Blod fra spædbørn gør gamle mus yngre
21 april 2017

Føler du også, at din hjerne bliver mere og mere tåget med alderen? Ny forskning viser, at der muligvis kan være hjælp at hente fra et protein, som findes i navlestrengen. Det skriver newsscientist.com.

Forskere har tidligere vist, at blod fra teenagere - altså, menneske-teenagere - kan genopfriske hukommelsen og tankeprocesserne hos ældre mus. Men nu viser ny forskning, at blod fra navlestrengen hos nyfødte har en endnu stærkere effekt.

LÆS OGSÅ: Gen-cocktail forlænger livet med 30 procent i mus

Det internationale forskerhold opdagede resultaterne ved at indsamle blod fra mennesker i tre forskellige livsstadier:

  1. Babyer
  2. Unge mennesker omkring alderen 22 år
  3. Ældre mennesker i alderen 66 år

Deres blod blev derefter indsprøjtet i mus, der havde en alder, som svarer til cirka 50 år for mennesker.

Den største effekt kunne ses hos de mus, der fik blod fra spædbørnenes navlestrenge. Disse mus blev hurtigere til at lære, og de var bedre til at huske vejen ud af en labyrint. De viste desuden øget aktivitet i hjerneområdet hippocampus, der er ansvarlig for indlæring og hukommelse.

De mus, der havde fået blod fra teenagerne, viste også forbedringer, mens musene, som fik blod fra ældre mennesker, ikke viste tegn på bedring.

LÆS OGSÅ: Hvordan ser mennesket ud om en million år?

Ifølge forskerne tyder det på, at plasmaet i menneskeblod langsomt mister sit foryngende potentiale med alderen.

Forskerne fandt i studiet frem til et protein kaldet TIMP2, som ser ud til at være ansvarlig for blodets foryngende effekt.

Det viste sig nemlig, at gamle mus, der fik en indsprøjtning TIMP2, havde mere aktivitet i hippocampus og blev bedre til at finde ud af labyrinter. De blev endda også bedre til at lave en rede, hvilket ellers er en evne, som gamle mus mister.

Når musene blev behandlet med blodplasma, som havde fået fjernet proteinet TIMP2, viste de ikke tegn på forbedringer.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Nature.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.