Mobilstråling har gentagne gange vist sig at kunne påvirke cellekulturer i en petriskål, og det faktum bruger nogle forskere som et argument for, at strålingen er skadelig.
En af dem er den kendte amerikanske epidemiolog Debra Davis, der er leder og grundlægger af forskningscentret Environmental Health Trust.
Hun har skrevet et utal af artikler og skrevet bøger, hvori hun argumenterer for mobilstrålingen på forskellig vis kan ændre vitale processer i hjernecellerne i sådan en grad, at det kan fremprovokere kræft.
Men den tilgang er overlæge, dr. med., Lars Thorbjørn Jensen fra Klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk afdeling, Glostrup Hospital, skeptisk over for.
Han påpeger, at der er verdener til forskel på at påvirke celler i en petriskål og i et menneske, hvis organisme er langt mere kompleks.
Én af forskellene er, at vores celler er forbundne og oven i købet også er beskyttet af et indbygget køleanlæg i form af vores blodomløb, der effektivt fører varme væk. Og det kan have en betydning i forhold til mobilstråling, der mistænkes for at kunne varme væv op.
»En klump celler i en petriskål er prisgivet til at blot at tage imod hvis det udsættes for mobilstråling. Den har ingen snedige metoder til hurtigt at slippe af med den energi, som mobilstrålingen afleverer til dem, og det kan betyde, at de bliver beskadigede,« siger han.
Af samme grund kan petriskålens celler heller ikke tåle, at man overhælder dem med glohed kaffe.
Ved de frekvenser (2 GHz), man bruger til mobiltelefoni, er indtrængningsdybden ca. 10-20 cm i kropsvæv. Feltstyrken er større tæt på mobilen end dybere inde. Frekvensen i en mikrobølgeovn (2.4 GHz) er netop valgt for at man kan varme en hel lørdagskylling op.
»Vi mennesker er derimod rigtigt gode til at drikke varm kaffe, fordi vores køleanlæg, blodomløbet, sørger for at transportere varmen væk,« siger han.
For at kunne påvise, at mobilstråling er kræftfremkaldende, er det altså ikke nok at dokumentere, at det har en effekt på udtagne celler i et reagensglas eller for den sags skyld et dyr, hvis organismer typisk heller ikke er så avancerede som vores. Det afgørende er at kunne afsløre blivende forandringer, altså permanente skader på mennesker.
Hvis der er tale om en påvirkning, hvor effekten forsvinder når mobilen slukkes, er det nemlig ikke fatalt, for så når kroppen hele tiden at regenerere sig selv.
Det svarer til løbende at reparere på sin bil, så den kan blive ved med at køre.
»Kræft derimod er en sygdom, som ikke forsvinder af sig selv, det er en permanent skade, som kroppen ikke selv kan slippe af med, og studierne har hidtil haft svært ved at kaste lys over, om mobiltelefonernes elektromagnetiske felt fremkalder kortvarige påvirkninger eller om det rent faktisk er blivende skader,« siger overlæge, dr. med., Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse.
For at forstå, hvad mobilstrålingen gør ved os, så skal man kende dens sande natur, fortæller Christoffer Johansen.
Han påpeger, at mange fejlagtigt tror, at mobilstråling kommer fra radioaktive kilder og er i stand til at opsplitte molekyler og dermed også beskadige DNA.
»Men det er en misforståelse,« fortæller han.
Mobilstråling er ikke-ioniserende stråling, der består af elektromagnetiske felter, som overfører energi fra et sted til et andet. Gennemstrømmer strålingen levende væv på sin vej, vil den afsætte noget af sin energi til vævet.
Det elektromagnetiske spektrum spænder vidt og går fra de meget langbølgede og energifattige radiobølger til energirige røntgen- og gammastråling. Jo kortere bølgelængden er, des større er strålingens frekvens og des mere energirig er strålingen.
Man ved, at gammastråling og røntgenstråling fra den energirige del af spektret er i stand til at beskadige DNA.
Felter fra den energirige ende af det elektromagnetiske spektrum afsætter altså energi på en dårlig måde, som er skadelig for os ved at varme vævet op, og det store spørgsmål er, om mobilstråling er i stand til at gøre det samme, eller om den afsætter så lidt energi i vævet, at kroppen godt kan takle det.
»De elektromagnetiske bølger fra mikrobølgeovnen kan jo koge vand. Hvad så med feltet fra en mobiltelefon, er de også farlige, får man kogt sin hjerne eller bliver den på anden hvis beskadiget? Det er det, der er spørgsmålet,« siger Lars Thorbjørn Jensen.
Mobilstrålingen ligger i den energifattige, langbølgede ende af spektret, så derfor skulle man umiddelbart mene, at den ikke vil have samme power til at kunne gennemtrænge og ødelægge væv som eksempelvis røntgenstråling. Men det er endnu uklart, om mobilstrålingen kan sætte gang i andre processer, der ad omveje kan føre til kræft.
Resultaterne fra de nuværende studier er altså ikke tilstrækkelig til endegyldigt at kunne sige, om mobilstrålingen er farlig påpeger Christoffer Johansen. Der er behov for mere forskning, før man kan gøre sig forhåbninger om at afklare sagen.
Det har fået mange kritikere til at omtale det stigende forbrug af mobiltelefon som verdens største eksperiment, der i bedste fald vil dokumentere, at mobilstråling er uskadeligt, men som i værste fald kan gøre millioner af mennesker kræftsyge
»Der er så mange ting at tage højde for i dette forskningsområde, hvilket gør hele problematikken utrolig kompleks og dermed også svær at undersøge. Det at finde et klart og entydigt svar på spørgsmålet er lidt som at lede efter en nål i en høstak,« slutter Lars Thorbjørn Jensen.
