner og kollegaer. Her kan den alternative behandling være en måde at vise, at man også selv tager et ansvar.«

Og netop netværket er centralt, når den alternative behandlingsform skal vælges:

»Folk vælger ikke bare den første og bedste behandler, de finder på nettet. Mange har fået anbefalet en særlig alternativ behandler eller behandlingsform fra folk i deres netværk,« siger Inge Kryger Pedersen.

Alternativ behandling har ingen indlægsseddel

Medierne er ofte fyldt med historier om fejl i kirurgiske behandlinger og medicin med bivirkninger, og ifølge Inge Kryger Pedersen spiller den udbredte skepsis over for kemi og kirurgi også en rolle i forhold til det alternative behandlingssystems succes:

»Vi kan se, at der findes en udbredt tillid til det ’naturlige’, og det har andre undersøgelser også vist. Selvom naturprodukter jo også er kemi, og meget konventionel medicin omvendt er lavet af dele fra naturen så betragter selv meget veluddannede folk alligevel kemi, kunstige produkter og kirurgi som farlige.«

I almindelig medicin, man køber på apoteket, skal der være information om bivirkninger.

»Her er potentielle bivirkninger angivet på indlægssedlen, men den alternativ behandling har ingen indlægsseddel. Hvis der er bivirkning, så er den ikke registreret nogen steder«

Ifølge Inge Kryger Pedersen er ’bivirkning’ slet ikke et begreb, som de fleste alternative behandlere ville anerkende, fordi de ser alle kroppens reaktioner som en helhed i behandlingen:

»Nogle brugere oplever ubehagelige reaktioner på behandlingen; for eksempel influenza-lignende symptomer eller problemer med at sove natten, men det opfattes som en udrenselsesproces. Selvom kroppens reaktioner på behandlingen kan være ubehagelige, så er der flere, der fremhæver reaktionerne som noget positivt, for eksempel som et tegn på, at kroppen er ved at heles.«

Virkning svær at bevise

Behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen er underlagt et strengt krav om kontrol og bevis for virkningen af behandlingen. En kontrol, som den alternative behandling ikke er underlagt:

»Der er lavet mange forsøg på at vise, at den alternative behandling virker, og i nogle få eksempler er det også lykkedes at vise en effekt, men generelt er det virkeligt svært, fordi de metoder, man bruger til at kontrollere medicin inden for den etablerede lægemiddelindustri, kræver, at behandlingen er standardiseret.«

Det passer ifølge mange af de behandlere, forskerne har interviewet, dårligt til de alternative behandlingsformer:

»Nogle af de, som deltager i de standardiserede forsøg, siger, at de skal lave behandlingen på en anden måde, når de deltager i forsøgene, for at leve op til forsøgenes krav. For eksempel ville en akupunktør måske ikke sætte en nål det samme sted hver gang under en normal behandling, men det kan være påkrævet i visse standardiserede forsøg.«

Der har ifølge Inge Kryger Pedersen været forsøg på at lave nogle mere pragmatiske forsøg, hvor man prøver at måle virkningen af hele behandlingsforløbet, men problemet er, at det er svært at fastsætte et entydigt endemål i den alternative behandling:

»Ofte har behandleren jo at gøre med klienter med kroniske sygdomme, som altså ikke kan helbredes, så derfor må man finde et andet succeskriterium: Det kan være at lære at leve med sin sygdom, sove bedre om natten, have færre smerter, eller måske på lang sigt komme af med nogle af sygdommens symptomer.«

Kan give besparelser på førtidspension eller hjemmehjælp

Men spørgsmålet er også, om det overhovedet er nødvendigt at prøve at bevise om alternativ medicin virker, når nu brugerne er så tilfredse med det.

Men ifølge Inge Kryger Pedersen er det alligevel værd at overveje, om man skal forsøge at dokumentere de alternative behandlingers mulige virkninger:

»Det er svært at prioritere skattepenge til initiativer, man ikke ved om har nogen virkning. Det løser man så ved at sige: hvis folk vil have det, så må de selv betale, for vi kan ikke forsvare at bruge skatteborgernes penge på det. Men hvis man ikke kun måler, hvorvidt en behandling kan kurere en klart defineret sygdom, men også om den for eksempel kan forbedre folks muligheder for at klare en dagligdag på trods en kronisk sygdom, så kan man muligvis dokumentere, at nogle af de alternative behandlinger kan være værd at investere i for samfundet.«

»Det kan for eksempel være, at en alternativ behandling kan betyde, at man kan undvære hjemmehjælp eller endda passe et arbejde på trods af en kronisk sygdom, og det kan jo potentielt betyde besparelser på for eksempel hjemmehjælp og førtidspension.«

Forskerne er dog langt fra enige med brugerne i, at alternativ behandling ikke kan skade. Følg med her på Videnskab.dk, når vi den næste tid bringer en temaserie om alternativ behandling.